MMF 25: Magisk natteshow
Fire årtier inde i karrieren har Denial of God i den nuværende formation aldrig været bedre. Igennem 80 minutter fredag nat leverede de danske veteraner en historisk koncert i Metal Magics historie.
2. Undead Hunger
3. The Shapeless Mass
4. The Crypt has Eyes
5. The Church Grim
6. Funeral
7. The Book of Oiufael
8. Robbing the Grave of the Priest
9. The Horrors of Satan
Denial of God leverede ikke bare en magisk triumf fredag nat på Metal Magic. Koncerten var også en symbolsk sejr for dansk black metals første generation af bands, der her i hævnens årti står som dansk metalhistories største sejrsherrer i 2020’erne.
Hævnens årti? Vi spoler lige tiden 35 år tilbage. Death metal fra især Florida og Stockholm er blevet heavy metal-genrens hårdeste pitbull, der på globalt plan er begyndt at bide fra sig. I Danmark hedder de mest glubske grupper Illdisposed, Konkhra, Dominus, Detest og Iniquity, der sætter sig i respekt med fremragende udgivelser igennem årtiet.
Succes kommer ikke uden medvind, og den har dansk dødsmetal rigeligt af i ryggen. Pladerne udkommer på det fynske label Progress/Diehard, der ikke bare gør musikken tilgængelig i landets mange specialbutikker for heavy metal, men også i de kommercielle kæder som Fona, TP og HMV. I radioen kan dansk dødsmetal høres i Carsten Holms Heavyland på P3. I metalmagasiner som Metalized og NRG bliver der skrevet spalter i stribevis. Selv i dagspressen er øjnene rettet mod dansk dødsmetal, hvor især Politikens Erik Jensen er den store fortaler og er med til at skabe et samarbejde med Roskilde Festival, som Detest nyder godt af som de første fra dødsflokken med en koncert i 1993.
Men i skyggen af dansk dødsmetal lurer en talentmasse spredt rundt i landet, hvor det sorte hjerte banker for den black metal, som Mayhem, Burzum, Darkthrone, Emperor og Immortal har gjort berømt og berygtet i Norge. Og fælles for den første generation af dansk black er mødet med en verden, der kun byder på hård modvind.
Black metal er forhadt. Der er ingen airplay for skattepengene i radioen. Ingen opmærksomhed i dagspressen eller interesse fra Roskilde Festival. Og der er i særdeleshed ingen håndsrækning fra metalmagasinerne, der konsekvent håner genren og særligt latterliggør det danske bidrag til den. Selv Peter Béliath, der, som en af de få rent faktisk dyrkede black metal, sviner Denial of Gods debut ’The Ghouls of DOG’ fra 1996 til på det groveste i sin anmeldelse af ep’en i NRG.
Beliaths anmeldelse var en decideret krigserklæring mod et miljø, der ikke lod sig slå ud, men blot fik endnu mere blod på tanden. Og det var en kamp, der blev ført an af brødrene Ærenlund fra Sønderjylland – bedre kendt som Azter og Ustu, der med Denial of God grundlagde Danmarks første black metal-band i 1991.
Brødrene gav ikke bare genren en stemme med deres egen musik. De gav genren en platform, der ganske enkelt betød, at dansk black metal ikke havde været den samme udvikling igennem, hvis genren havde været foruden brødrenes bidrag – de støbte simpelthen fundamentet for subkulturen.
Azter drev Horror Records, der blandt andet udgav vinyler med Strychnos, Fekin og Brandpest, og distribuerede demobånd med Nortt og Blazing Eternity. Ved siden af drev Ustu Tornado Magazine, der alene i det første nummer bød på de nogle af de tidligste interviews, der findes med Strychnos, Nortt og Blazing Eternity. Det var en fantastisk tid at være en sortsindet teenager i. Og hverken min, eller mange andres dannelsesrejse i 90’erne, havde været den samme uden de sønderjyske brødre. At jeg så voksede op i Vejle, hvor Apollyon var fra og havde øvelokale, og hvor hele persongalleriet fra overnævnte bands så ofte kiggede forbi, gjorde det absolut ikke til en mindre spændende – og vanvittig – tid at være en del af.
Spol frem igen til nutiden. Der er ikke noget ondt at sige om dansk dødsmetal i 1990’erne, men hånden på hjertet, så har de bands, der eksisterer endnu, ikke lavet et relevant bidrag til dansk metalhistorie i to årtier. Og de hånende stemmer fra samtidens medier? Enten har de skiftet synspunkt eller er blevet tavse og forsvundet med årene.
Men den første generation af dansk black metal står her endnu. Det er næsten tre årtier siden, jeg første gang skrev om de her bands på min hjemmeside Danishblackmetal, der af forskellige årsager næsten gik ned, før den kom op. At kunne skrive videre på fortællingen så mange år her senere, det er simpelthen for vildt. Og en kæmpe bedrift fra den første bølge af dansk black metal, som har sejret ad helvedes til her i hævnens årti.
Strychnos, der har rejst sig som et af de mest roste og bedste metalbands overhovedet. Blazing Eternity, der sidste år vendte tilbage med 2024s bedste danske udgivelse. Nortt, der udover to årtier i Denial of God, også lige er vendt tilbage med endnu en plade i eget navn og i 30 år har formået at holde liv i et dystert univers, som er helt uden sammenligning med andre stilarter. Og ikke mindst Metal Magics hovednavn fredag nat, Denial of God, der efter 34 års uafbrudt dedikation til musikken eksisterer i gruppens stærkeste formation.
Allerede fra åbningsnummeret, geniale ’The Curse of the Witch’, var der en aura over kvintetten, som udstrålede et format, der overgik fortidens konstellationer. Jeg har set dem mange gange før, men ikke som det her femkløver, der var det tredje show med nyeste ghoul Nils Brem på trommer. Det vil til enhver tid være svært at fylde Michael Galheims sko ud, men med Brem bag tønderne har Denial of God virkelig fundet det rette talent, der både har fart og schwung i kroppen, så den dynamiske sound fra pladerne også mærkes på scenen. 
Simon Kannegaard er uden tvivl en gudsbenådet guitarist og i den årrække, Kannegaard nu har været med i folden, har han ikke bare løftet Denial of God live med sine evner på spaden, men i rollen som ekstra guitarist også aflastet Azter fra at stå med opgaven alene. Azter spillede med en ro og selvsikker attitude, der uden problemer fik musikkens ophavsmand igennem de lange numres mange skift og riff.
Vi taler altså et band, der gik på scenen med en sætliste, der bød på ’Undead Hunger’, ’The Shapeless Mass’ og ’The Horrors of Satan’, der alle har en spilletid på ti minutter eller mere. At kunne levere det materiale så intenst og fejlfrit, det er ualmindelig imponerende.
Ualmindelig imponerende var generelt beskrivelsen af de her 80 minutter, hvor kombinationen af suveræn lyd i teltet, et sublimt velspillende band og ikke mindst præstationen fra Ustu gjorde, at hele seancen var en lang, magisk marathon af et horrorshow i verdensklasse. Manden i midten levede sig som altid helt ind i rollen som sanger, skuespiller og historiefortælleren, der dragende tog publikum igennem klassikere som ’The Book of Oiufael’ og ’The Crypt has Eyes’.
Frontmanden har aldrig helt fået den anerkendelse, han fortjener, for at have en af black metals mest unikke stemmer. Man kan rent faktisk høre, hvad han synger, hvilket er en sjældenhed i genren, og en enorm styrke for Denial of Gods univers, der jo netop gør en dyd ud af at fortælle historier og ikke bare har tekster om et eller andet random shit om Satan.
Generelt har Denial of God ikke fået den anerkendelse, de fortjener for 34 års dedikation og ikke mindst det faktum, at de har udsendt tre mesterværker i streg. Det er seks år siden, vi fik ’The Hallow Mass’, og tiden vil vise om de kan præstere et fjerde mesterværk. Noget tyder på det, da Metal Magics publikum fik en ægte verdenspremiere i form af ’The Church Grim’ fra næste udgivelse. Igennem seks minutter var ’The Church Grim’ lige i ånden, som vi kender dem med tordenriffs fra Azter og en diabolsk stemning hele vejen igennem. Der er noget at se frem til. Og i det hele taget er der noget at se frem til, for alle dem, der endnu har til gode at opleve den her opsætning af Denial of God, der fire årtier inde i karrieren aldrig har været bedre.
Både Denial of God og Strychnos spiller på Næstved Metalfest.