Tungt, ondt og atmosfærisk
Populær
Efter flere aflysninger og flyttede koncerter lykkedes det endelig at opleve svenske Humanity’s Last Breath på dansk jord.
En udsolgt koncert taler sit eget sprog - aftenens musikalske indslag på Stengade var længe ventet. Dels fordi Signs of the Swarm er et interessant band inden for den melodiske deathcore, dels fordi Humanity’s Last Breath efterhånden har måtte udsætte og aflyse flere koncerter. Senest da de skulle have varmet op for Bleed From Within i slutningen af 22. Som en koncertgænger mumler til sin ven på vej ned i garderoben: ”Ja, de kan jo nå at aflyse endnu. Lad os nu se …”.
Det skete heldigvis ikke, til stor glæde for det fremmødte publikum.
Generelt set var publikum mødt tidligt frem. Køen snoede sig fra uden for Stengade og ind i det lukkede koncertlokale. Fint pakket, til stor glæde for Hanging the Nihilist, der overtog opvarmningstjansen, da To the Grave sprang fra. En oplagt national erstatning, der også igen formåede at fremvise fin karakter. Denne gang var det med Emil Juhl tilbage bag trommerne modsat sidst, vi så bandet live.
Det danske band er indbegrebet af den spændende udvikling, der har præget genren de seneste år. De bombastiske og svulstige kompositioner med plads til mere end blot breakdowns. Dét, der udgør den melodiske deathcore. Den danske sekstet fyldte godt på den lille, intime scene og lød tilsvarende godt. Vi fik de fine detaljer, og vi kunne tydeligt høre Alexander Kristensens kompetente vekslen mellem black metal-inspirerede pig-squals og dyb growlen. På samme vis oplevedes og føltes Jon Arent og Casper Hollsteins rasende rifferi fra første moment. Danskerne fik muligheden for at spille med nogle af de store drenge, og der herskede ingen tvivl om, at det skulle udnyttes.
”Kan I lide hurtige sange” brølede Kristensen med autoritet. Det kunne publikum – og de viste det. Nærmest fra første nummer, ’Enter the Procession’, var der liv foran scenen. Energien forplantede sig, og temperaturen steg markant. Trods forvirring om retning blev en circlepit sat i gang til ’The Bloodwell’, inden koncerten nåede sit højdepunkt ved den bombastiske ’Filth’. Hanging the Nihilist indtog scenen og gav et gavmildt publikum en god start på aftenen.
Hoppeborgs-core
Da Signs of the Swarm gik på scenen, blev koncert-niveauet løftet markant. Hanging the Nihilist var en god start, men den internationale erfaring fornægtede sig ikke. Lyden varr knivskarp, og David Simonich ejede hele scenen, fysisk som mentalt. Han hev publikum op med rødderne, da bandet lagde ud med ’Pray for Death’. I et tempo, der var konsekvent højt koncerten igennem.
Sveden stod af Simonich, hvis bastante vokal fyldte hele Stengade. Der var få pauser, få øjeblikke, hvor vi kunne trække vejret i den stigende varme. Titelnummeret fra bandets seneste udgivelse, ’Amongst the Low & Empty’, stod som et tidligt højdepunkt på aftenen. Nummeret fungerede til perfektion i livekontekst. ’Tower of Torsos’ fra samme plade fik os ned på gulvet igen, inden ’Boundless Manifestations’ og ’Dreaming Descecration’ gav det ventede skud ’Absolvere’ (2021).
Specielt sidstnævnte nummer skabte et mindeværdigt øjeblik. Det selv om ’Absolvere’-numrene blev leveret mindre skarpt og mere upræcist end de nye kompositioner. Intet der forhindrede en kvinde i at flække et øjnbryn i pitten og bade alle i nærheden i blod.
’Malady’ afsluttede kompetent amerikanernes del af arrangementet, og sendte publikum til pause på et midlertidigt high efter en succesfuld og overbevisende koncert.
En kvælende atmosfære
Af de tre bands i aftenens forsamling, var Humanity’s Last Breath det ulige nummer. Deathcore-prædikatet passer ikke ligeså godt på det svenske band. Genreelementerne er mange og i stedet for et fokus på brutalitet i breakdowns og versopbygning, arbejder kvartetten i langt højere grad med æstetik og atmosfære. Det er musikalsk ondskab i et forvitret og ubehageligt lydbillede. Et gennemgående element for både bandets plader og aftenens koncert.
Blåt lys, bandet sunket ind i scenen som silhuetter i natten og de atmosfæriske, skærende synths fra ’Lifeless, Deathless’ var det eneste, der bød publikum velkommen til tredje akt. Hvor Signs of The Swarm spillede på den rå energi, leverede aftenens hovednavn en totaloplevelse, skabt til at påvirke sind og krop.
Både ’Välde’ (2021) og detet års ’Ashen’ er båret af en stemning og følelse, der er unik for deathcoren. Unik generelt set. Stengade emmede af intensitet. Hoppeborgen, som Simonich startede, blev erstattet af koncentreret lytning og langt hår fra gulv til loft. Det selvom det indledende break på ’Labyrinthian’ tidligt fik gulvet til at gynge i mosh. En vedvarende mosh, ført frem af en massiv, tung og voldsom lyd.
Alt var mere end godt, med det ene aber dabei, at Filip Danielssons ellers drabelige vokal lå alt for lavt i lydbilledet. Gennem hele koncerten. En stor mangel, der naturligt påvirkede en ellers musikalsk varieret koncert. Vi kom vidt omkring setmæssigt. ’Bellua, Pt. 1.’, skabte som ’Labyrinthian’ et bombastisk øjeblik i koncerten, ’Instill’ blev leveret indlevende og med forventet præcision, mens ’Earthless’ satte en solid og storladen stopper for en nærmest perfekt koncert.
Selv med de udfordringer, fik det danske publikum et svensk band, der nærmest leverede til perfektion. Atmosfæren fra pladerne lå over publikum som et tungt tæppe, mens det massive lydbillede pressede de brugte søndagskroppe og langsomt vred de sidste dråber liv ud af kroppen. Stengade var et dragende hul af stemning og et vakuum af musikalsk tryk, der næsten var for meget.
Trods vokaludfordringer, fik vi en magtdemonstration fra Humanity's Last Breath. En af de, man gerne vil opleve igen – og hvilken luksus det var at opleve kvartetten i så intime, varme og nærværende rammer. 