MMF 25: Bøller i blitztempo
Deathhammer har ikke opfundet den dybe tallerken. Man er såmænd i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at anvende den. Men hærge og larme, det kan de de. Heldigvis.
Deathhammer er efterhånden en Metal Magic-tradition. Dels er medlemmerne faste gæster, dels har de spillet et utal af gange på festivalen, der altid har taget godt imod de gale norske hærvæksmænds buldrende black/thrash/speed metal.
Fredag på udendørsscenen er ingen undtagelse. De ikke længere helt unge norske lømler har efterhånden lavet en værre gang larm i knap 20 år, og gennem fem, snart seks, fuldlængdealbum, og virker totalt dedikerede til metallen. Komplet kompromisløst, grimt, dumt og aldeles upoleret. Det ændrer sig nok ikke lige foreløbig, og tak for det.
Sammenlignet med inspirationskilderne i Venom, der spillede dagen før, og Destruction, der spiller senere samme dag, har Deathhammer ikke helt samme klassikerfyldte bagkatalog. Men det er også en høj barre at sætte. Til gengæld har de utæmmelig energi, mens de i blitztempo thrasher sig igennem den ene lømmelstreg efter den anden, garneret med raspende vokal og af og til et højt falsetskrig. Teksterne er svært dechifrerbare, men man hører da ordet 'Satan' blive råbt en gang eller to. Det er svært ikke at holde af disse nordmænd.