Dødsenglen vandt i Århus
Populær
Målt på energiniveau, engagement og spilleglæde vandt Death Angel publikums hjerter, mens de andre kørte i tomgang.
Når navne som Kreator, Exodus og Death Angel kommer til byen, så tropper man op. Der er mødepligt. Det ved de hårdkogte fans og det ved dem, der er noget ved musikken. Således så man producere og bandmedlemmer fra blandt andre Volbeat, Essence, The Kandidate, Crocell m.fl. iblandt publikum på Voxhall denne torsdag aften.
Højdepunktet kom bare ret tidligt. Death Angel stod kun lige over opvarmningsbandet på plakaten, men viste sig at være aftenens store og glædelige overraskelse, hvilket kan koges ned til en meget kort beskrivelse: Et godt, kort og stramt sæt af glimrende numre, leveret af et velspillende band med stor indlevelse og energi. Sådan!
Dét, der for alvor adskilte Death Angel fra de andre bands, var den helt åbenlyse og meget smittende begejstring, samtlige medlemmer udviste. Der stod ganske enkelt "spilleglæde" skrevet henover deres ansigter med store bogstaver, og det løftede en i forvejen glimrende optræden flere grader yderligere i vejret. Hvor Exodus' forbitrede vrede og Kreators påtagede klicherablerier hurtigt kommer til at virke lige lovligt indstuderede, fremstår Death Angels optræden langt mere ægte, og når væsentligt længere ud over scenekanten. Undertegnede savnede et par gamle klassikere, men må indrømme at de nyere numre bestemt holder vand.
Som en vred hooligan
Så gik der mere testosteron end musikalsk indlevelse i den da Exodus indtog scenen. Forsanger Rob Dukes minder med sit skaldede, kortskæggede hoved og småkorpulente statur mere end nogensinde om en halvgammel, vred engelsk hooligan, og den matchende fuck-alt-attitude holdt hele sættet igennem. Når han med himmelvendte højne og hængende kæbe står og ryster hoved og ølvom, minder det ganske vist umiddelbart mere om et begyndende epileptisk anfald end egentlig headbanging, men energien er der, og vokalen holder pænt standarden.
De øvrige musikere var der heller ikke meget at udsætte på, men det er der derimod på sangmaterialet, hvilket desværre allerede halvvejs gennem sættet blev stadigt tydeligere. Den konstante og meget lidt varierede tordnen af dobbeltpedal og huggende rytmeguitar afløstes kun af korte, upåfaldende og meget lidt melodiøse soli, og efterhånden gled numrene nærmest over i hinanden. Bevares, det er thrash, ikke melodisk-symfonisk metal, men når hele den sidste halvdel af sættet rummer mindre variation end et enkelt Sodom-nummer, må man stille spørgsmålstegn ved underholdningsværdien.
Denne blev dog flere gange hævet betragteligt af sam- (og mod-)spillet med publikum, for Dukes var trods sin afvisende attitude god til at få publikum med, og fik ud over et par hundrede moshpits startet en - rumstørrelsen taget i betragtning - ganske fin Wall of Death, der resulterede i mindst et par særdeles groggy tilskuere.
Knap så arrangeret blev det, da den sædvanlige fulderik skulle op på scenen og kramme Dukes, som kvitterede med et skub mod scenekanten, der fik den uheldige helt til at falde på røven og naturligvis hidse sig tilstrækkeligt op til at skubbe igen. Hvilket hurtigt og til publikums store fornøjelse straks blev kvitteret for med tre hurtige knyttere i fjæset, leveret af Dukes selv, stadig med mikrofon i hånden. Efter en kort og fortjent nedrakning af "the fucking douchebag motherfucker" fortsatte koncerten ufortrødent, bestemt ikke med mindre energi. Dukes tog sig dog lidt til knoerne. Alt i alt en absolut habilt udført, periodisk underholdende og energisk koncert, der dog blev trukket ret meget ned af manglen på kvalitetsnumre, og ganske enkelt endte med at føles for lang.
En kende monotont
Meget bedre gik det ikke med Kreator. Og så alligevel. For aftenens hovednavn gik på scenen efter en kort pause med ombygning af scenen med et trappeindrammet plateau og diverse, ikke videre imponerende bannere. Man forsøgte sig også med en projektor, uden at det dog bidrog til showet med mere end en svagt flimrende baggrund.
Det var dog næppe for sceneshowet folk var mødt frem, for allerede mens Johnny Cashs 'When The Man comes Around' markerede starten af sættet, steg stemningen mærkbart i salen, hvor Kreator t-shirts tilsyneladende var højeste mode.
Kreator bankede sig gennem deres klassikere, men leverede en monoton og indstuderet koncert. I skærende kontrast til Milles lettere selvhøjtidelige optræden, stod den finskfødte guitarist Sami Yli-Sirliö, der mest af alt lignede et langhåret rådyr fanget i lyset fra forlygterne på en ølbil. Det er ærlig talt lidt synd, for han har bestemt ikke noget at skamme sig over, idet han leverede aftenens mest melodiske og flydende soli, der var et velkomment afbræk fra de mere standard-thrash-agtige overstyrede hyl, hvin og vibrato.
Tyskerne faldt ingenlunde igennem, ej heller vil koncerten på Voxhall gå over i historien som en af deres bedste. Der var lidt for meget autopilot og for få spontane øjeblikke til at karakteren kan komme meget højere op end en 3'er. Exodus får to stjerner for et kedeligt show, og sympatistjernen op til de to var for kontant afregning ved kasse 1. Kreator får tre, mens Death Angel vinder aftenen på point med deres fire stjerner for en oprigtig og energifyldt præstation.
Slayer-elever fra Grækenland
Slutteligt skal det nævnes, at opvarmningsbandet Suicidal Angels fra Grækenland var bedre end frygtet. De har tydeligvis stået i lære hos Slayer, da de mest af alt minder om en græsk efterligning af nævnte thrash-guder, men når det er sagt, så havde de også noget at komme med. Masser af god energi, musikalske evner og gejst. Forsangeren fik livet godt op i kludene hos de tidligt fremmødte, og det skal de lige have et kip med hatten for. Jeg havde ikke hørt om bandet før denne torsdag aften, og skulle de finde på at komme tilbage, så kan jeg ikke love at jeg vil blive væk. Tværtimod. En positiv overraskelse!
Fik du ikke læst sidste uges anmeldelse af københavner-showet på denne tour, så kan du gøre det HER! Og du kan også læse vores interview med Exodus' Gary Holt lige HER!