Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '22: Færøske fairtrade feminister

Updated
TR524084 copy
TR524095 copy
TR524056 copy
TR524268 copy

En træt anmelder, med meget lidt tilovers for punk, måtte bøje sig i støvet for en flok lortedrenge.

Dato
26-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
5

Jeg kan ganske enkelt ikke lide punk, så mit fremmøde ved Rising var stort set udelukkende baseret i pligt og loyalitet for redaktionen. 

Dertil må jeg også lige nævne, at jeg havde en grel hovedpine, efter at vennerne og jeg aftenen forinden, havde savet os midt over til tonerne af Black Sabbath og Dissection. To bands, der i høj grad kan pege læseren i retning af hvad anmelderen finder glæde i at høre. 

Ja, og så stod vi der og skulle høre shitpunket shitmusik af fire vrede, overgearede og festlige færøske biseksuelle veganere – ja de tjekker jo næsten alle boksene af. Det er woke som bare fanden, og det slipper publikum ikke for at mærke, da deres karismatiske forsanger, Joe, mellem numrene sikrer sig, at publikum får de vigtige budskaber lige i snotten: Fuck fake allies, fuck kødspisere, fuck overgrebsmænd. Faktisk bare fuck alt og alle. Alt sammen sagt dødsens alvorligt, men med et smil på læben. 

”Har I spist røv i dag?”
”Ja, for i dag er det sidste chance!” bliver der sagt fra scenen. For nok som Joe & the Shitboys havde nogle vigtige budskaber, de ville ud med, så var de først og fremmest kommet for at feste og have det sjovt, og hvilken fest de gav. Interaktionen med publikum var eminent, energien var fantastisk og alle havde en fest, undtagen mig. Og dog. På et tidspunkt adresserer Joe en fyr i grøn t-shirt med et ”fuck you”, for ikke at tilpasse sig det høje energiniveau. Godt nok pegede Joe i den modsatte retning af hvor jeg stod, men ironien ramte mig dog med det samme, da jeg selv havde en grøn t-shirt på og heller ikke var vildt imponeret over hvad jeg i øjeblikket stod og udsatte mine sanser for.  

Folk dansede, moshede og dansemoshede til den latterlige musik og derfor jeg havde det nok som Mufasa havde det, under sine sidste åndedræt blandt gnuerne. Mod koncertens slutning bliver vi bedt om at gå ned i knæ, hvilket jeg ikke orkede, da jeg havde mere travlt med at skrible noget halvklogt ned i notesblokken, mens jeg bedøvede sanserne med øl. Jeg måtte dog give efter, og bøjede mig ligesom alle andre i støvet, og da droppet landede, eksploderede hele Rising i fest og glade dage. Det længe ventede Roskilde 22 var for alvor i gang. 

Der var ikke en finger at sætte på koncerten, og Joe & the Shit boys var umulige ikke at holde af. Så det eneste problem var at de ikke indordnede sig anmelderens musikalske præferencer. 

Joe takkede af med ordene: ”Thank you and fuck you”. I lige måde Joe.