Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 26: Ikke defekt

Updated
Defecto-8507315
Defecto-8507293
Defecto-8507311
Defecto-6402
Defecto-6377
Defecto-6373
Defecto-6353
Defecto-6360

Defecto leverede et et flot show, der var 100 % Defecto og ren kærlighed til musikken.

Kunstner
Dato
26-06-2026
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
5

Med en blanding af episke, power metalliske moves, storladne melodier, chuggende riffs og hurtige, proggede indslag fik bandet præsenteret, hvem og hvad Defecto er anno 2026. Den tekniske kunnen var imponerende, og samspillet sad i skabet i en sådan grad, at guitarist Frederik Møller havde overskud til at se afslappet ud, mens han fyrede komplekse løb af på gribebrættet.

Nicklas Sonne, som vel er kernen i bandet, kombinerede en afvæbnende attitude, som lidet undskyldende sagde, ”vi er ikke cool, og vi ved det godt” med godt showmanship. Man kunne se, at han nød at stå på scenen. Og faktisk er det jo netop cool at stå ved sin musikalske vision og elske det, man elsker, uanset hvad portvogtere rundtomkring så måtte mene om det. Så hermed sagt: Defecto var cool og favnede deres musikalske vision med dygtighed og kærlighed.

Første nummer, ’Eternal Descent’ fra sidste års album ’ Echoes Of Isolation’, tog fart, efter episke strygere blidt, men bestemt havde rusket os ud af vores middagsdøs. Man kunne fornemme, at de havde forberedt sig godt, for alle breaks og små finurligheder i musikken sad lige i skabet, og i løbet af denne første sang fik Sonne sunget sig varm, og derfra var han et flot vokalt centrum fra musikken, hvor han måske især imponerede mig i det lyse register.

Førnævnte portvogtere og meget edgy lords har før kritiseret Defectos musik for at være Disney- eller musicalagtig, men det tror jeg egentlig ikke er et skudsmål, Sonne og co. har noget imod at få. Tværtimod har de jo lænet sig ind i det, og har lavet en sang med Danmarks vel nok største Disney-og musical-stjerne, Stig Rossen, som vi da også fik besøg af denne fredag til både en version af ’Rigtige mænd’ fra Disneyfilmen ’Mulan’ og til d’herrers fælles sang ’Heart on Fire’. Begge dele var noget, der faldt godt i publikums smag, og hvem gider så være sur?

Der var også plads til lidt mere smadrede og smadrende indslag som ’Aftermath’ fra albummet af samme navn og ’Ball of Hatred’, hvor Defecto fik besøg af Christoffer Kofoed fra Neckbreakker til en gang growlende indpiskning.
Alt i alt en absolut godkendt åbning af Hades i middagsheden, hvor Defecto kom godt rundt i deres musikalske habitus og viste sig som et både kompetent og underholdende bud på melodisk metal.