Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

NMF '22: Crossing The Border To Næverland

Updated
-XTD1195-97-1655465724

Vores anmelder er (stadig) ikke til melodød, men er alligevel ved at blive lidt varm på Withering Surface efter adskillige optrædender. Men ok, vi er også i Næstved og der er også meget ild.

Dato
19-08-2022
Trackliste
1. Walking on Phantom Ice
2. Leaves in the Stream
3. Beautybeast
4. Dancing With Fairies
5. Joyless Journey
6. Where Dreamers Die
7. Gears
8. Alone
9. Scarlet Silhouettes
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Withering Surface er sådan et band der, dengang jeg trådte mine ekstremmetal-barnesko, blev omtalt som det store danske håb indenfor svenskerdød, men som jeg aldrig rigtigt hørte dengang, nok fordi jeg aldrig var så meget til svenskerdød. Men Withering Surface er jo altså ikke fra Sverige, men fra Næstved og frontmanden, Michael H. Andersen, er samtidig bagmand for Næstved Metalfest, så hvad er mere naturligt end at Withering Surface (efter en 17 års tid, som Andersen selv påpeger fra scenen) vender tilbage til Næstved? Det skulle da lige være at de får en anmeldelse med på vejen, så det får de selvfølgelig, selvom jeg tidligere har stået i den situation, at jeg fandt det lidt svært at give bandet en reel bedømmelse.

Når det er sagt, så er Withering Surface jo også et band der er blevet ret allestedsnærværende efter deres gendannelse og derfor jeg har alligevel fået oplevet dem en lille håndfuld gange siden da, så i dag føler jeg mig langt bedre rustet til at vurdere dem, både fordi jeg selv har fået flere anmeldelser under bæltet siden, men også fordi jeg efterhånden genkender de fleste af numrene og har et bedre sammenligningsgrundlag.

Jeg kan derfor lægge ud med at sige, at dagens koncert er den bedste Withering Surface-koncert, jeg har oplevet - og de er spøjst nok alligevel endt med at være et af de danske metalbands, jeg har hørt flest gange. Muligvis er det bare, fordi jeg er blevet gladere for bandet efter at have hørt dem flere gange, eller måske er det, fordi det lige er i Næstved, vi er? Bandet er i hvert fald tydeligt glade for at være her, ligesom det lokale publikum også virker glade for at se dem selvom man kunne ønske sig, at der var mødt flere op for at fejre de hjemkomne helte. Men det lidt sløje fremmøde gør sig gældende for hele dagens program, og det er jo også en weekend med både mange konkurrerende arrangementer og skybrudsvarsel.
Det er i hvert fald ikke fordi der er noget at udsætte på bandet. De er i fin form, ikke mindst Michael H. Andersen, som jo både er en "character" og en habil frontmand, og som tydeligt er bevidst om, at han sagtens kan tillade sig at fyre masser af anekdoter og jovialiteter af, på sådan en fredag i lige netop Næstved. Selv som ikke-lokal glider historierne om Næstved og datidens genvordigheder, glæder og drukfældigheder da også helt fint ned og lægger en god og festlig bund under dagens dødsservering.
En sidebemærkning her er, at der åbenbart må være en lov et sted, om at der i enhver provinsby skal være et udskænkningssted der hedder "Børsen", hvor man kunne få serveret både øl og tæsk, hvis man hørte metal sidst i 90erne. Sådan var det i hvert fald også i Svendborg. Men tilbage til den musikalske servering.

Vi får en fint sammensat menu af både nyt og gammelt og selvom melodød med syng-med omkvæd jo nok aldrig bliver lige mig, så kender jeg efterhånden materialet godt nok til at være ganske glad for setlisten og kunne løfte næven på de rigtige steder og sådan. Vi får i dagens anledning også et nyt nummer, som lyder ganske lovende og som nok er dét jeg personligt bedst kan lide, udover de gamle "hits", 'Beautybeast' og 'Joyless Journey' og selvom der ikke er flere mennesker, og selvom scenen ikke er større får det hele alligevel lidt karakter af metal-folkefest.
For nok er dette ikke ligefrem Wacken, og nok er Michael H. Andersen ikke et lille nips i fetishtøj og med blåt hår, men han er en god frontmand og entertainer og faktisk også en ganske alsidig ekstremvokalist (jeg synes personligt det egentlige growl og turen ned til det eller op fra det klæder ham bedst, men hans lysere men heldigvis ikke decideret "clean"- vokal er en udmærket modvægt og hører sig jo til). Resten af besætningen gør det også fornemt denne fredag og bandet får bestemt præsteret en "homecoming" de kan være stolte af, selvom det vist reelt kun er Andersen og guitarist Allan Tvedebrink der er vaskeægte Næverdrenge.

Hele bandet spiller godt og medrivende, og de har endda taget godt med ild med (som Andersen i ny og næ kommer lige lovligt tæt på), hvilket jo også altid er skønt. Så da koncerten afsluttes med en opfordring til, at vi ses igen om en 16-17 år i Næstved, tænker man, at det gad selv sådan en ikke-melodødentusiast som én selv da egentlig godt.