RB 26: Sårbarhed og forløsning
Mandy, Indiana leverede en stærk, kompromisløs koncert på Roadburn, hvor intensitet og nerve var i højsædet – men først sent indfandt den forløsning, musikken hele tiden lagde op til, sig.
Mødet med Mandy, Indiana på Roadburn Festivals Next Stage fredag aften var på mange måder en koncert med to ansigter. På trods af benhård konkurrence fra Cult of Luna på Main Stage var fremmødet solidt, og forventningerne til den Manchester-baserede kvartet var tydelige.
Bandets 2026-udgivelse ’Urgh’ er da også det stærkeste, bandet har præsteret indtil nu, og et klart løft fremad. En plade, der som bandet er defineret af en kompromisløs blanding af industriel rock, punkenergi, hiphop-beats, trap-inspirerede rytmer og isnende synthflader. Denne aften fik vi det hele.
Lydbilledet var både massivt og detaljerigt, hvor de skarpe, næsten klaustrofobiske produktioner fik plads til at ånde. Centralt stod forsanger Valentine Caulfield, der med sin intense og konfronterende vokal leverede en hudløst ærlig performance. Hun adresserede verdens tilstand, ulighed og social uro med en rå nerve og direkte intensitet, der gjorde koncerten lige så meget til en følelsesmæssig aflæsning som en musikalsk oplevelse.
Mens åbningen med ’A Brighter Tomorrow’ var en tung start, livede det hele op med ’Dodecahedron’, inden ’I’ll Ask Her’ satte det første, store følelsesmæssige udråbstegn. Caulfields indledende monolog var intens og sårbar, og man kunne som publikummer både dele og føle frustrationen.
Det var et af mange mindre højdepunkter, der var med til at bære koncerten. Undervejs fik vi hertil numre som “Pinking Shears”, “Alien 3” og “Injury Detail”, der alle understregede bandets evne til at skabe spænding gennem gentagelse og opbygning. Problemet var bare, at de ofte blev dér. Mange af sangene voksede og voksede uden helt at forløses, som om klimakset konstant blev holdt lige uden for rækkevidde. Det skabte en vis distance – både i publikum og i musikken.
Alligevel var der glimt af det, Mandy, Indiana kan, når det virkelig klikker. Især mod slutningen begyndte energien at samle sig. Caulfield tog scenegulvet og bevægede sig rundt blandt publikum i en nærmest messende tilstand, mens vi fik ’Cursive’, og den kombination gav koncerten en tiltrængt kant og nærhed. Her opstod endelig den forløsning og fest, som man hele tiden havde fornemmet potentialet for.
Publikum var engageret fra start, men ligesom bandet nåede vi først helt ind i oplevelsen i de sidste numre. Det efterlod en koncert, der føltes som en lang opbygning med en stærk afslutning – snarere end en gennemført rejse.
Mandy, Indiana er uden tvivl et band med noget på hjerte og en markant lyd, der skiller sig ud. Men denne aften på Roadburn manglede de at omsætte deres spændingsopbygning til konsekvent forløsning.