Den franske devolution
Populær
Hvor meget må man egentlig brokke sig over, at et band ikke bare spiller det gamle?
2. Oroborus
3. Backbone
4, Stranded
5. Flying Whales
6. The Cell
7. Love / Remembrance
8. Hold On
9. Grind
10. Silvera
11. Another World
12. L'enfant sauvage
13. The Chant
14. The Gift of Guilt
Encore:
15. New Found
16. Amazonia
Det var sommeren 2012, og 15 år gammel skulle jeg til at finde noget aggressiv musik, der kunne holde gejsten oppe, mens jeg skulle slå mine forældres store græsplæne. Gojiras 'L’enfant Sauvage' var netop udkommet, og den blev der snakket om på alle metalsiderne, jeg fulgte dengang. Valget faldt derfor på den. Lige fra 'Explosia' eksploderede ind i øregangene gennem gamerheadsettet, var forelskelsen øjeblikkelig. For det var ikke bare franskmændenes rå og brutale riffs, der fængede mig. Bandet var også med til at bane vejen for for den mere mørke, komplekse, og atmosfæriske progressive lyd, som jeg til stadighed søger i musik. Siden da har jeg troligt og fortsat nysgerrigt lyttet til og elsket alle pladerne, med undtagelse af sidste års udgivelse.
Denne aften i K.B. Hallen skulle blive første gang jeg hørte dem live. Så det var både med hype i hovedet og skepsis, at jeg tilgik koncerten. Men først kom opvarmningen.
Alien Weaponry
Som sidekicks havde metalgiganterne det noget yngre new zealandske band Alien Weaponry med på deres europaturne. Efter at have spillet et par sange, var der nu mest undren over, hvorfor Gojira lige havde taget dem med, af alle de bands de nu kunne have valgt.
I forhold til Gojiras åbenlyse politiske ståsted, gav det dog meget fint mening, da Alien Weaponrys styrke uden tvivl lå i dyrkelsen af deres afstamning fra maorikulturen. Problemet var bare, at det kun var en ting, man blev mindet om i mellem numrene, eller på de sange hvor de faktisk sang på maori. Ellers var der bare ikke meget at hente i new zealændernes kedelige blanding af groove og nu-metal. Det var måske spændende, for nogle, dengang bandmedlemmerne og jeg selv blev født.
Bevares, lejlighedsvis trykkede de den virkelig af, men det var mere i momentante udbrud, at trioen var rigtig overbevisende. De havde også generelt besvær med at nå ud til hele salen, udover til sidst, hvor de spillede deres “hitsang” ‘Kai Tangata’, hvortil der også blev stablet en stor wall of death på benene. De spillede godt nok, det sagde mig bare ingenting.
Nedtælling til Gojira
Franskmændene ved efterhånden godt selv, hvor fede de er, hvorfor de på et lærred foran scenen også satte en timer på 180 sekunder inden showtime. På nul gik lærredet ned, og de satte af med albumstarteren 'Born for One Thing', fra deres noget omdiskuterede seneste plade Fortitude. Gojira er på pladeturné, ikke pleaserturné, så den lå ligesom til højrebenet og i øvrigt er sangen langt fra det værste pladen har at byde på.
Revolution
Herefter gik franskmændene ellers i gang med den helt store hitparade med 'Oroborous', 'Backbone', 'Flying Whales' og 'Stranded'. Med konfetti skudt ned fra loftet, kraftige dampstråler fra scenen og en flabet kunstpause inden det tonstunge outroriff i 'Backbone', var bandet som fiktive øgler i millionbyer. Lysshowet sad også lige i skabet, især til 'The Cell' hvor lyset blinkede matchende til Super Marios blændende trommespil.
Sammen med konfettien fløj den formidable Mario Duplantiers trommestikker gennem luften, og sådan som Labadie susede rundt på scenegulvet, kunne man næsten frygte at publikum også ville få en bas i hovedet. Derudover skubbede Joe Duplantier så meget luft ind i mikrofonen, at man skulle tro, der var kor på, hvilket blev hjulpet godt på vej af alt den sovs lydfolkene havde lagt på, men pointen er, at det lød skidegodt.
Franskmændene udstrålede så meget spilleglæde, humor og overskud samtidig med at de var utroligt tight over de komplekse rytmer, som sangene er bygget op omkring. Med uhyre professionalisme og showmanship demonstrerede Gojira klart og tydeligt, hvorfor de er i toppen af fødekæden. Begejstringen for den franske magtdemonstration var også åbenlys, da crowdsurfs var i fuld gang og en indigneret fan hævede sin krøkker oppe foran scenen.
Fluktuation
Men så var det sjove også forbi. For nogle af os i hvert fald. For som Gojira var ved at være færdige med at please, efter at have hevet en medley fra debutpladen op af hatten, blev det tid til at tærske igennem, hvad jeg med mangel på bedre ord nu kalder “højdepunkterne” fra 'Fortitude'. Her fik vi sange som 'Another World', 'Hold On', og 'Grind'. Leveret lige så præcist og professionelt som de ældre sange, men med knap så meget energi. Om det skyldtes fokus og koncentration eller mangel på entusiasme er svært at sige.
Skuden vendte igen med den atmosfæriske og ligeledes brutale 'L’enfant Sauvage', hvor overskuddet og intensiteten vendte tifoldigt tilbage. Men så skete der noget ambivalent. Joe Duplantier lagde nemlig op til fællessang med 'The Chant'. Sangen lægger jo i for sig op til det, da korstykket er catchy og medrivende, men ovenpå den vildskab de lige havde bedrevet med 'L’enfant Sauvage', blev det lidt en omgang softice med chili. Det fungerede for sig selv, men i konteksten blev det underligt.
Med tre sange tilbage, viste det sig at bandet havde et baggrundsshow, som først begyndte at virke under 'The Gift of Guilt'. Dvs. at øvre venstre hjørne af baggrundslærredet blev lyst op med nogle passende og effektfulde animationer til den mørke sang. Her viste bandet sig igen fra deres stærkeste side. Det melankolske og hårdtslående hovedriff gik lige i hjertet og mod sangens slutning, begyndte Gojira igen at kradse i de høje skylag, som de flere gange under koncerten, var lige ved at bryde igennem.
Devolution
De skulle bare have stoppet der. Men formålet med turneen var at fremvise den nye plade, og derfor sluttede de af med de to sange, der gør det absolut sværest for mig at holde af 'Fortitude': 'New Found' og 'Amazonia'. En ting er, at sangene er langt fra at være medrivende eller spændende. Men de lå heller ikke specielt langt inde under huden, og derfor kunne bandet ikke udvise samme overskud og/eller entusiasme. Derfor var koncertens sidste fase lige så lang som den fiktive og radioaktive øgles hale.
Gojira er så fandens dygtige og derfor var koncerten også god, men jeg stod også med følelsen af, at det kunne være bedre. Så nu bliver det spændende at se, hvor meget af 'Fortitude', der egentlig overlever til fremtidige sætlister efter pladeturnéen.
Som læseren nok har opdaget, hører jeg bestemt til gruppen af fans, der synes at 'Fortitude' er bandets musikalske lavpunkt. Derfor dobbelttjekkede jeg også albummet op til koncerten, for lige at blive helt sikker. Da kom jeg faktisk frem til, at det ikke var så skidt, som jeg huskede.
Problemet er bare, at når sangene blev spillet live op imod deres øvrige superstærke materiale, blev vi alle igen mindet om, at Gojira faktisk er på vej ned.