Copenhell ‘22: Energi, støv og tæv med bat
Ghost Iris var ikke til at styre på Hades, bandet var alle steder – og publikum nærmest det samme. Energiniveauet var misundelsesværdigt.
Det har været småt med metalcore på dette års version af Copenhell. Endnu mindre efter Spiritbox måtte aflyse. De få muligheder, der har været, har til gengæld været underholdende, gode og bevis på, at Copenhell godt kan være mere end som så. Ghost Iris på Hades var i særdeleshed en positiv koncertoplevelse.
Kvartetten gik på scenen og guitarist Daniel Leszkowitcz forsatte direkte ud i publikum. Ikke så meget pis, bare direkte ud på ryggen, for at starte koncerten, båret af publikum. En elegant indikator for den energiudladning danskerne havde planlagt. Det var et meget oplagt Ghost Iris, der havde indtaget Copenhell.
Vi fik et stærkt ridt i bandets bagkatalog, med et primært fokus på sidste års ‘Comatose’ og ‘Apple of Discord’ (2019). Høj koncentreret energidrik, serveret med høje knæløftninger, masser af crowdaktivitet og en forsanger, der var i hopla. Jesper Vicencio Gün indtog scenen i en mundering, der mest af alt sendte associationer til Jean Renos hovedekarakter i Luc Bessons mesterlige ‘Léon’. Güns optræden afspejlede netop den karakter, med en opildnede aggressivitet, overfor en ligeså taknemmelig og positivt stemt interaktion med publikum.
Vi fik ‘Coma’, fremført indledende og sprudlende, ‘Paper Tiger’ var et solidt stød i mellemgulvet, testosteronpumpende og voldsom, mens den afsluttende ‘Desert Dread’, lukkede og slukkede for en særdeles flot koncert med høj intensitet og kaos. Vi fik endda et nyt nummer, der smagte og lød af meget mere. Grundlæggende smagte det mest af støv, for jorden blev pisket grundigt op, og inden Gün nåede at opfordre til endnu en circlepit, havde publikum selv taget initiativ til koncertens første wall of death. Jorden foran Hades blev revet op, folk surfede over barrieren og Leszkowitcz nåede endnu en tur ud blandt publikum, inden det hele, alt for hurtigt, var slut.
At der så var en vis arrogance i forhold til det at synge live, er nok til at se igennem fingre med. Måske var der bare mikrofon-problemer? Gün havde sin kamp med at følge med backing-tracket og få tændt mikrofonen, når publikum skulle addresseres, til gengæld fik vi godt gang i det medbragte bat og smadret en tromme. Et fint lille indslag, der stod som et klart symbol på bandets intention om at nedlægge Copenhell med en energisk performance. Det kan man ikke anfægte at kvartetten gjorde.
Efter en lille times koncert var det slut. Ghost Iris spillede en indlevende koncert og viste præcist hvorfor de er et af Danmarks bedste bands, hvis ikke det bedste, inden for genren. Vi fik et af få metalcore-brag på dette års festival. En intens rusketur i støvet og en imaginær omgang koncert-tæv med bat.