I 1978, på tærsklen til NWOBHM'ens gennembrud, var Judas Priest allerede et hestehoved foran alle andre og lagde endnu en grundsten i metalkatedralen. 'Stained Class' er på mange måder deres allerbedste plade og skulle den føre til selvmord, så er det såmænd nok dét værd.

Avantasias hovedperson Tobias Sammet er barslet med endnu et album, der lyder ligesom alle de andre, men har en længere og mærkeligere titel. Det er selvfølgelig herligt skamløst, men ikke helt oppe at ringe.

Vores anmelder er (stadig) ikke til melodød, men er alligevel ved at blive lidt varm på Withering Surface efter adskillige optrædender. Men ok, vi er også i Næstved og der er også meget ild.

Lamentari vil gerne spille storladen satanisk black, hvilket er et gennemført sympatisk projekt. Desværre bliver det ikke helt overbevisende, selvom vor anmelders sorte hjerte banker for sagen.

Natten er faldet på i Næstved, da vor anmelder endelig (igen) står over for én af doomgenrens absolutte giganter. Heldigvis skuffer det, de trækker op fra sjælenes brønd, på ingen måde.

Næstved Metalfests første dag er præget af lidt vaklende publikumstilslutning, muligvis på grund af et skybrudsvarsel. Skybruddet blev aldrig til noget, til gengæld når vor mand i marken at få oplevet næsten alle koncerter.

Hvad gemmer der sig på toppen af kransekagen? Inden Metalguderne vender tilbage til Copenhell, har vi på Devilution lyttet en ekstra gang til alle deres studiealbums og giver jer en gennemgang af bagkataloget.

Der er ikke mindre end to mini-festivaler denne uge, i form af henholdsvis Pestfest i København og vinterudgaven af Tornvang i Greenaa. Man kan også opleve Red Warszawa ikke mindre end to gange, hvis man har den slags lyster.

Bal-Sagoth var et band der aldrig blev store, simpelthen fordi de var for gode til at de rigtigt kunne appelere til hverken den mere perifære metalfan eller den mere stilsikre ekstremmetaller. Heldigvis er det aldrig for sent at blive oplyst af den brændende stjerneild!

I denne uge skal vi kigge på ét af metallens smukkeste og mest subgenre-transcenderende emner. Det bliver dødgodt.

Livløs præsterer en gang overraskende livlig og fornøjelig dødsmetal af en slags, anmelderen ikke normalt falder på halen over.

Baest er stadig et godt og stilsikkert liveband, også selvom vi har ventet halvandet års tid på koncerten. Det kan hverken corona eller anmelderens generelle uoplagthed og irriterende selvmedlidenhed ændre på.

Hexenbrett trækker tydeligt på førstebølgeblack, men de er ikke et retroband eller et kitschband. De er bare et sejt band.

Det er ikke tilfældigt at Kill-Town Death Fest er en institution. Anmelderens sløje livsvilje til trods lever festivalens sidste dag bestemt op til målsætningen om både død og fest.

Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.

Sepultura har været i karantæne og bikset et album med genindspilninger sammen. Det er, i bedste fald, "fint nok".

Øl og Metal er en tiltrængt hjælp. Og det falder på et tørt sted.

Cirith Ungols genstartede karierre lever på denne EP kun delvist op til fordums storhed, men det smager dog af mere.

Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.

Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.