RF '22: Et næsten totalt kollaps
En sen nattetime på Pavillon burde være den ideelle setting for et band som post-industrial/noise-trioen Kollaps, men ironisk nok faldt deres koncert sammen.
Den australske trio, som er aktuelle med albummet ’Until the Day I Die’, kæmpede en del med at få udstyret til at virke i det lidt underlige sceneskift fra Bada, hvis instrumenter stadig stod på scenen, og sangeren Wade Black virkede da også synligt frustreret og irriteret, som han pacede frem og tilbage.
Første nummer var ’Hate is Forever’, som led en del under en meget smadret lyd. Der var især problemer med en forstærker i højre side af scenen, som fungerede som kanal for Wade Blacks sang. Det er ironisk, at et band, hvis primære musikalske brændstof er støjen, kan lide under dårlig lyd, men netop i den musikalske åre er det vigtigt, at den intentionelle støj ikke mudres af den uintenderede. Det var ganske enkelt svært at finde hoved og hale i Kollaps’ i forvejen ikke lettilgængelige materiale.
Den frustrerende fjeder
Under næste nummer, hvor bassisten Oleg Vipergrizzly Tooff skulle spille på en stærkt Einstürzende Neubauten-inspireret kontaktmikronforstærket fjeder, gik det galt i samspillet med percussionisten Ferenc Golovics. Det virkede en smule ufrivilligt komisk, at de havde svært ved at finde fælles fodslag i en så enkel, tribalistisk klingende rytmisk figur.
Det gik lidt bedre med ’D-XI’, som også er fra gruppens seneste album, hvor den rå støj syntes at få en anelse mere retning, så man ikke helt forfaldt til troen på, at gruppen bare bluffer sig igennem. Da jeg anmeldte gruppens album, var en af mine anker, at vokalen ikke var stærk og ikke var karakteristisk nok, men dette nummer er faktisk et af Kollaps’ bedre, også selv om lyrikken ikke ligefrem vinder nyt land med sine forvrængede fraser om udveksling af penge, stoffer og sex.
Bandet spiller normalt med et arsenal af hjemmelavede instrumenter, men bortset fra den førnævnte fjeder, så var de blevet hjemme i Australien og delvist erstattet af et backingtrack. Jeg abbonnerer ikke på ideen om, at backingtracks er snyd, men denne aften trak det ned på en koncert, der i forvejen ikke havde voldsomt mange formildende omstændigheder.
Man stod med fornemmelsen af at være vidne til noget, der under bedre omstændigheder kunne have været interessant, men ikke blev til andet en end grå, formløs suppe af støj uden reel appel. Bevares, der var da okay øjeblikke, men den kun en halv time lange koncert nåede aldrig at blive til andet end en frustrerende tålmodighedsøvelse, hvor man hele tiden ventede på, at Kollaps skulle finde formen. Desværre skete det aldrig.