AMF 2018: Satan, Satan og mere Satan
Det blev en tand for meget af det onde, da Necrophobic skulle overbevise os om deres diabolske dødstoner. Er mere variation for meget at forlange?
2. The Crossing
3. Tsar Bomba
4. I Strike with Wrath
5. Revelation 666
6. Blinded by Light, Enlightened by Darkness
7. Darkside
8. The Nocturnal Silence
Jungletrommer indvarslede stemningen for de kommende 40 minutter, hvor underholdningen blev orkestreret af svenske Necrophobic. Et band, der i starten af 90'erne var med til at fusionere death-scenen med black metalliske virkemidler og har holdt sig tro mod rødderne gennem årene på trods af et utal af udskiftninger. Det var således det revitaliserede lineup fra den seneste 'Mark of the Necrogram', der denne aften skulle servere de sataniske toner for os, med bassist Tobias Christiansen (Grave) som eneste temporære erstatning. Satanisk var nemlig lige, hvad det var fra første sekund, da hele bandet entrede scenen med omvendte kors, pentagram-bæltespænder, corpsepaint og formodentlig flere nitter på scenen, end du nogensinde vil se på hele Copenhell. Bandet har selv udtalt i en pressemeddelelse, at ”We have always been influenced by bands, that did more than just stood on stage and played every single note perfectly. We are into giving something more than the music, when we play live”, og det var der heller ikke den fjerneste tvivl om var deres modus operandi denne lørdag aften.
Efter de obligatoriske djævlehorn rettet mod publikum fra hele bandet lagde de ud med titelnummeret fra førnævnte 'Mark of the Necrogram', som satte den kompromisløse kurs med Sebastian Ramstedt og Johan Bergebäck som den kompetente guitarist-duo, der med sorte rande om øjnene, lange korsbenittede sleeves og konsekvent angrebslystne attitude mindede om en opdateret udgave af Kerry King og Jeff Hannemann anno 1985. Dog mere pga. imaget end musikken, for Necrophobic er bestemt en mere hårdtslående størrelse, og deres krigeriske drive og diabolske inspirationer lå på den vis ikke langt fra, hvad vi bevidnede dagen før fra Whoredom Rife.
På trods af de henved 30 år, de har været i gamet, er det dog ikke, fordi alderen sætter sit præg på andet end standin-bassistens pletvise skaldethed. Ikke at det nødvendigvis skal ses som en fordel. Selvom vi bliver ført godt rundt i diskografien, som pudsigt nok denne aften er stærkest repræsenteret af tracks fra den undervurderede, 12 år gamle 'Hrimthursum', melder ensformigheden sig. Det samme kan på sin vis siges om dele af diskografien, og så er det om ikke andet en trøst, at de har den førnævnte vilje til at gøre mere ud af præsentationen end blot at køre sangene rent efter bogen. Anders Strokirk er muligvis ikke den mest inspirerende forsanger fra et rent teknisk synspunkt, men hvad betyder det, når hans snerren, rallen og growlen stadig har det samme harske bid, som vi kender det fra debuten, og han topper det med behørig primal brutalitet som i simple rants såsom ”Allriiiiiiiight! Aalbooooooorg! Revelatioooon! Six! Six! Six!”
Ondskaben gennemsyrede det hele, og selvom der måske var langt mellem højdepunkter som den Dark Funeral-inspirerede 'Darkside', nyklassikeren 'Tsar Bomba' og titelnummeret fra debuten 'The Nocturnal Silence', så havde leveringen i sig selv diabolsk charme og karakter nok til at holde vores interesse fanget. På den ene side ville det klæde dem at finde andre virkemidler for at holde interessen mere intakt. På den anden side har de jo dyrket den samme sorte dødsskabelon de sidste 25 år og har p.t. det bedste lineup, de har haft siden 90'erne. Måske vil der blive tale om deres lineup version 6.6 hen ad vejen. Så langt var de dog endnu ikke kommet denne aften på Studenterhuset.