Copenhell 26: Fra S-T til yeS-T
Det blev en revanche fra showet i 2022 på samme festival – men dog en smal sejr, for Suicidal Tendencies spiller på det sikre og så frontmandens smittende, høje humør.
Sidst Copenhell-publikummet fik serveret musik fra crossover-pionererne i amerikanske Suicidal Tendencies, servede bandet musikken fra Helvíti. Det var i 2022. Nu fire år senere var scenen sat på Hades i stedet, og det var nok et meget godt valg, for den mindre plads foran scenen gjorde det nemmere for frontmand Cyco Miko at få smittet publikum med det høje energiniveau, som han selv lagde for dagen.
Men ellers var der mange ligheder til showet sidste gang, så man kunne i princippet gentage anmeldelsen her fra Devilution fra sidste gang. Det var bare – heldigvis – en hel del bedre. Sætlisten indeholdt præcis de samme sange som i 2022, men denne gang fik vi også 'How Will I Laugh Tomorrow' og 'Cyco Vision', og så var der ikke helt samme behov for at snakke og trække ting i langdrag for frontmanden, for at komme i mål med et show af en times varighed.
Høj energi injiceret i et begrænset antal sange
Efter lidt introlir lagde Suicidal Tendencies ud med 'You Can't Bring Me Down', som de på imponerende vis fik til at vare godt ti minutter. Og da 'War Inside My Head' senere blev introduceret, en halv time inde i sættet, så havde bandet i mellemtiden kun nået 'Possessed to Skate', 'Freedumb' og 'Send Me Your Money'. Det var altså lidt af samme sygdom som sidste gang med numre, der blev forlænget en hel del.
Man kunne derfor godt savne flere sange fra Suicidal Tendencies' ganske habile bagkatalog. Omvendt, så var der gang i publikum hele tiden, så set fra scenekanten var udsigten ikke ligefrem sådan, at publikum ikke så ud til at stornyde, hvad de fik serveret: Musik og høj energi.
'Subliminal' udløste circle pit på egen hånd, mens en wall-of-death blev bestilt af Mike Muir i nummeret 'Cyco Vision'. På scenen så bandet ud til at hygge sig, den nye trommeslager Xavier Ware spillede med sejt groove og stort smil, og guitaristerne Weinman og Pleasants kom godt omkring på scenen.
We are Family
Et show med Suicidal Tendencies er som en slags familiefest med store traditioner. Publikum råber "S! T!" helt af sig selv fra start og undervejs i koncerten, indtil det helt store kor kommer på i 'Pledge Your Allegiance', som den forventede afslutter, hvor bandet først inviterede børn på scenen og sidenhen alle, der havde lyst. Der var, næsten, flere folk på scenen end det antal crowdsurfere, som Alestorm hiver over hegnet i deres Copenhell-koncerter. Det var i hvert fald tæt pakket, og Mike Muir valgte derfor i stedet at finde plads i pitten nedenfor, hvor han til stor begejstring blev omringet af ekstatiske fans.
Og apropos det med familie, så var det Tye Trujillo på bas. Den kun 21-årige knægt er søn af Rob Trujillo, der spillede med Suicidal Tendencies fra 1989 til 1995 (og så et enkelt besøg i 2023, som stand-in for sønnike, der var dobbeltbooket og derfor måtte spille et gig med sit andet band, Ottto). Tye Trujillo er som sin far ferm på fingrene, og vi fik lidt funky slapbas også, men han var dog også den på scenen, som så mest uimponeret ud. Der var en coolness, helt sikkert, men man fristes til at påstå, at han måske kedede sig lidt i et sæt, hvor sangene i den grad gik i overtid, og i det hele taget i et band, der virker uinteresseret i at ryste posen, og længe har liret de meget ensartede sætlister af.
Suicidal Tendencies kom godt igennem på humør og energi. Men det var lidt, som om de kørte en smal, sikker sejr hjem i stedet for at vise mod, satse og ikke mindst overraske. Nuvel, det var da trods alt en sejr i forhold til 2022.