Voldsomt underholdende
PopulærHvis man køber præmissen, er Hollywood Undead i live-regi ekstremt underholdende og en meget positiv oplevelse.
Hvad er det for en oplevelse, man køber, når man investerer i en Hollywood Undead-koncert? Den amerikanske kvintet er ikke ligefrem kendt for seriøsitet eller musikalske kundskaber, så hvad skal man egentlig forvente?
Devilution har tidligere anmeldt en koncert med Hollywood Undead. Sågar i ganske positive toner. Onde tunger vil sandsynligvis påstå, at det er over Devilutions standard at anmelde bands som Hollywood Undead. At det ikke passer til mediets profil. Og her er vi alligevel, igen, taget til koncert med det amerikanske band. Og hvorfor ikke? Hollywood Undead har tidligere bevist, at de kan spille et brag af en koncert.
Grundlæggende handler det om at forstå præmissen for koncerten. At have realistiske forventninger. Det handler om attitude og festligheder. Pik og patter, fest og livsnydelse. Med undtagelse af enkelte numre er livets alvor sat på standby koncerten igennem.
Det er da fristende? Ingen internationale konflikter, ingen kønspolitisk debat, ingen samfundets ulighed. Vi er alle lige. Gammel som ung, høj som lav, kvinde som mand. Det er et meget blandet fremmøde, der gæster Store Vega torsdag aften. T-shirts med Spids Nøgenhat, The Contortionist og Sick of It All, ja sågar Iron Maiden, står side om side, nærmest higende efter hvad der snart skal ske på scenen. De skønne unge mennesker, de ældre, der forsøger at fremstå ironisk distancerede, og forældrene. Alle med et smil på læben. Moderen ved siden af mig brækker sig nærmest af grin over Daniel “Danny” Murillos pjattede forsøg på at lip-synce, to sekunder efter nikker hun stille og roligt med hovedet, i takt med Jordon "Charlie Scene" Terrells indiskutabelt solide vokal-flow. Her er plads til alle.
Det hele er meget underholdende. Både grinagtigt, energisk, intenst og ligefrem dumt. Alle midler er i spil. Det corny og det catchy. Det er grinagtigt og dumt, når Danny lige ser op fra guitaren og nikker til det ikke-eksisterende publikum på balkonen. Danny er et fjollet højdepunkt. Men det gør ikke noget. Det skader ikke koncerten. 75 % af det Danny, laver på scenen, er play-back, lip-synch eller noget tilsvarende. Men det er koncertens præmis.
På samme måde er Charlie Scene modvægt. Ankeret, der sørger for, at det hele ikke stikker fulstændigt af. Hans flow er skarpt, lige på og præcist. Det ene solide riff efter det andet serveres fejlfrit. Charlie Scene ejer højre del af scenen, mens Danny tosser rundt på venstre side. Midt imellem er der plads til Dylan "Funny Man" Alvarez og testosteron-bøffen George "Johnny 3 Tears" Ragan. Det hele balancerer, til trods for at det hyppigt er på kanten til afgrunden.
En far og hans 8-årige datter inviteres op på scenen. Far får en øl, datteren får at vide, at hun først må drikke, når hun bliver 11. Vi griner alle sammen. Ligesom vi griner ad de Siri-oversatte telefonsvarer-beskeder fra bandmedlemmernes mødre, der primært omhandler de andres genitalier og størrelsen herpå. Det er gak og løjer på et meget lavt niveau, men det fungerer overbevisende og er præcis, hvad vi forventer.
Til gengæld forventede de færreste nok at få et mini-cover af ‘Enter Sandman’, endnu mindre, at det blev fulgt op af ‘Du Hast’. Begge fint udført. Nærmest for fint. Det er ikke sådan rigtig sjovt. Men så får vi ‘Riot’, ‘Day of the Dead’, ‘Everywere I Go’ og ‘Hear Me Now’, og så er festen tilbage på sporet.
I det hele taget går gassen sjældent af ballonen. Selv da Hollywood Undead smider maskerne efter tredje nummer og præsenterer ‘California Dreaming’, bliver det gjort på den typiske, festlige måde, der kendetegner bandet. Tidligere på året udgav Hollywood deres femte fuldlængde-udgivelse, ‘Five’. En plade, der balancerer svært mellem festen og det mere alvorlige. ‘California Dreaming’ er af sidstnævnte skuffe. De nye numre blev fremført med samme snilde som den selvmords-orienterede ‘Bullet’ er blevet det de sidste fem år. Budskaberne er klare og bliver diskret serveret gennem koncerten. Mellem linjerne, mens den nye trommeslager fremviser sine karaoke-talenter, roadien bunder øl og vi alle hopper og danser, så Vegas gulv sejler.
Når man bruger penge på en billet til en Hollywood Undead koncert, køber man en god, festlig aften i selskab med kvintetten. Man køber også præmissen og den oplevelse Hollywood Undead er. Det er en glamourøs fest. Underholdning suppleret af subtile budskaber. En fyr ved siden af mig siger hen mod slutningen til sin ven, at det var lidt bedre sidst han så dem, også i Vega. Han er ikke så stor fan er de nye numre. Hans ven svarer, at det er den fedeste koncert, han har været til. Det var en fed koncert. Ikke den fedeste, men vanvittig underholdende og fantastisk fremført.
Uinspireret opvarmning
Før det blev en god aften måtte vi igennem en særdeles tam og anstrengende opvarmning fra Astroid Boys. Det er ikke lang tid siden, trioen sidst gæstede Danmark. I december var de opvarmning, da Enter Shikari spillede i Amager Bio. Heller ikke denne gang var det specielt interessant. På papiret passer trioens rap-rock-inspirerede lyd perfekt til aftenens hovednavn, men koncerten blev bare aldrig rigtig interessant.
Af flere årsager. Primært fordi alt andet end rap-delen var vanvittig tamt og uinspireret. De to vokalister i front performede og opildnede efter bedste formåen, selvom der er også er grænser for, hvor mange gange man kan gentage et “Okay” under en koncert, uden at det bliver trivielt. Resten af bandet på scenen var anonyme. Den medbragte guitarist brugte det meste af tiden på at nærstudere sin guitar og forberede de utroligt simple og generiske riffs, han havde ansvaret for. Den energi, han burde have tilføjet, døde næsten, før lyden ramte publikum. Det blev aldrig godt. Astroid Boys missede en gylden mulighed for at gøre sig lækre for det danske publikum, der allerede var mødt talstærkt op på det tidspunkt.