MMF XIV: Velkommen til det mexicanske knoglealter
PopulærMed denne deres blot anden koncert på europæisk grund havde vi et ikke så lidt visuelt drevet, ritualiseret sortmetal-scoop i vente – og selvom vi næppe glemmer Mordskog lige foreløbig, er det nu stadig mere for showet end noget andet.
Der var ingen skam i ikke at vide, hvad det lige præcis var, vi gik ind til her. Tværtimod.
Mordskog er aldeles ukendte herhjemme, og en modig booking, som demonstrerer Metal Magic-bookernes vilje til at gå egne veje. Som booker Martin Jørgensen fortalte os i forrige uge:
”Når alle de andre festivaler booker de sædvanlige døds- og black metal-bands må vi jo bare booke dem, der er lidt bedre – som de andre måske ikke engang aner, hvem er.”
Om de så var bedre, måtte tiden jo vise, men anderledes var Mordskog i hvert fald.
Et alter stod pyntet op midt på scenen med knogler, kranier og stearinlys, og de drabeligt udsmykkede musikere indtog scenen en for en i hver deres hjørne, indtil det naturlige omdrejningspunkt trådte ind til sidst, med det lidet mundrette navn Lugubrem Acerbus. Lange halskæder og en beknoglet hovedpragt supplerede det makabre, sorte look, og efter lidt siddende messen med ryggen til publikum foran alteret blev der åbnet for de huggende, sorte riffs, mens Acerbus skældede og smældede, og en le blev svunget løs foran det hastigt tilstrømmende publikum.
Musikken er i den primale, skraldede ende, hvor melodierne kun midlertidigt får plads som supplement til yderligere ritualer på scenen, og på den måde er man aldrig i tvivl om, at det er Acerbus, der driver showet. Monologerne tog til mellem numrene, og selvom mit spanske ordforråd sådan cirka begrænser sig til sangria og paella, var der noget forunderligt smittende over hans bombastiske brandtaler om la muerte, cocaina putas og det faktum, at ”We come from Mexico City – the city of horror & murder.” Deres mexicanske baghav lod sig i det hele taget slet skjule, ikke så meget på grund af musikkens rå natur, som for alle de små, naturlige elementer, der prydede scenen – og for Acerbus' skizofrene miskmask af spansk og engelsk.
Enkelte, groovy elementer blev også flettet ind, så det hele ikke druknede i en fræsende malstrøm, og på den måde blev det også lidt nemmere her og der at holde fast i lydbilledet, selvom musikerne ellers ikke gjorde megen figur af sig selv, som de stod der indenfor deres firkant og passede deres arbejde. Intet skulle stjæle fokus fra det naturlige midtpunkt, som i sidste halvdel af showet greb knoglen og spillede en tribal-rytme på sin håndtromme, før bandet igen kom ind på scenen til sidste nummer, hvor Acerbus endnu engang benyttede lejligheden til at posere med hovedpragten og leen.
….og det er måske i virkeligheden også det mest sigende, man kan sige om koncerten. En seance, der først og fremmest handlede om showet, om ritualerne, om rødderne, og dernæst med udgangspunkt i den sorte metal, der binder os alle sammen. Musikken fik sjældent lov til decideret at stå på egne ben, men det ændrede dog ikke på, at man blev usædvanligt godt underholdt hele vejen igennem af præsentationen af denne mexicanske, dødsdyrkende spiritualitet, der i sin essens ligger så fjernt fra den nordiske ditto.
Et fænomen, der i øvrigt fik yderligere gennemslagskraft dagen efter med Acerbus' andet projekt, The Rise of Mictlan, hvor både dramaet og de traditionelle, aztekiske inspirationer fik en tand ekstra. En smule på bekostning af musikken måske, men var det dramaet og dødsdyrkelsen, der drev én ind til begge disse koncerter på Stage of Horror, så fik man i hvert fald, hvad man kom efter – og så kan det godt være, at man ikke husker musikken så godt, når det kommer til stykket, men efter alt at dømme vil Acerbus nok også hellere huskes for alt det andet.