Den eksklusive, transcenderende finale
Cult of Luna og Julie Christmas genbesøgte ‘Mariner’ og skabte et øjeblik så intenst, at selv tiden syntes at holde vejret.
Chevron
The Wreck of S.S. Needle
Approaching Transition
Cygnus
Da jeg tilbage i 2017 hørte fornuftige røster tale om ‘Mariner’ som en plade af de helt særlige, havde jeg egentlig lagt Cult of Luna lidt i glemmebogen. Et band, der imponerede mig på Roskilde Festival helt tilbage i 2007 på ‘Somewhere Along the Highway’-turnéen, men med årene driftede jeg i lidt andre retninger, hvilket bestemt er en fejl i bagklogskabens lys. Ikke mindst, når det kommer til denne collab med Julie Christmas, der indtil da var et ubeskrevet blad, som ud over en enkelt soloskive i 2010 kun havde gjort sig bemærket i front for Made Out of Babies og Battle of Mice. Johannes Persson & co. tog hende dog under deres vinger, fordi stemmen talte for sig selv, og ‘Mariner’ blev en outlier, en éngangs-affære, hvor svenskernes både svulstige og atmosfæriske post-metal dannede en mageløs platform for hele Christmas’ kraftfulde palet. En plade, der for mange er Cult of Lunas kronede værk, inklusiv undertegnede.
Desværre opdagede jeg ‘Mariner’ så sent, at jeg ikke selv nåede at fange dem, inden de stoppede med at turnere med pladen i 2018 – og det tog derfor heller ikke mange sekunder at bestemme mig, da ArcTanGent annoncerede denne booking i anledning af pladens 10-års jubilæum, når nu det oven i købet blev meldt ud som den eneste gang, de ville genbesøge pladen i denne ombæring. Mange andre bookinger talte højt på programmet – ikke mindst afskedsshowet med Cardiacs – men ‘Mariner’-faktoren var absolut den vigtigste af dem alle.
At de er placeret som det sidste show på hele festivalen, der i øvrigt flytter lokation næste år, siger også lidt om, hvor vigtig den er for ArcTanGent selv. Som koncerten, vi alle vil huske som den sidste her på Fernhill Farm. Og dagene op til er det da også helt åbenlyst, at nærmest alle jeg snakker med highlighter netop dén koncert som årets trækplaster.
Af samme årsag må jeg nøjes med et kvarter af High on Fire denne gang for bare at få en nogenlunde plads centralt på hovedscenen, og en halv time senere bygger atmosfæren op med de vævende guitarfigurer og den sagte ambiens, før Christmas indtager scenen med sin oplyste maske. Perssons massive brøl og de drømmende fraseringer fra Christmas veksler smukt fra start, som ‘A Greater Call’ åbner sættet massivt og bevægende, og så tager pladen ellers form, som vi kender den, kronologisk fra start til slut.
Ofte kan albumkoncerter, især af den bagudskuende slags, godt falde lidt stive og søgte ud, hvor de med blandet held prøver at gengive en svunden tid – men jeg tør godt sige med 100% garanti, at der umuligt kan være nogen her under teltet, der står med den fornemmelse i aften.
Med den seks mand stærke besætning i Cult of Luna er der rig mulighed for at folde alle musikkens nuancer ud, tilføje lidt shakers og keys, hvor det giver mening, og den rolle opfylder svensken som altid til fulde. Cult of Luna skuffer sjældent live, og det er tydeligt, at de ikke mindst i aften tager opgaven seriøst uden den mindste småsnak eller slinger i valsen undervejs.
Og så er der igen Julie Christmas … hvilken sanger! Der er få kunstnere, der evner at udnytte rummet på den måde, som hun gør det, som vi også har oplevet hende på egen hånd – og pladen ligger åbenlyst også hende nært. Der er masser af kunstnere, der kan gøre mig våd i øjenkrogene, men fra første øjeblik hendes stemme møder Perssons, mens hun flyver rundt i takt til musikken, og hele den næste time frem er det tydeligt, hvor intenst hun føler det her. At mærke hende folde hele registeret ud i en monumentalt smuk udgave af ‘Chevron’ og lægge sin sjæl på bordet for os alle, er en af de der særlige stunder, vi alle kender, som man bare aldrig glemmer. Så forbandet rørende, hvor musikken flyder, og hun giver stemmepragten ALT, hvad den kan trække – sikke et powerhouse!
Den musikalske forening mellem Christmas og de svenske post-metalkonger står lynende skarpt, i modsætning til den tunge tåge, der passende indhylder scenen. ‘Mariner’ er rundet af tungmaskede lydbilleder, og de males perfekt op i denne tågede kulisse, hvor de skarpe lyssætninger øger dramatikken, når musikken afkræver det.
Desuden kommer vi ikke uden om, hvor gennemført ‘Mariner’ er bygget op. Med fem lange numre, hvor de tre første i tiltagende højere grad demonstrerer Christmas’ mere ekspressive og dramatiske sider, indtil hun forlader scenen i den introspektivt drømmende ‘Approaching Transition’, der lige giver os en stund (som i +10 minutter) til at finde jordforbindelsen med flere af de vævende guitarfigurer og tungt pulserende trommer til at illustrere en anden dimension af, hvor sublime musikere Cult of Luna er, før den kvarter lange ‘Cygnus’ runder sættet af i al sin triumferende pragt.
I min verden er ‘Mariner’ uomtvisteligt det bedste post-metal-album nogensinde, og det står kun endnu mere klart ovenpå denne overvældende opvisning i Christmas og Cult of Lunas selskab!
For en festival som ArcTanGent, der har den progressive og søgende metal som sit musikalske omdrejningspunkt, at runde af med en publikummagnet som denne, er en drømmebooking uden lige. Vi står fire mænd efter koncerten og indleder spontant samtalen med alle at snakke om de bedste koncerter, vi har set i vores liv. Kigger du på ArcTanGents forskellige opslag om koncerten, ser du den ene kommentar efter den anden, der bevæger sig op i samme tynde luftlag – det er der, vi er.
Det er flere år siden, jeg har været så forblændet og glemt alt om tid og sted, som om tiden stod stille i hele den time koncerten udspillede sig, så transcenderende var det. Som en makker konstaterede – man burde måske bare stoppe med at gå til koncerter, for det kan nærmest kun gå ned ad bakke herfra.
Den omkostning vælger jeg nu at leve med, men hold da op. Tak for det, Julie Christmas og Cult of Luna! Jeg håber I optog det her, for det var godt nok en af dem til historiebøgerne!