Comeback til dødsenglene
Populær
Updated
Fint comeback-udspil fra thrash metallens unge veteraner, Death Angel. Første album siden 1990, så San Franciscos Death Angel fortjener vel lige en intro inden vi går løs i selve anmelderiet? Det dengang teenage-unge band fik i 1986 en stormende debut på thrash metal scenen med først en demo, produceret af Kirk Hammett, dernæst det dundrende seje debutalbum "The Ultra-Violence" i 1987. Death Angel gik siden i en mere eksperimenterende retning, inden bandet blev opløst i 1990.I 2001 samledes de fem gamle medlemmer igen til en velgørenhedskoncert for den dengang kræftramte Testament-sanger, Chuck Billy. Det swingede igen for Death Angel og de tog derefter på en længere turné.
Sidstnævnte oplevede dem live sidste år på hjemmmebane i Frisco, hvor de virkelig foldede sig flot ud - og nu har dødsenglene så spredt deres vinger i et studie. Resultatet er dette album "The Art Of Dying", hvor bandet virkelig lyder som om de har noget indestængt energi, som skal ud. Albummet er dog ingen tilbagevenden til bandets superthrashede debut, men Death Angel har mixet en del af just den energi ind i et meget rocket og noget hardcore punket lydunivers, hvor umiddelbarheden trækker mest positivt frem.
Det er en plade, der giver én lyst til at give den godt gas nede i den lokale rockklub, for "The Art Of Dying" er virkelig et voldsomt energidrøn og Death Angel har noget at have come backet i, men man sidder også lidt med en følelse af, at bandet ikke just har fostret nogle nye kompositoriske klassikere på "The Art Of Dying". Men her & nu vil mange Death Angel fans sikkert føle en god del tilfredshed ved "The Art Of Dying", der er et ganske udmærket album. Og det solide otte-tal synes derfor indlysende.
Sidstnævnte oplevede dem live sidste år på hjemmmebane i Frisco, hvor de virkelig foldede sig flot ud - og nu har dødsenglene så spredt deres vinger i et studie. Resultatet er dette album "The Art Of Dying", hvor bandet virkelig lyder som om de har noget indestængt energi, som skal ud. Albummet er dog ingen tilbagevenden til bandets superthrashede debut, men Death Angel har mixet en del af just den energi ind i et meget rocket og noget hardcore punket lydunivers, hvor umiddelbarheden trækker mest positivt frem.
Det er en plade, der giver én lyst til at give den godt gas nede i den lokale rockklub, for "The Art Of Dying" er virkelig et voldsomt energidrøn og Death Angel har noget at have come backet i, men man sidder også lidt med en følelse af, at bandet ikke just har fostret nogle nye kompositoriske klassikere på "The Art Of Dying". Men her & nu vil mange Death Angel fans sikkert føle en god del tilfredshed ved "The Art Of Dying", der er et ganske udmærket album. Og det solide otte-tal synes derfor indlysende.
Kunstner
Titel
The Art Of Dying
Label
Distributør
Genre
Forfatter