Rivers of Nihil uden publikum
Da Rivers of Nihil tog sig en afstikker på deres Europa-turne og lavede et headliner-show i Gøteborg var der desværre ikke nok, der havde hørt om det.
2. The Silent Life
3. The Void From Which No Sound Escapes
4. American Death
5. Clean
6. Death Is Real
7. The Sub‐Orbital Blues
8. Despair Church
9. Water & Time
10. House of Light
11. Where Owls Know My Name
Rivers of Nihil var i sommeren 2026 på turné rundt i Europa som support for Queensrÿche og havde i den forbindelse enkelte aftener fri, hvor de så kunne give deres egen koncert med lidt mere tid og flere numre. En sådan aften var det mandag d. 29. juni 2026 i Gøteborg, hvor de progressive amerikanere indlogerede sig på spillestedet Monument 031.
Der var bare ikke ret mange svenskere, der havde hørt om den mulighed. Så der stod vi en dejlig lun juniaften i Sverige og så Rivers of Nihil med ikke meget mere end 100 fremmødte svenskere. Koncerten fejlede ingenting. Rivers of Nihil havde selvfølgelig fuldt fokus på deres seneste selvbetitlede skive 'Rivers of Nihil', der udkom for et års tid siden. De nye numre fungerer rigtig godt live, da de har en fornuftig balance mellem det progressive, melodiske og den meget direkte dødsmetal.
Bandet har fået integreret saxofonist Patrick Corona i bandet og han træder frem på næsten samtlige numre, når der enten er en sax i baggrunden eller en decideret solo, som det er tilfældet på flere numre. Og ellers hjælper guitarist Andy Thomas og trommeslager Jared Klein på vokal, når det ikke er bassist Adam Biggs, der kompetent styrer publikum gennem sangene. Alt imens den musikalske chefstrateg, guitarist Brody Uttley nok er den, der gør mindst væsen af sig, når de giver koncert.
Biggs ville gerne have lidt gang i publikum og spørger til moshpit, men det fik han ikke. De fremmødte stod bare og kiggede lidt på hinanden og blev stiltiende enige med hinanden i, at det gad de ikke rigtig. Og det tog lidt af gejsten fra Rivers of Nihil, der så skuffede ud og derfor bare måtte fortsætte med deres numre. De kom godt rundt i de forrige plader 'The Work' og 'Where Owls Know My Name', og der var enkelte fans i salen, der skrålede med på de fleste numre.
Men ellers var det en afdæmpet affære i Gøteborg. Efter 75 minutter kunne amerikanerne takke af med 'Where Owls Know My Name' som sidste nummer. Der var ikke megen fanfare over det, der ellers kunne have været en virkelig god aften, hvor de fik lov at vise, hvad de kan.
Som et lille kuriosum kan vi nævne, at Queensrÿche jo netop spillede på dette års Copenhell, men den aften spillede Rivers of Nihil deres eget show i Polen. For danske fans havde det været godt, hvis Live Nation fik booket hele pakken, men sådan skulle det ikke være. Der havde med garanti været flere tilskuere og stemningen bedre. For den aften i Sverige var ikke noget, hverken vi eller band vil huske for ret meget andet end 'just another day at the office'. Ærgerligt.

