Stadig svedigt i Daves hangar
Megadeth-maskineriet kørte som smurt – al energi lagt på den hårde thrash med både deep cuts og obligatoriske hits til enhver smag. Kunne vi ikke have fået lidt mere?
2. The Threat is Real
3. Dread & the Fugitive Mind
4. Angry Again
5. Conquer & Die
6. Dystopia
7. Sweating Bullets
8. The Conjuring
9. Take No Prisoners
10. Trust
11. Wake Up Dead
12. Symphony of Destruction
13. Peace Sells
---
14. Holy Wars
Den hårde rock og metals gamle travere står i kø for at gæste landet i disse tider, og man kan jo dårligt bebrejde dem her i karrierens efterår efter et par års ufrivillig koncertpause. Ikke, at den heftige live-aktivitet på nogen måde præger fremmødet her på en tirsdag aften.
Store Vega er så godt som fyldt, og eventen oplyser, at musikken vil spille fra 20:30 til 23:00, selvom de ikke har nogen support med til at bløde ørerne op forinden. Desuden er dette første chance for at se bassist James LoMenzo (som medvirkede på både 'United Abominations' og 'Endgame') tilbage i folden ovenpå det pinlige, offentlige udfald med Dave Ellefson - og på den måde en aften, hvor de har nok af tid til også at grave lidt dybere end som så, måske til fordel for LoMenzos første tid i Megadeth?
Drømme kan man selvfølgelig altid, mens vi står pakket og afventer bandets indtræden. Mageligt nok den første halve time til lyden af diverse klassikere, der har formet Megadeth igennem årene, indtil alt lys på scenen rettes mod energibundtet Dirk Verbeuren bag trommerne og armene i vejret som for at indikere ”Her er vi – er I klar?”. Hvis ikke vi allerede var det, så bliver vi det i hvert fald til den altid eminente åbner, 'Hangar 18'. Lomenzo stormer storsmilende ind på scenen med leadguitarist Kiko Loureiro i halen, og manden i front stjæler det endelige bifald.
Hvadend man ellers måtte mene om Dave Mustaine og hans meninger om politik, bandfnidder og hint, så vil det altid være musikken, der gør ham til den metal-legende han er i dag – og hans evner bliver rigt demonstreret i løbet af aftenen. Tag for eksempel Loureiros og Mustaines vekslende soli i sidste halvdel af netop 'Hangar 18', der om noget viser hvor stærkt Megadeth-lineuppet er den dag i dag, når alt spiller. Selvom Mustaines vokal ikke er så bidsk som i yngre dage trænger den dybere røst, han har fået med årene, dog klart igennem, hvilket ofte har været en live-udfordring i de senere år. LoMenzo er samtidig en vital energiindsprøjtning, der i modsætning til den stivere forgænger brillerer med store armbevægelser, tekniske detaljer ned til fingerspidserne og kæmpe smil hele koncerten igennem. Når fx Verbeuren og LoMenzo i 'The Threast is Real' pisker hinanden op er det svært ikke at lade sig smitte af spilleglæden, der stråler ud af dem allerede fra første sekund de træder ind på scenen.
Efter den lettere hengemte 'Dread & the Fugitive Mind' graves der videre med dybe spadestik tilbage til Schwarzenegger-filmen 'Last Action Hero', hvortil de skrev 'Angry Again', der i aften får en mere tungmetallisk nerve. Jovist, Dave lyder så sandelig sur igen, men vigtigst af alt, så har han bare mere stemme i aften, end han plejer at have – og selvom musikken taler sit eget sprog i Megadeth, så er MegaDaves snerrende tone igen bare lige det ekstra krydderi, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Som fx, da han fortæller en lang historie om, hvordan hans nuværende kone engang havde en bindegal veninde, der ofte fik angstudbrud og lod hende i stikken i festens stund – og hvordan veninden sidenhen blev inspirationen til den skizofrene 'Sweating Bullets', hvortil Mustaine næsten må kæmpe for at overdøve skrålen fra salen, der kunne hele teksten til fingerspidserne.
”Lad os se, om I genkender den her” lyder det eftefølgende, inden 'The Conjuring' sender os tilbage til bandets tidlige år, efterfulgt af en udgave af 'Take No Prisoners', der slår gnister på hele Store Vega.
Det er tydeligt, at Megadeth har noget at bevise i aften – Ellefson og efterspillet bliver gudskelov ikke nævnt med et ord, og hvorfor skal vi dog også bruge tiden på det? Året er 2022, og selvom vi ikke får nogen smagsprøver på deres kommende album, er denne koncert dog først og fremmest en dramaløs demonstration af alt det bedste, som de har bidraget med til thrash-verdenen.
Ingen sødsuppe 'A Tout Le Monde' undervejs, men tværtimod banger på banger, hvor 90er-hittet 'Trust' er det fjerneste vi bevæger os væk fra de thrash-dominerede rødder. Foran os har et par stået og viftet et ukrainsk flag hele koncerten, og med det korte opbrud i 'Peace Sells', hvor Mustaine udbryder ordene ”Can you put a price on peace?” mindes vi for et øjeblik virkeligheden udenfor døren. Lige så aktuel i dag som i koldkrigs-tiden, og igen er Verbeuren og LoMenzos overskud bare utroligt smittende, mens de fyrer nummeret af med legende lethed.
Som en ven konstaterer er Megadeth muligvis Verbeurens mindst aggressive foretagende ved siden af alle hans andre bands, men det giver ham så også dét mere luft til at tilføje ekstra indsprøjtninger til originalerne, der altovervejende så vidt muligt fremføres lige efter bogen, som vi kender dem. Det kunne bestemt have været et kritikpunkt i alle mulige andre sammenhænge, men Megadeths materiale er vitterligt ikke det nemmeste at lire af fra hoften, og derfor er det trods alt stadig imponerende, når det eksekveres så fremragende som tilfældet er her.
Thrash eller smut!
Inden den obligatoriske, og som altid sublime, showstopper 'Holy Wars', fortæller Mustaine kort om et nyligt interview om den kommende plade 'The Sick, the Dying...and the Dead!'. Intervieweren spurgte, hvad titlen betyder, hvortil Mustaine svarede ”Hvis du ikke ved hvad thrash handler om, hvad laver du så her?”. Biddet har han ikke mistet, selvom det så er blevet dybere med årene. Kanterne er finslebet. Hele bandet klædt stilfuldt i sort. Hvis noget stikker ud her i aften, så skulle det da lige være Mustaines pandehår, der på det seneste er blevet noget mere busket, et passende match til den vilde sætliste, som aftenen havde i vente.
Uanset om man er til stil og finslebne kanter eller ej, så kommer vi dog ikke udenom spilletiden. Med 15 albums på CV'et og en hel aften for dem selv er det underligt, at vi spises af med blot en time og et kvarter – ikke mindst, når MegaDave til sidst går alene på scenen og roser, hvordan vores hujen og råben gav dem så meget gejst til at spille for os i aften. Hvis det er sandheden, så kan I vel også godt anerkende, at I har fået to en halv time at spille i? Men af uransagelige årsager kun bruger halvdelen af den. I det mindste slog det så dét hårdere så længe det varede, men det komplette fravær af sange fra fx 'So Far, So Good, So What?', 'Youthanasia' eller for den sags skyld nogen af pladerne, som LoMenzo medvirkede på, efterlader bare mere at ønske.
Megadeth i aften er dog stadig stærkere end vi længe har hørt dem, ikke mindst p.g.a. den sublime rytmesektion og en stærk dag på kontoret for Daves stemmeleje - og så krydser vi fingre for, at de næste gang omfavner hele deres musikalske kanon og giver os fuld valuta for pengene.
Hvis Machine Head kan spille helaftens-shows på egen hånd, så kan I vel også?