Kærlighed og gyngende gulve
Hvad er bedre til at fejre 20 års jubilæum som fotograf på et af Københavns mest ikoniske spillesteder, end ved at snuppe koncert nummer 5000-og-noget i rækken med den amerikansk-canadiske rebel Grandson?
Grandson, kunstneren med det borgerlige navn Jordan Edward Benjamin, gæstede Roskilde Festival i 2022. Og det havde mange ventet på. I hvert fald var koncerten pakket til bristepunktet, og frygten for at scenen skulle falde sammen var allestedsnærværende. Den samme frygt kunne man også tage sig selv i at have denne tirsdag aften i Store Vega, for de flotte gamle og fredede gulve i Vega gyngede, så jeg formoder, at der har været faldende puds fra loftet under. Alt, hvad der kunne dirre, dirrede, og lydtrykket var … substantielt. Selv måtte jeg erkende min høje alder, da jeg forskrækket måtte udbryde: “Jamen, ved de godt, hvor gammelt huset er, og at det faktisk er fredet?”.
Grandson er ikke bange for at tage tyren ved hornene. Og teksterne emmer af den altid lurende depression, som Benjamin i ny og næ må kæmpe sine kampe med. Hans til tider (let) falske, upolerede, men altid supercharmerende vokal leverede dog budskaberne, uden det blev for tykt, og kombinationen af gyngende gulve og ærlig lyrik var vældigt forfriskende. Vi ser det også på hardcore-scenen, hvor flere og flere får leveret de smertefulde budskaber med knyttet næve. Her blev det i stedet leveret med dans og brandtaler, men effekten er den samme. Det gør ondt at være menneske, og vi kan lige så godt have en fest, mens vi står og erkender, at det nogle gange bare er noget lort det hele.
Grandson leverede en herlig pastiche af dengang i 1990’erne og 00’erne, hvor det sidst var moderne at føle noget. Hist og pist fangede man et glimt af noget, man synes man kendte. Som da vi hørte de indledende toner af noget, der umiskendeligt mindede om Beastie Boys' ‘Sabotage’, eller da vi fik en hurtig fornemmelse af, at heller ikke Rage Against The Machine har levet forgæves. Selv erklærede Benjamin, at Linkin Parks eneste nulevende forsanger er hans store idol og også her var overraskelsen til at komme sig over.
Nu lyder det som om Grandson spiller kopimusik – det gør han ingenlunde. Han er sin egen, og bringer nyt til bordet, og den måde han lige får lavet et lille kip med hatten til fortiden, er egentlig bare charmerende. Benjamin fyldte hele scenen og var alle steder. Karismatisk som bare pokker og med noget på hjerte. De to ting hører i øvrigt ofte sammen. Pauserne mellem numrene blev brugt til en blanding mellem brandtaler, og det man på bullshitbingo kalder networking. Det fungerede fremragende. ‘Vend dig om og sig hej til en du ikke kender. Tal med den person og vid, at du aldrig ved, hvilke kampe, de kæmper’.
Tak – for det glemmer mange af os jo alt for ofte.
Eller da han på scenen fortalte om dengang, hvor han ikke var nogen eller noget ved musikken, og hvor han blev kontaktet af en fan, som han aldrig fik svaret. Han lod os også forstå, at det menneske ikke er længere, og dermed var der et par numre inden afslutningen lagt an til en ordentlig følelsesmæssig maveplasker, hvor Benjamin gik på gulvet blandt publikum, der lyste en fuldstændig mørklagt sal op med deres telefonlommelygter. Et publikum, der i øvrigt for en gangs skyld ikke broadcastede koncerten til bagvedstående fra deres telefonskærm, men som nøjedes med billeder af de særlige øjeblikke. Og selvom vi alle lige skulle samle os ovenpå den omgang, så fik Grandson hurtigt sat gang i festen igen og opfordrede folk til at råbe så højt, at dem derude på fortovet, som stadig ikke har forstået noget som helst, også kunne høre det.
Det var kærlighed på alle tænkelige måder og selvom talerne jo nok til en vis grad er indøvede, så var de oprigtige. Jeg troede hvert et ord, mens jeg morede mig en lille smule over, at min ægtemand, magasinets fotograf og erklærede liberalist, fejrede sit 20-års Vega-jubilæum med socialistiske brandtaler.