NMF 23: Stadig suveræne efter 30 år
Gennem 50 minutters koncert med en solid sætliste beviste Illdisposed, at de efter tre årtier stadig er blandt landets bedste livebands.
2. Submit
3. Dark
4. Weak is Your God
5. Jeff
6. No More Time
7. Throw Your Bolts
8. Now We're History
9. Sense the Darkness
10. Purity of Sadness
I 1993 debuterede Illdisposed med ’Four Depressive Seasons’, der ved udgivelsen bød på det mest brutale dødsmetal, et dansk band endnu havde smedet sammen. Siden er det blevet til yderligere tretten hårdtslående udgivelser fra den jyske gruppe, der har kørt på nonstop i tre årtier.
Det er defærreste danske bands – uanset genre – der har præsteret at holde dampen oppe i årti efter årti og stadig har kunnet lyde lige så vitale og relevante som i begyndelsen af karrieren, men det er præcis det, som gør Illdisposed til et unikum i dansk musikhistorie. Kvintetten fremstår simpelthen ustoppelige.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, så skulle de da blot have været til stede tidlig lørdag aften på Næstved Metalfest, da Posen kværnede sig igennem ti fuldtræffere og leverede dagens bedste koncert. Utallige medlemmer har huseret i Illdisposed siden dannelsen i 1991, men de sidste ti års konstellation bestående af Bo, Batten, Schmidt, Kussen og Smukke Ken må siges at være det trumfkort, der holder maskinen hårdt kørende.
De spiller ganske enkelt suverænt sammen. Egentlig forlod Ken Holst gruppen tilbage i 2019, men er tilbage i folden, efter Rasmus Henriksen har trukket sig fra både Illdisposed og Crocell på grund af alvorlig sygdom, hvilket selvfølgelig altid er en trist årsag til et exit.
Det var fjerde gang Næstved Metalfest fandt sted, og tredje gang Illdisposed var inviteret og vel dermed er blevet festivalens faste husorkester. Og hvorfor ikke? Som en læser kommenterede på vores opslag fra koncerten på Facebook: ”Man skal bare se og høre Illdisposed mindst én gang årligt.”
Så sandt som det er sagt. Undertegnede har oplevet Illdisposed omkring 30 gange på et kvart århundede, og nok er ingen bands fremragende hver gang, men Illdisposed skuffer nu bare meget sjældent. I særdeleshed fordi det også er et band med så solidt et bagkatalog, at der ofte er noget at komme efter. For to år siden var de på turné med hele ’Submit’, og tidligere i år drog de landet rundt med hele mesterværket ’1-800 Vindication’.
På Næstved Metalfest fik publikum serveret en sætliste med ti solide hits fordelt på 50 minutters intens opvisning, og gruppens faste lydmand, Morten Birk, sørgede for, at musikken var knivskarp hele vejen igennem. Der blev lagt energisk ud med ’Psychic Cyclus I-III’, og derfra tog det fart foran scenen med moshpitting på det hårde asfaltunderlag, da ’Submit’, ’Dark’ og ’Weak is Your God’ blev fyret af som en voldsom tretrinsraket.
”Vi spiller en sang, der er lidt undervurderet, fordi den ikke er så god,” kommenterede Bo Summer om ’No More Time’, der kom som koncertens eneste deep cut, men som bestemt er et stærkt nummer fra ’1-800 Vindication’. Frontmanden var som sædvanlig i sit es med Aarhus-dialekt og kække bemærkninger, men under musikken sprudler blikket i øjnene af seriøs vilje til at yde sit bedste hos den 51-årige bandgrundlægger.
Og det gør hele kvintetten. De får det til at se så nemt ud, men bag den headbangende og rolige facade besidder Illdisposed tilsammen over 100 års rutineret erfaring i at være blandt Danmarks bedste livebands, hvilket de nok engang beviste på Næstved Metalfest.