Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hash, død og ødelæggelse

Populær
Updated
Hash, død og ødelæggelse
Hash, død og ødelæggelse
Hash, død og ødelæggelse
Hash, død og ødelæggelse
Hash, død og ødelæggelse

Selvom d’ skæve herrer i Eyehategod spillede umanerlig tight – især indtagelsen af stærk tobak taget i betragtning – så savnede man alligevel en form for rød tråd i det ubønhørlige tungmetalhelvede.

Kunstner
Spillested
Dato
13-04-2010
Distributør
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

New Orleans-kvintetten Eyehategod er at regne blandt de ondeste af de onde sludgebands, der opstod i kølvandet af den kultsucces, Melvins opnåede omkring skiftet fra 1980'erne til 90'erne.

Men oveni i de oplagte lån fra Buzz Osborne og hans slæng og selvfølgelig Black Sabbath tilsatte disse gudsbespottende herrer også hardcore og crust-elementer, hvilket gjorde, at man ikke helt kunne afskrive dem som atter et tilfældigt doom-band.

I dag er det mere end fem år siden, Eyehategod sidst forurenede lydlandskabet med hashtåger og tunge toner, men dét afholdte ikke foretagendet fra i tirsdags at tjekke forbi Københavns hashhovedstad Christiania for at spille på Loppen.

Og når man – som Eyehategod – har klassikeralbums som 'In the Name of Suffering' og 'Dopesick' på samvittigheden, så burde man uden problemer kunne levere en metalfest af format, uanset om man så spiller på en tirsdag eller en lørdag.

Alligevel lykkedes det dog ikke helt for de skæve metalhoveder at stable en specielt mindeværdig koncert på benene. Det var afsindig godt, når alt klikkede som det skulle, og når de ”rigtige” sange blev spillet. I de mindre vellykkede øjeblikke var det til gengæld sørgeligt kedeligt og i sandhed for forudsigeligt.

SÅ skævt, SÅ tight

Efter at have stået i ti minutter på scenen indtagende en joint eller to (eller tre) uden at spille (med omtrent 200 forventningsfulde tilskuere scenen) tordnede de skæve musikanter fra start ud i det øredøvende fem kvarter lange sæt, der svingede mellem alt fra brillant til næsten ligegyldigt.

'Lack of Almost Everything' og MEGET Black Sabbath'ske 'Sisterfucker' stod som de bedste eksempler på, hvad det er, Eyehategod kan; mikse stener-rock med tungt punkede elementer, som taget ud af Satans salmebog.

Og det meste af tiden kunne man ikke andet end at beundre, at et band SÅ skævt var i stand til at spille SÅ sammenhængende, på trods af at der i de mindre heldige stunder blev spillet lovligt meget på tværs.

Men det var ved grød svært ved at argumentere imod noget som helst, da 'Dopesick'-tonseren 'Dixie Whiskey' både fik Loppens fundament til at skælve og guitarist Jimmy Bowers andet band Down til at lyde som Coldplay.

Disse overvældende øjeblikke var der bare for få af i den ujævne koncert på en (af de formentlig utallige) aften(er), hvor Eyehategod havde svært ved at styre balancen mellem at være "tilpas skæv" og "lidt for skæv".

Død, ødelæggelse og voldsom volumen var der rigeligt af, men det var ikke helt nok…