Copenhell 2018: Igorrr deler vandene
Populær
Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.
På Copenhells sidste dag, var der også lagt i kakkelovnen til det mest ekstreme, der kunne findes på festivalen. Foruden Suffocation, Satyricon og Tsjuder kunne man nemlig også finde det franske psykose-spetakkel Igorrr på Pandæmonium klokken 20 om aftenen. Vi har tidligere talt ganske pænt om Igorrr. Kan de live? Uanset hvad ville denne koncert med garanti dele vandene.
Der er mødt et stort publikum op for at se giraffen. Mange fordufter dog hurtigt, mens de fortvivler over, at nogen overhovedet kan synes, det her er musik, for slet ikke at tale om godt. Men med ja-hatten på er det både ekstremt godt og tiltrængt efter et line-up, der hovedsageligt fokuserer på det brede og let spiselige. Nu er vi helt ovre i den modsatte grøft. Og det er en fryd, hvis det er det, man ønsker sig.
Ikke et metalshow
Koncerten er fra første sekund svær at sammenligne med andre på Copenhell. Igorrr er nemlig ikke et metalband som sådan, men en sammenblanding af … Nærmest alting. Men med hovedkilden i elektroniske genrer som IDM og breakcore.
Setuppet er derfor også radikalt anderledes. Bandet har slet ikke nogen af de obligatoriske strengeinstrumenter, der ellers er at finde på Copenhells scener. Der er potente trommer og to dragende vokalister, men hoveddelen af lyden leveres fra masterminden bag galskaben. Gautier Serre står under koncerten ved en dj-pult, der sprøjter glitchede guitarer og maltrakteret cembalo, foruden både sitar, harmonika, orgel, violiner, blokfløjter og ubestemmelige elektroniske lyde ud.
En småkonservativ metalfan, der sværger til ”rigtige” instrumenter, vil nok allerede nu rynke på næsen og gå over til Corrosion of Conformity, der spiller samtidig. Men med ”rigtige” instrumenter kan det, Igorrr foretager sig, ikke lade sig gøre. Og det, de foretager sig, er unikt.
Musikken er ikke til at placere. Der sker noget hele tiden, og det er ikke til at regne ud, hvad der foregår uden intens lytning hjemmefra. Alligevel er der en form for logik. Og hvis man tillader det, så er musikken dragende og medrivende ved den komplette og absurde overvældelse, den skaber. Det er både dystert, som i 'ieuD', tungt som i 'Viande', smukt som i 'Spagetti Forever' og, som i 'Cheval', helt ekstremt fjollet. Der er slet ingen grænser.
Yin og yang som frontfigurer
Frontfigurerne Laurent Lunoir og Laure Le Prunenec gør meget for at give koncerten et teatralsk spin og hive publikum ind i universet. Især Le Prunenecs maniske feminine fremtoning gør meget, da hun farer rundt, gestikulerer og mimer musikkens detaljer, når hun ikke synger med en operatisk klang, der giver Floor Jansen fra Nightwish kamp til stregen, og samtidig kan kamme over i hysterisk affekterede skrig, tilsyneladende uden det store besvær.
Hendes sidestykke i Lunoir er også en kraftig tilstedeværelse. Den store mand er malet fra top til tå, og leverer dybe growls og sært pitchede skrig, foruden en fordrukken form for skønsang. Men hans fremtoning er også mere statisk, igennem en optræden, der mest minder om et psykisk sammenbrud på scenekanten.
Den monstrøse sanger virker faktisk mere sårbar end den skønne, feminine spirrevip, der fiser rundt på scenen. De to har en fremtoning som yin og yang, der begge har et korn af den andens facetter i sig, og det giver en stærk visuel effekt.
Lyset mangler
En ting, som både er godt og skidt ved Copenhell, er placeringen lige omkring sankt hans. Det er i disse dage, at det er til at være udenfor i solen. Men koncerterne tager sig nu bedre ud i de få mørke timer, der er at give af. Dette gør sig også gældende for Igorrr.
Da koncerten startede, gik der et stykke tid, før folk opdagede det, hvilket gav koncerten en svag start, der ikke havde været et problem, hvis der samtidig havde været visuelle cues til at akkompagnere musikken. Det havde samtidigt gjort en allerede opslugende oplevelse endnu mere dragende.
En koncert, der bliver husket
Om man hører til de førnævnte fortvivlet frastødte sjæle eller de hypnotisk indfangede, så er ét i hvert fald sikkert: Igorrrs koncert er en, man husker som den største udstikker på årets Copenhell, og et klart sidestykke til fadøl, fællessang og metalklicheer.
Og hvis man er i båden, der blev fanget af musikkens absurditet, så var det en storslået oplevelse. Det eneste, der egentlig manglede, var, at de spillede en time senere og en time længere. Men det må nok blive en anden gang, et andet sted.