MMF 25: Ingen Brat summer
Det var på en eller anden måde historisk at se Brats gendannet efter 45 år, fredag på Metal Magic. Men det føltes ikke sådan.
Metal Magic har altid haft tradition for et genhør med gamle danske metalbands, som er gendannet. Gennem tiden har der været både Evil, Alien Force, Wasted og Metal Cross på plakaten. Fredag aften var det et af de mere legendariske, der stod på scenen. Københavnske Brats, der både udgav den første danske metalplade nogensinde, '1980', i, ja, rigtigt gættet, 1980, og transformeredes til Mercyful Fate, Danmarks væsentligste kulturelle bidrag i det 20. århundrede. Nu gendannet uden Hank Shermann, men med Michael Denner, Yenz Cheyenne og Lars Monroe fra det klassiske lineup og Peter Hansen fra The Midnight Blues i stedet for Shermann.
På mange måder i festivalens ånd og den helt rigtige booking til Metal Magic. Men det, Brats leverede, var simpelthen ikke godt nok. I stedet var det gumpetungt, energiforladt, charmeforladt. Jeg er helt med på, at medlemmerne er blevet 45 år ældre siden udgivelsen, men Brats var det eneste band, jeg så på hele festivalen, som ikke virkede tændte. Ogn når man dagen før kunne se Cronos fra Venom være en energibombe, og når man senere samme aften kunne se Schmier fra Destruction være tændt og virkelig mene det, så bliver kontrasten skærende. Er det uretfærdigt at sammenligne med bands, der har været aktive længe? Tja, selvom Brats har holdt pause, har både Cheyenne og Denner været aktive i hele perioden, og det er ikke første gang, de står på en scene. Jeg kunne ikke drømme om at forvente samme show som hos ovennævnte. Men det kan også blive så tilbagelænet, at det føles mere som havefest end koncert. Man kunne bare se på Alien Force lørdag, der både spillede godt og var til stede på scenen. Publikum, fraset de forreste rækker, var af samme grund ikke meget mere på end bandet.
Men problemet var også det adstadige tempo, Brats spillede sangene i. Det var de kluntede overgange i numrene, Cheyennes fodslæbende vokal og det stive trommespil, der sugede al energi ud af for eksempel ungdomssvinshymnen 'Heavy Rocker'. Og det var også guitartonen hos især Hansen, som fyldte klart mest i lydbilledet. Den lød simpelthen dårlig. Og det gjorde Brats maltraktering af deres eget katalog så også. '1980' er et album, der især lever af den ukuelige ungdommelige energi, der kommer væltende ud af højttalerne. Fjerner man den, virker sangene glansløse og flade. Koncerten var kemisk renset for den energi. Sådan kan man også ødelægge en fest fredag aften. Der var enkelte opture, når Denner spillede soloer, men de var få og spredte. Og det er hårdt at se et personligt ungdomsidol som Denner levere på det her niveau, især når man tænker på den glimrende Denner/Shermann-koncert på samme festival i 2016.
Midtvejs spillede Brats et nyt nummer, 'Gas Tank', og Cheyenne kundgjorde, at Brats havde et nyt album på vej. Hvorfor dog det, når man ikke har noget at sige.
Det var meningen, at man skulle føle historiens vingesus. Men man skal have et ualmindeligt nostalgisk forhold til Brats for at kunne overbevise sig selv om, at det her var godt. Brat summer aflyst.