Copenhell 2015: Upassende placering på hovedscenen
Populær
En misundelsesværdig spilleglæde reddede koncerten på Copenhells hovedscene. Hvordan Rise Against så var endt der, forbliver endnu et af livets store spørgsmål
2. The Good Left Undone
3. Give It All
4. I Don't Want to Be Here Anymore
5. Survive
6. Re-Education (Through Labor)
7. Collapse (Post-Amerika)
8. Make It Stop (September's Children)
9. Prayer of the Refugee
10. Help Is on the Way
11. Black Masks & Gasoline
12. Ready to Fall
Encore:
13. Hero of War
14. Swing Life Away
15. Dancing for Rain
16. Savior
Vi skrev i foromtalerne. at Rise Against var garanti for en sprudlende energi. Så vidt så godt. Det amerikanske band havde som forudsagt set frem til at stå på Copenhells store scene og leverede derefter.
At det var fire ydmyge musikere, der scenebrædderne sås tydeligt gennem hele koncerten. Men den tiltrængte publikumsintimitet nåede ikke længere end til de forreste rækker. Så det faktum, at Rise Against endte på hovedscenen, var måske især spørgsmål om festivalprogrammets få headlinere.
Rise Against har såmænd historie nok til – næsten – at være berettiget til pladsen, men den store scene fredag aften, alligevel? Hvor bands som Deftones, Down, Megadeth, Alice In Chains, Judas Priest, Morbid Angel, Mayhem, Marilyn Manson og Slayer har stået før dem? Ja, så bliver vurderingen også derefter
Publikums fortjeneste
Dermed blev publikum fuldstændig den gennemgående essens af en udmærket koncertoplevelse. Nuvel, undertegnede var fint underholdt. Jeg bærer sågar den skam at have lavet en liveopdatering på Devilutions Facebookside med teksten "hardcore punk ftw" i ren begejstring, da forsanger Tim McIlrath kastede sig ud til det glade publikum, der slugte alle tilråb og numre med indlevende begejstring.
Det var også lige ved og næsten. Vi købte det meste, for der er ikke meget i samme genre, der er værd at sammenligne med i Danmark i dag, og på det grundlag var Rise Against en kærkommen forfriskning. Dog kun indtil Halshug, der i sandhed kan kaldes tro mod genren, dagen efter viste, hvor skabet skulle stå, og hvad hardcore punk virkelig indebærer.
På så mange måder var det fansenes dedikation, der reddede koncerten for Rise Against, for hvad de ikke havde af format, havde fanbasen tydeligvis af både glæde og forventninger.
Tim McIlraths vokal var trods styrke og indlevelse alt for lav, og i længden gik der for meget "wåååuuuåååhh" i den med publikum, så igen er det bare tydeligt, at det var dem, der bar koncerten hjem for Rise Against, ganske som i Amager Bio for blot et halvt år siden.
Konstant væltede crowdsurfere ind over de smilende vagter ved scenens kant. På mange måder må Rise Against med deres naivistiske postpunk benævnes som et band med en kaliber som Blink 182 med kant, på gode dage, men mere blev det ikke til på Copenhell.
Hvis man troede man skulle se et sidekick til Bad Religion og Anti-Flag kunne man se sig godt snydt. Var man blot ude efter standard punk og Rise Against tidligere udgivelser, kunne man som publikum sikkert se sig godt tilfreds. Devilution var ikke imponeret.