RB 26: Tomme tønder buldrer mest
Kollaps går all-in på maskinelt øredøvende intensitet, men efterlader et indtryk af mere form end egentlig indhold.
Nej, vi snakker hverken Gravas sludge-venner fra Kollapse eller de svenske post-metallere fra K L P S, eller diverse af de andre med tilsvarende variabler af samme bandnavn. Jeg forstår godt ordets tiltrækningskraft, men her er der altså tale om Wade Blacks australske post-industrial outfit Kollaps, der for et par år tilbage blev opløst, da Black flyttede til Island, og som han altså nu har genoptaget med nye, italienske musikere. Et band, vi i øvrigt også dækkede tilbage i 2022, da deres seneste album ‘Until the Day I Die’ udkom, hvor min kollega dengang bl.a. kommer ind på, hvordan de “... skaber musik ved hjælp af instrumenter gjort af skrotmetal, stålplader og plasticaffald. Det er musik, man kan slå sig på, og slægtskabet med Einstürzende Neubautens tidlige materiale fornægter sig ikke.”
Hvad end man må mene om deres musik, så kunne det i hvert fald næppe gå stille for sig, da de skulle lukke den lille Hall of Fame-scene søndag aften – og dét er da også det sidste, man kan sige om den koncert! Black skreg os huden fuld med maksimal diskant, næsten konstant nede i hovedet på de forreste rækker. Bassisten headbangede, som gjaldt det livet, og svingede sin firstrengede rundt med armbevægelser, der ville gøre Pete Townshend stolt, alt imens ham i baggrunden hamrede bastant løs på sine pads. Vi måtte undvære nedstrygerne og stålpladerne i live-formatet, men det gjorde bestemt ikke lydbilledet mindre voldsomt. Faktisk var det så hidsigt, at jeg dårligt kunne gennemskue, om trommerne var præprogrammerede, fordi han ikke så ud til altid at ramme den rette takt, og vokalen var så øredøvende, at Black lige så godt kunne have sunget en forvrænget udgave af ‘Lille Peter Edderkop’; hvem ved?
Der var noget troværdigt i, at enhver form for sangstruktur var komplet håbløs at decifrere, når de af alle ting har taget navn efter Einstürzende Neubautens tilsvarende DIY-kradse debutplade, for reelt var koncerten meget lidt andet end støjende lydcollager, voldsomt udført med den skaldede bassist totalt ude på overdrevet og en sanger, der flere gange hoppede ud blandt publikum, som for at incitere vildskaben og lader sig løfte tilbage på scenen, mens musikken buldrede og bragede omkring ham.
Det er synd, at koblingen til Einstürzende Neubauten er så åbenlys, for hvad end Black og hans kumpaner eksekverer, så virkede det bare forceret. Der var noget tilstræbt metafysisk over deres øredøvende, post-industrielle brutalitet, men primært i intentionen, for hvor meget spillede de overhovedet? Og hvor meget bevægede musikken os, vigtigst af alt? Man kan skrige og smælde nok så meget for at komme ud over scenekanten, men tomme tønder buldrer som bekendt mest … og hvor er overhovedet alle de “instrumenter”, musikken er indspillet med?
Egentlig havde de 50 minutter til rådighed, men valgte blot at gøre brug af de 30, og der var vist heller ikke så meget mere at bevise. Kollaps var et heftigt indslag og kunne sikkert blive meget mere interessante, hvis vægtningen mellem form og substans blev bedre afbalanceret. I det her set-up var det dog en tynd kop te, medmindre du blot søger vildskab for vildskabens skyld – og på den front havde de måske også faldet bedre ud på programmet torsdag, hvor folk stadig var friske og fyrige, end på denne hæsblæsende lukkekoncert på fjerdedagen.
Uanset hvad, så har Wade Black & co. i hvert fald stadig en del at arbejde med for at gøre sig stærkere end alle de andre Kollaps/Kollapse-konkurrenter derude.