Sange for de døde
Populær
Queens of the Stone Age forlod Forum med æren i behold. Men de fysiske rammer og publikum lod en del tilbage at ønske.
2. Monsters in the Parasol
3. My God Is the Sun
4. Feet Don't Fail Me
5. The Way You Used to Do
6. You Think I Ain't Worth a Dollar, But I Feel Like a Millionaire
7. No One Knows
8. Leg of Lamb
9. Avon
10. Smooth Sailing
11. Domesticated Animals
12. Make It Wit Chu
13. I Appear Missing
14. Villains of Circumstance
15. Little Sister
16. Sick, Sick, Sick
17. Go With the Flow
---
18. A Song for the Dead
Der var store forventninger til Josh Homme & Co.’s københavnske besøg; en koncert, der var så eftertragtet, at arrangøreren valgte at flytte festen var det nye TAP1 på Amager til Forum på Frederiksberg. Men det viste sig ikke at være et smart træk, heller ikke når man tager stenalderdronningernes sidste besøg i Forum i betragtning. Queens of the Stone Age er ikke og skal heller ikke være et arenaband.
At gruppen turnerer med deres svageste album til dato hjælper heller ikke på sagerne. Heldigvis fik ‘Villains’ ikke lov til at dominere sætlisten, men mere plads til gamle hits såsom ‘Burn the Witch’ eller ‘Feel Good Hit of the Summer’ i stedet for nyere materiale ville ikke have skadet. Det er egentlig ikke, fordi bandets valg af sange i sin helhed var dårligt, men nærmere fordi det havde en døsende effekt på et zombieagtigt publikum, hvis størstedel efterabede “jeg er anmelder”-modellen og valgte at stå stille og nikke med hovedet engang imellem, med armene over kors.
Således skulle der et par numre til for at løsne publikum op, der under det ørkenatmosfæriske ‘My God Is the Sun’ lod til at indse, at de var til koncert med en af nutidens største og mest specielle stonerrocknavne. Jovist, det er efterhånden 15 år siden, at Queens of the Stone Age udgav mesterværket og nyklassikeren ‘Songs for the Deaf’, men det gør dem ikke mindre legendariske og aktuelle. Alligevel kan det næppe komme som en overraskelse, at det netop var sangene fra dette album, der fik den største modtagelse, og som gav en fornemmelse af at være vært til en vaskeægte rockkoncert. Desværre var disse øjeblikke så adspredte, at koncerten i sin helhed aldrig fik blodtrykket til at stige synderligt.
Trods en sygdomssløj frontmand gjorde bandet en under omstændighederne ihærdig indsats. Med en smøg i kæften og sit Elvis-lignende blik var Homme karismatisk som altid, Jon Theodore på trommer gav Dave Grohl (som spillede mesterlige trommer på ‘Songs for the Deaf’) kamp til stregen, og de øvrige medlemmer sørgede for, at deres respektive instrumenter kom hele scenen rundt. Den sløve publikumsindsats hæmmede dog californiernes gejst, hvilket en frustreret Homme heller ikke kunne lade være med at kommentere spydigt og humoristisk i et par minutter: “... men så længe I har det sjovt indeni, er det ligemeget, hvordan I ser ud udenpå”.
En time og tre kvarter senere og til sluttonerne af en veloverstået ‘Go with the Flow’ gik det nedslåede og kamptrætte band af scenen til klapsalver fra et næsten lige så frustreret publikum. Koncerten burde have været en enorm succes, men i praksis gik et eller andet galt. Det er svært at sætte en finger eller ord på præcist hvad, men de fysiske rammer i Forums er et godt bud. De egner sig i hvert fald ikke til et band, hvis udtryk og personlighed kræver mere intimitet for for alvor at kunne brænde igennem.
Queens of the Stone Age lod sig dog ikke slå ud. Med alt, de havde tilbage, indtog de scenen endnu engang for at slå fast, at de er et af de bands, der skinner igennem i rockhistorien. Som en hilsen til publikum og en stor fuck-finger til hele aftenen sluttede de af med en langt mere energisk og rå udgave af, passende nok, ‘A Song for the Dead’, end man finder på deres legendariske album, kun for at efterlade det jublende, headbangende, armsvingende og hoppende publikum sultne efter mere. Ligesom det var tilfældet til bandets sidste koncert i Forum, reddede slutspurten seancen.