Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallica på Roskilde!

Populær
Updated
Metallica på Roskilde!

Roskilde har Metallica klar i år. Vi ser tilbage på en legendarisk koncert samme sted med samme navn for 10 år siden og gør det sammen med Steffen Jungersen.

Kunstner
Dato
26-06-2003
Genre
Trackliste
1. Battery
2. Master of Puppets
3. Harvester of Sorrow
4. Welcome Home (Sanitarium)
5. For Whom the Bell Tolls
6. Frantic
7. Sad but True
8. St. Anger
9. No Remorse
10. Seek & Destroy
11. Blackened
12. Ride the Lightning
13. Nothing Else Matters
14. Creeping Death
15. One
16. Enter Sandman
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
666

Sommetider overhaler virkeligheden fantasien indenom. For nogle måneder siden barslede vi med ideen om at genanmelde Metallicas legendariske koncert på Roskilde Festival i 2003. Det er 10 år siden i år og dette jubilæum kunne vi på Devilution da lige fejre med at gå tilbage til koncerten og give den en mere fyldestgørende behandling end formatet tillod i 2003, hvor koncertanmeldelser skulle være korte.

Sørme om så ikke Roskilde Festival vælger at offentliggøre netop Metallica som hovednavn en uge før vi ville køre historien? Jovist. Og så måtte vi starte helt forfra og genskrive artiklen med et helt andet fokus. Nemlig det, at Metallica i år er hovednavn på Roskilde Festival. Præcis 10 år efter, at de gav en legendarisk koncert samme sted.

For koncerten i 2003 var historisk. Metallica havde lige været igennem deres værste eksistentielle krise nogensinde, hvor bassisten Jason Newsted forlod bandet, forsanger James Hetfield gik i afvænning og Kirk Hammett og Lars Ulrich vidste oprigtigt ikke om Metallica overhovedet ville kunne fortsætte. Men det gjorde de. Hele historien kender rigtig mange fra den hudløst ærlige dokumentar 'Some Kind of Monster', der på godt og ondt udstillede Metallica. De genfandt kemien, hyrede Robert Trujillo, udgav 'St. Anger' og tog igen på turné. Den bragte dem bl.a. til Roskilde Festival i 2003. Her skulle de sparke liv i Orange scene torsdag aften og varme publikum op førend giganterne i Iron Maiden skulle indtage samme scene fredag aften.

Jeg husker tydeligt hele dagen. Lige fra jeg stod op, tog toget fra Hjørring til Roskilde, fik armbånd på, slog telt op og gik rundt på festivalområdet og ventede. Ventede spændt på, at Metallica skulle spille. Da vi gik alene rundt inde på festivalområdet så jeg flere gange op mod Orange Scene, der stod som ensom majestæt og ventede på folket. Så blev tilskuerne lukket ind og de løb som vilde forbi mig og op mod scenekanten. Derefter mere ventetid. Og så! Ennio Morricone begynder at knitre fra Roskildes enorme musikanlæg og alle ved, at med 'Ecstasy of Gold' i æteren er det kun et spørgsmål om tid.

Da Metallica så banker i gang med 'Battery' er festen i gang. Den følges op af 'Master of Puppets' og så kommer de ord, der den dag i dag stadig giver mig gåsehud. Hetfield sagde "It is a good day to be alive!", hvorefter han hilste på Danmark og de tilrejsende fra Sverige, Holland, Tyskland, Finland og Norge. Derefter dedikerede han 'Harvester of Sorrow' til alle dem, der holder med Metallica i tykt og tyndt med klar henvisning til, at det har været nogle sløje år, men nu er de tilbage for fuld damp.

Fuld damp beskriver meget godt tempoet resten af den koncert. Som det kan ses af setlisten var det en tour de force i Metallicas bagkatalog. De valgte helt at ignorere 'Load' og 'Reload' og koncentrerede sig i stedet om de fem første plader. Det blev også lige til singlerne 'St. Anger' og 'Frantic' fra den nye plade, men ellers holdt de sig til velkendt og sikkert materiale. Det, at der ikke var sange, som kunne få de gamle fans til at vrisse lidt gjorde, at det var to timers uafbrudt ekstase. En to timer lang genfødsel, der føltes helt perfekt. Jeg husker, at jeg efter koncerten ikke rigtig kunne sove. Jeg lå bare og tænkte på, hvor fedt det her havde været. Noget ganske specielt.

For lige fra annonceringen af Metallica som hovednavn, til indkøb af festivalbillet til selve dagen turde jeg simpelthen ikke rigtig tro på det. Jeg var sikker på, at jeg for længst havde set min sidste Metallica koncert. At deres turnédage var ovre. Men da introbåndet med Morricones musik blev sat i gang forvandlede det hele sig fra mistro til velvære og lykke. Det blev to timer med brede smil og flyvende hår. Jeg selv mistede stemmen under ’Sanitarium’ og var derfor ikke til megen hjælp da Bruce Dickinson råbte ”Scream for me Roskilde!” aftenen efter samme sted.

Her 10 år senere og mange koncerter med samme band senere står Roskilde '03 stadig som et historisk øjeblik. Vi fik Metallica tilbage og de leverede varen, som jeg til dato ikke har set dem gøre siden. Godt nok var de magiske i Forum i '09, ligesom Big4 i Göteborg var fantastisk i '11 og intimkoncerterne på The Fillmore da de havde 30-års jubilæum var mindeværdige. Men Roskilde Festival '03 var noget, som de fleste, der var til stede den aften husker. Parken i '04, Århus i '07 og Horsens i '12 burde slet ikke nævnes i den sammenhæng, men vi gør det alligevel for lige at sætte tingene i perspektiv.

For Devilution var ikke de eneste, der havde en magisk aften den torsdag aften på Roskilde Festival. Det var der mange andre, der også havde. En del af dem vil med garanti håbe, at de får noget lignende til sommer når Metallica igen gør sin entre på pløjemarkerne udenfor Roskilde.

Og for at det ikke kun skal blive en enkelt musikanmelders navlepilleri og romantiske forestillinger om hvordan tingene bare var beder for 10 år siden, har vi taget fat i den journalist og musikanmelder i Danmark, der ved mest om tingene. Steffen Jungersen er en institution i dansk musikjournalistik med speciale i rock, metal og Roskilde Festival. Han har været på festivalen flere gange end det er sundt at tælle og han var også til stede den aften i 2003. Her er hvad han husker om den torsdag:

Da det ’rigtige’ Metallica vendte tilbage

AF STEFFEN JUNGERSEN


Well, i første omgang kan 26. juni 2003 beskrives sådan hér: Det var den aften, det rigtige Metallica – ”mit” Metallica – vendte tilbage. Efter i små ti år havde fjollet rundt i mere eller (fortrinsvis) mindre vellykkede eksperimenter i en proces, som så The Mighty Metallica miste fokus på dét, de nu engang er og er bedst til at være: et Heavy Fucking Metal band!

Op gennem 1990’erne var det, som om Metallica – efter at være stormet ud af startklodserne med ’Metallica’ – langsomt men sikkert udviste en retningssans, som på ingen måde ville bringe dem sikkert i mål. ’Load’ var okay, ’Reload’ er den dag i dag et middelmådigt forsøg på at lave ”noget andet”, mens ’Garage Inc’ og ’S&M’ – trods lyspunkter – fremdeles fremstår som overspringshandlinger fra et band, som langt fra var sikre på, hvor de var på vej hen.

Metallicas koncert på Roskilde i 1999 havde tilmed været noget, som jeg husker at have anmeldt som ”Metalli-sjask!”, så det skulle altså være – som i VÆRE – da jeg gik ud til Orange Scene fire år senere.

Og så vendte ”mit” Metallica ellers tilbage med et eftertryk som en panserkrydser, der ramler ind i en havnemole. Efter et dræbende indledende triplehug med ’Battery’, ’Master Of Puppets’ og ’Harvester Of Sorrow’ var det, som om 90’erne aldrig havde været der, og man turde dårligt håbe på, at koncerten kunne fortsætte på det intensitets-niveau. Men det kunne den heldigvis: med guldalder-guf som ’No Remorse’, ’Seek And Destroy’, ’Ride The Lightning’ og ’Creeping Death’ – for blot at nævne fire yderligere på en aften, som jeg stadig husker som én af de helt store i Metallicas karriere.

’Welcome Home’ – sanitarium eller ej – og det også i dén grad.

Jeg mødte i øvrigt Lars efter koncerten og nærmest råbte ind i ansigtet på ham:
”Kan du for helvede så lære at det er Heavy Metal, I er bedst til…”
Svaret var – af Lars at være – ualmindelig kortfattet: ”Øøøøh – jo!”

Forsvaret for gang i den og true metal hviler. Men tilføjer lige en ekstra gang:

Den aften det rigtige Metallica vendte tilbage!

På intet tidspunkt blev det sagt så præcist, som James Hetfield gjorde det halvvejs inde i koncerten:

”We’re tired of messing around now…”

Nemlig og tak.