En festlig afslutning
PopulærPrime Is Coming nåede vejs ende i Huset i København. Efter koncerter i Odense og Aarhus blev rock- og metalkaravanen afsluttet med promp og pragt.
Fredag d. 13 blev Studenterhuset i Århus invaderet af Prime Collectives bedste. Dagen efter var det Huset i København. Samme koncept, men med roteret rækkefølge og enkelte ændringer i besætningen. Konceptet var det samme. Ti koncerter a 25 minutter fordelt på to scener. For Københavns vedkommende medførte det en vekslen mellem tredje og fjerde etage af Huset.
Til forskel fra Aarhus dagen før var Daycare for Jedi blevet udskiftet med Wolf Pack, der havde fået tjansen at lukke og slukke for dette års version af Prime Is Coming. En version, der med en fuldstændig udsolgt koncert i København endte med at give overskud. Et overskud, der ubeskåret går til Børnecancerfonden.
Højt humør fra første riff
Cold Night for Alligators var blevet tildelt den ubarmhjertige tjans at skulle sætte aftenens fest i gang. Til forskel fra deres 25 minutter i Aarhus var der ganske tæt pakket foran Husets intime scene på tredje. Den lille scene var næsten for lille til det fem mand store band. Publikum virkede også langt mere feststemt end forrige aften, muligvis fordi det var svært at gemme sig i den lille sal. Under alle omstændigheder tog det ikke det københavnske band mange minutter, før der blev headbanget løs på de forresten rækker.
Desværre var lyden ikke rigtig med bandet, og specielt mikrofonen lod til at have en løs forbindelse eller andre tekniske problemer. Det medførte, at Johan Pedersens vokal for anden dag i træk havde problemer med at bryde igennem lydmuren. Endnu værre var problemerne med at holde rytmen på trommerne. Modsat Aarhus gik det i København meget tydeligt galt. Især på ‘Followers’ og ‘Inconsistent’. Grundlæggende var dynamikken dog langt bedre i Huset – en stor del på grund af publikums engagement.
Herefter var det hurtigt op ad trapperne til den større scene på fjerde. Her blev man mødt af en mur af kulde. Ikke kun fordi møl stod parat med endnu en opvisning i ondskab, men også fordi det simpelthen var pissekoldt i lokalet. I aftenens anledning havde møl hevet deres tidligere forsanger Steffen Nørregaard Rasmussen med på scenen for et enkelt nummer. En pæn gestus og en fin måde at give den sidste koncert på touren et ekstra element. I forhold til Aarhus formåede møl dog ikke helt at fange publikum i samme grad. Muligvis fordi det stadig var tidligt på aftenen, og muligvis fordi lysshowet i København var langt fra lige så intenst eksekveret som dagen før.
Unseen Faith var til gengæld præcis lige så intense som dagen før. Selvom bandet ikke havde fordel af hjemmepublikum, leverede de endnu en skarp, tung og velspillet opvisning i solid deathcore. Som om det ikke var nok, at Christian Jensen på bas var et bjerg på den lille scene, fik kvintetten også vokal-gæstebesøg af Johan Pedersen (Cold Night for Alligators) og Neema Rad (Wolf Pack), mens møls forsanger Kim gav sit bidrag nede fra publikumsrækkerne.
Sons of Death Valley havde ikke det store behov for gæster på scenen. Til forskel fra Aarhus var publikum til stede og parat til at holde fest. Huset og publikum gav bandet, præcis hvad de fortjente. En livlig koncert, hvor kvinttens kompositioner fik det modspil fra publikum, der var savnet i Aarhus. Højt energiniveau og intensitet, der blandt andet medførte, at noget nær halvdelen af bandet moshede løs med publikum. Hertil var det dejligt at høre, at forsanger Dan siden Aarhus-koncerten havde fået styr på, hvor han var, og hvilken dag det var.
Siamese kunne se et en tætpakket sal i øjnene, da de gik på femte band. Lige så stilsikkert og engagerende som dagen før leverede kvintetten endnu en festlig oplevelse.
Ghost Iris havde fået tildelt husets største scene, og indledningsvis lod det til, at kvartetten ville levere en lige så suveræn koncert som i Aarhus. ‘Parallel Passage’ fra ‘Anecdotes of Science & Soul’ blev spillet lige så indlevende og aggressivt som på plade. Desværre viste bandets tunge, djentede lyd sig at være en begrænsning for salens lydudstyr. Det medførte en sært skrattende og irriterende lyd under det meste af koncerten. Publikum lod heldigvis ikke til at være voldsomt generede, og som ‘Pinnacle’ blev spillet og koncerten afsluttet, kunne bandet også se sig tilfredse med resultatet.
Defecto, der oplevede så mange problemer i Aarhus, måtte starte deres del af aftenen med endnu flere problemer. Specielt et stykke ødelagt jack-kabel, der heldigvis hurtigt blev skiftet. "Er I der, København?" spurgte Nicklas Sonne, stadig siddende. København var der. Den lille sal var endda ret fuld, og folk fik, hvad de kom for. Endnu en god Defecto-koncert.
Tak for det hele
Som Prime Is Coming lakkede mod enden, lakkede Evras tid som band ligeledes mod enden. Aftenens tredjesidste koncert var Evras sidste. Desværre. Publikum var mødt frem, men slet ikke i et omfang, den danske kvintet fortjente. ‘Curse of the Moon’ indledte bandets sidste 25 minutter fulgt op af ‘Washed Away’. Leveret som forventet, men med en lidt trist vibe under nummeret. Muligvis ikke fra bandet, men så i det mindste fra undertegnede. Jeg var måske lidt hård mod Evra i min anmeldelse fra Aarhus, men sådan er det gerne, når noget, man godt kan lide, ikke længere er.
Bandet selv gav den hele armen. Der blev endda plads til et af københavnernes ældre numre i form af ‘Erase/Rebuild’. Endelig blev det hele naturligt afsluttet af det eminente titelnummer fra bandets 2015-debut, ‘Lightbearer’. Sidstnævnte med Mirza Radonjica-Bang på gæstevokal. Således sluttede det for Evra. Tak for de gode oplevelser og musikken. På plade og live.
Aftenens næstsidste indslag var det band, der skuffede mest i Aarhus. Elendig lyd satte for alvor en dæmper i Studenterhuset. København og især Huset viste sig heldigvis fra sin bedste side. Hertil lod det også til, at bandet havde i sinde at tage revanche og rette op på gårsdagens misere. Cabal leverede et intenst og voldsomt ondt sæt, der efterlod publikum lagt ned. Bogstaveligt talt. En enkelt måtte endda bæres væk fra gulvet efter et uheldigt sammenstød.
Indledt af 'Legion' fra bandets 2016-debut, ’Purge’ blev 25 minutters ren ondskab sparket i gang. Gemt i røg og blåt lys leverede Cabal deres tunge kompositioner med intens nerve og præcision. Afsluttet af ‘Innocent Blood’, gik bandet deres sejrsgang, inden Prime Collectives forvoksede legestue Wolf Pack tog over.
Wolf Pack er i sig selv en sjov gimmick. Indbegrebet af alle hardcore-klichéer toppet med alt for meget attitude. En spændstig kombination, der lagde op til en eksplosiv afslutning. Det var præcis, hvad vi fik. Efter Cabals magtdemonstration var publikum parat til dum hardcore-attitude og råben i kor. Det med at råbe i kor var netop, hvad det 9-10 mand store hardcore-ensemble gjorde. I en sådan grad at det var svært at tyde anden lyrik end det konstant pumpende "WOLF PACK!" Det var sjovt at se på, men heller ikke meget mere. Det var en fest, der sandsynligvis var sjovere for medlemmerne på scenen end publikum. Ananas i egen juice, for at bruge et falleret populærudtryk. En sjov afslutning og ikke mere.
Herefter var det slut med musik og tid til efterfest for de, der havde energien til det. Tre dages tour rundt i landet blev afrundet på bedste vis i København. Med få undtagelser kan de medvirkende bands være tilfredse. Ikke mindst med deres frivillige arbejde i den gode sags tjeneste.