Mastodont nedlagt med kvælertag
Populær
Mastodon havde en dag på kontoret, Kvelertak leverede et beskidt og gennemført sæt med ny mand bag mikrofonen, og Mutoid Man formåede at hygge for publikum på en lang og talentmættet koncertaften i Aarhus.
2. March of the Fire Ants
3. Mother Puncher
4. Steambreather
5. Precious Stones
6. Sleeping Giant
7. Toe to Toes
8. Ghost of Karelia
9. Capillarian Crest
10. I Am Ahab
11. Megalodon
12. Ancient Kingdom
13. Scorpion Breath
14. Crystal Skull
15. Aqua Dementia
16. Crack the Skye
17. Diamond in the Witch House
18. Blood and Thunder
Det er ret sjældent, at metalkoncerter bliver udsolgt i Aarhus. Endnu sjældnere, at det er på Train. Hermed var der lagt i kakkelovnen til de forventede logistiske forsinkelser med at få de godt og vel 1000 mennesker, der stod i kø langt hen ad gaden, inden for i varmen. Stedet var derfor ikke meget mere end halvfyldt, da den humørfyldte genrebastard Mutoid Man indtog scenen.
Frontmand Stephen Brodsky og bassist Nick Cageao var begge udstyret med mikrofoner, som de fra starten brugte i rigt mål til at joke og hygge med det publikum, der trods alt var kommet indenfor. Der blev leet på bekostning af trioens manglende medlem, Ben Koller, som er blevet skadet og ikke kunne være med på touren. Officielt på grund af en brækket albue, om end Nick Cageao hævdede fra scenen, at Koller ”broke his dick”. Ja, niveauet var tårnhøjt. Kollers afløser var den tidligere Trap Them-trommeslager Chris Maggio, der gjorde det helt og aldeles glimrende. Ikke mindst i aftenens manddomsprøve, den hæsblæsende ’Micro Aggression’, der hjalp godt til at tø publikum op i samarbejde med den tørre og letkøbte drengerøvshumor, Cageao og Brodsky serverede i gode mængder.
’Date with the Devil’ og ‘1000 Mile Stare’ fik for alvor smilene frem og danseskoene monteret på et publikum, der stille og roligt blev mere og mere talrigt. Det var tydeligt, at størstedelen af publikum ikke kendte alverden til Mutoid Man, men at bandet gjorde et glimrende indtryk. Trioen var eminente showmænd, der havde styr på, hvordan publikum skulle varmes op, og mestrede det fint, hvilket den eftertrykkelige applaus efter Mutoid Mans gode halve time og lukkenummeret ’Gnarcissist’ satte en tyk streg under.
Et band, der alt for ofte ender med etiketten ”supportband” på sig, er Kvelertak. Bevares, de har næppe Mastodons salgstal eller tæft for popomkvæd, men de har både bagkataloget og stage presence i så rigeligt mål, at de sagtens kunne have stået øverst på plakaten. Og aftenens publikum var heldigvis ét, der i det store hele forstod at sætte pris på Kvelertaks beskidte og vanvittige black’n’pikrock og ditto tekstunivers.
Bandet sagde for et halvt års tid siden farvel til den ugle-beklædte vildmand bag mikrofonen, Erlend Hjelvik. For de fleste lørdag aften var det dermed formentlig første bekendtskab med afløseren Ivar Nikolaisen, der med et look a la en ung Axl Rose og en attitude, der matcher resten af det halvgale orkester glimrende, entrerede scenen som sidste mand under den legendariske albumåbner ’Åpenbaring’ fra 2013. Hittet ’Bruane Brenn’ fulgte kort efter og medførte både fællessang og moshpit blandt dele af publikum.
Hvis ens band er seks mand højt, og man skal dele scenen med Mastodons baggear og Brann Dailors ventende trommeopsats, er det så som så med bevægelsesrummet på scenen. Det tog forsanger Nikolaisen konsekvensen af under den efterfølgende ’Nekroskop’, hvor han kastede sig ud i det første af en lang række stagedives og liggende på maven på publikums hænder vrælede de sagesløse bærere lige i hovedet. Den nye sanger virkede, som om han lige skulle i gang og have varmet stemmen op, men da først det var ordnet, kunne han fint matche det niveau, Hjelvik hidtil har lagt for dagen for Kvelertak. Om end Nikolaisen ikke har Hjelviks frygtindgydende vildmandsattitude på scenen, kan han snildt matche sin forgænger, hvad angår både energi og galskab.
Den på plade glimrende, men live noget langtrukne ’1985’ trak lidt af energien ud af festen, inden triaden bestående af ’Fossegrim’, ’Blodtørst’ og drukhymnen ’Mjød’ fra bandets debutplade blæste festniveauet godt op under loftsbjælkerne igen. Skønt den black metalliske ’Månelyst’ trak humøret lidt ned mod slutningen af Kvelertaks sæt, fik vi en imponerende indsats fra sekstetten fra Stavanger, der satte en tyk streg under, at på live-fronten var Kvelertak aftenens oplevelse, mere end nogen andre.
Og jo, også selv om aftenens hovedret, Mastodon, stod klar til servering lige om hjørnet.
Mastodons bemærkelsesværdige skift fra gungrende brutal prog-metal på de første tre-fire plader til pop-skabeloner med tunge instrumenter på de sidste to-tre stykker er en præmis, man først må acceptere, inden man forholder sig nogenlunde sagligt til bandet. Det kan være svært nok i sig selv, men heldigvis havde kvartetten ikke en ny plade, der skulle promoveres denne aften i Aarhus, og derfor blev der gjort plads til en del ældre materiale, som heldigvis udfyldte størstedelen af aftenens sætliste. Samtidig var nyere hits som ’Curl of the Burl’, ’High Road’ og ’The Motherload’ helt udeladt fra amerikanernes repertoire i aften. En modig og kærkommen beslutning.
’Iron Tusk’, ’March of the Fire Ants’ og ‘Mother Puncher’ satte koncerten i gang med bulder og brag og tilfredsstillede indledningsvis tvivlerne blandt bandets ældre fans, inden trommeslager Brann Dailor for første gang greb mikrofonen og indledte fællessangen med ’Steambreather’ fra 2017. Herefter gik koncerten slag i slag med et fint mix af primært ældre sange, hvor ’Capillarian Crest’ og i særdeleshed den uhyrlige ’Megalodon’ stod frem som højdepunkter.
Endnu en præmis, man må acceptere under en Mastodon-koncert, er den stort set ikke-eksisterende interaktion mellem band og publikum. Nuvel, den allestedsnærværende bassist Troy Sanders spiste fanskaren af med godt og vel tre sætninger, mens den sublime guitarist Bill Kelliher begrænsede sig til et smil eller to, og Brent Hinds så decideret presset ud. Om det bare var en gang gedigne tømmermænd, skal være usagt, men Hinds både lignede og lød som bandets svage punkt denne aften.
Men selv Mastodons svage punkt spiller guitar bedre end de fleste. For bandet er uforlignelige musikere. Desværre går det unægtelig ud over live-oplevelsen af et band, at der ingen plads er i sættet til det umiddelbare. Alt er planlagt ned til mindste detalje, og de korte stemmepauser mellem numrene er fyldt ud af små lydbidder, så ingen fra bandet skal være tvangsindlagt til at kommunikere med deres publikum. Det er en dag på kontoret, og alle arbejdsopgaver er fastlagt fra start til slut.
Det samme gælder sidste tredjedel af bandets sæt, hvor den tilbagevendende samarbejdspartner Scott Kelly fra Neurosis synger Mastodon igennem sættets sidste seks numre. Kelly er en modbydeligt dygtig forsanger. Og på trods af alle Mastodons fortræffeligheder stod hans eminente fremførelse af den episke og introvert aggressive ’Diamond in the Witch House’ tilbage som aftenens kunstneriske højdepunkt. Her mærkede man endelig følelser skumme ud over scenekanten, når Kelly igen og igen skriger ”only loss fills my void”. Og man tror ham. Det her er ikke bare musikalsk ekvilibrisme. Det er rent faktisk følelser. Og man glæder sig over den lille juvel i sættet, inden det forventede klimaks opnås for alle med Mastodons egen evergreen ’Blood and Thunder’.
Mastodon leverede musikalsk. Det gør de sådan set altid. For de er knusende dygtige musikere. Men deres højdepunkt var med på en ekstra invitation, og deres showmanship blev langt overgået af begge opvarmningsbands. Alt i alt ganske som ventet.