I følelsernes vold
Havde man savnet at mærke musikken i kroppen, var lørdagens koncert præcist den emotionelle forløsning, som vi har lært at forvente af esbjerggenserne.
Jeg har efterhånden set Kellermensch et utal af gange. Siddende, stående, sågar liggende på diverse festivaler, på hedengangne The Rock og senest i Vega, hvor lørdagens dobbeltkoncert var programsat. Jeg mindes ikke at have oplevet en dårlig koncert med dem. De få negative oplevelser, jeg har haft med bandet, er båret af min emotionelle tilstand på tidspunktet - og det kan trods alt ikke anfægtes bandet.
En tilstand, positiv som negativ, der typisk forstærkes af danskernes musikalske univers. Det går lige i hjertet og sidder som en knude i maven længe efter koncerten. En effekt meget få bands har.
Den følelse er naturligvis grundlagt af et flot bagkatalog og en vanvittig professionel tilgang til det at spille en live-koncert. At leve i hvert enkelt nummer med følelserne uden på tøjet, hver eneste gang man optræder. Selv når man optræder to gange i streg på samme aften. Selv når man er synligt træt og batterierne efterhånden trænger til at blive opladet.
Fysisk drænet
Bandet var påvirket ved aftenens anden koncert, som denne anmeldelse behandler. Det var ikke noget, der decideret påvirkede oplevelsen, og det kom kun til udtryk qua egen erfaring med esbjerggenserne. Sebastian Wolff var træt. Vokalen var lidt brugt. Den karismatiske forsanger gav alt, han kunne, men manglede de sidste få procent, vi har set ham give ved andre lejligheder. Den sidste manglende del, der sendte ham ud i armene på publikum på Copenhell i 2018.
Tilsvarende spankulerede Claudio Wolf Suez vanligt scenen tynd. I maniske trekanter, med bassen ligeså højt løftet som hagepartiet. En tilbagevende visuel fornøjelse, der denne aften ditto virkede blot en smule mindre bastant. Bassen blev pænt siddende i den perfekte 90-graders vinkel ud fra kroppen under størstedelen koncerten. Først da vi nåede vejs ende, og ‘Moribund Town’ varslede den alt for hurtigt fremskridende afslutning, fik vi de hidsige eksplosioner. De kraftfulde sving med instrumentet, der bastant slår lytteren trods fraværet af fysisk nærkontakt.
Det sidste skud energi manglede – og lyden i Vega var egentlig heller ikke fantastisk; til tider virkede det samlede lydbillede en smule uskarpt, i hvert fald fra midten af salen. Til trods for det, var aftenens anden koncert med Kellermensch virkelig god.
Tid til reflektion og reaktion
Det var en sejr for bandet – og en sejr for livemusikken. Et bevis på, at de indlevende, smukke oplevelser, som man kan være så heldig at få til en koncert, stadig eksisterer. Det er forventningens glæde, der blomstrede, da Wolff gik alene på scenen og indledte koncerten med ‘How to Get By’ og ‘All You Can Say’, gåsehuden på armene under ‘The Day You Walked’, tåren i øjenkrogen gennem ‘Lost At Sea’ og naturligvis fællessangen på ‘Army Ants’. Et bredspektret bombardement af sanseindtryk, der i aftenens anledning var en sand forløsning.
Det var endnu en tur i den emotionelle rutschebane: direkte ned i den dybe sump af drivende melankoli og tilbage på det høje high – uden ophold eller unødvendigt fyldmateriale.
Tiden fløj, og på ingen tid stod publikum ude i kulden igen. Efterladt med en varm, måske endda sørgmodig følelse i kroppen. Oven på et underligt år, hvor live-musikken har haft utroligt hårde kår, var det en fornøjelse igen at mærke suset: at føle musikken sidde i kroppen igen, skabe refleksion og fremprovokere en reaktion. Tak.