RF '22: Is this it?
Populær
Det er sjældent, at jeg udvandrer fra en koncert. Men da Strokes skulle lukke Orange Scene blev jeg simpelthen så arrig, at jeg gik.
Rock 'n' roll late? Eller bare uforskammede?
Først og fremmest er bandet 30 minutter forsinkede. I stedet spilles der “High Voltage”-klassikere fra Kiss og Queen, imens vi står og venter i, hvad der snart er, midnatsmørke. Efter et kvarters venten fortæller de store skærme på hver side af scenen os, at vi skal være tålmodige og at koncerten starter snart. “Snart” viser sig altså at være i ordets allerbredeste forstand, altså 15 minutter mere. Det er ved at blive koldt. Flere omkring os må opgive drømmen om en god plads for en tom blære. Andre går i ren protest. Flere gange må jeg sige til mig selv “jeg giver dem lige fem minutter mere”, for det ville se fjollet ud, hvis Devilution ikke anmeldte det største rocknavn på årets festival.
Intet godt kom til den, der ventede
Det er en nåde, jeg nu fortryder, at jeg gav bandet, for det er decideret tarveligt at lade folk vente på den måde – især når jeg nu ved, hvad der fulgte. Så altså næsten 30 minutter for sent kommer bandet ind på scenen. Det tager teknikken et minut at få skærmene tilbage til det planlagte program, og derfor kan vi, der ikke står på første række, ikke rigtig se noget. Lyden er mærkelig lav, men mest af alt enormt mudret: Man kan ikke skille de forskellige instrumenter fra hinanden. Det hjælper heller ikke at Julian Casablancas allerede under første sang griber rundt om mikrofonhovedet, hvilket tilføjer endnu mere hul lyd til en allerede effekt-pumpet vokal. Han lægger sig på gulvet og vrider sig.
Alt kan stadig tilgives som kunstnerisk særhed. Men det bliver hurtigt tydeligt, at manden er stanghamrende påvirket og generelt på en planet meget langt væk fra hans hungrende publikum. Som de første ord til publikum vrænger han “I’ve got a message for you: Don’t ever believe in yourself. Just be what everyone else wants you to be, it’s much safer”. Det skulle nok have lydt sådan lidt nonchalant ironisk, men i stedet lyder det rimelig forkælet fra en mand, hvis far grundlagde Elite Models (altså en millionær), og som nu står og spiller for tusindvis af mennesker. Han bliver desuden ved med at sige godmorgen til folk. Bandet ligner heller ikke nogen, der nyder det, og han har ingen kontakt med dem indtil han spørger dem, om de kender en sang der hedder “Reptilia”, som de så spiller.
Det kunne ikke blive værre, og så blev det værre
Det værste ved det er, at Casablancas faktisk lyder ok de første 25 minutter af koncerten, selvfølgelig med det in mente, at han griber mikrofonen og ødelægger sin egen lyd. Bandet lyder til gengæld rigtig godt, hvis man altså ser bort fra den dårlige lyd. De er åbenlyst professionelle, og man får desværre det indtryk, at det her ikke er nyt for dem. Men nu går det først rigtig galt. Det viser sig at Casablancas er halvt dansk og begynder at svine det danske sprog til, imens han siger ord som ”krakkemut”, ”fløde” og ”makrel”. I ren afmagt begynder publikum at råbe ”fløde, fløde, fløde”. Men Casablancas hører ingenting. Han har stadig ikke undskyldt eller forklaret forsinkelsen, og kameraet peger ned på folk i pitten, der ser forbløffede til, imens deres helt falder fra hinanden.
Det er nu, folk begynder at udvandre. Jeg beslutter mig altså for at gå nu. Jeg husker tilbage på min seneste Strokes koncert i 2006, hvor jeg stod allerbagest, men havde en absolut fest. Sådan vil jeg hellere huske bandet. Man bliver helt trist over at tænke på, at det her band er det eneste store rockband, vi får lov at høre på Orange i år. De fortjener det simpelthen ikke, eller det gør Casablancas i hvert fald ikke. Jeg er ikke den store Kiss eller Judas Priest-fan, men de havde prydet Orange scene en del mere i år, og jeg kan ikke andet end at tænke tilbage på, hvor sjovt vi havde det til bands i den kaliber blot få uger forinden på Copenhell. Jeg kan heller ikke helt forstå, hvorfor Green Day var overladt til at spille i Forum for få uger siden. Måske er Roskilde Festival bare lige lidt for sent på måneden for at fange de her bookinger i 2022. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selv Tessa havde lukket Orange med et større brag (af den gode slags), hvis man havde fyret Casablancas allerede ved 15 minutters forsinkelse og flyttet hende herop.
Legendarisk ringe koncert
Imens jeg går af Musicon-stien imod Roskilde Station, kan jeg høre Casablancas snøvlen fylde mere og mere imellem hver sang. Og jeg har virkelig ondt af de fans, der havde glædet sig til at se The Strokes i aften. Man mindes Guns’n’Roses og Red Hot Chili Peppers' legendarisk dårlige koncerter på samme scene, men det er en forværrende omstændighed, at The Strokes skal forestille at lukke Orange i den her forfatning. Casablancas bandmedlemmer og et publikum, der har gennemgået solstik og våde tæer i gummistøvlerne for at komme hertil, er statister i “The Julian Casablancas Show”.
Det ville måske have været sjovt eller edgy i 2010, men vi har flyttet os. Det er ikke sejt eller “rock and roll” at gå på scenen og falde så meget igennem – uanset om det skyldes misbrug eller om det bare er blevet virkelig svært at være Julian Casablancas.