Roskilde '19: Sort dagslys og dommedag i solskin
Populær
Konvent har udmærket sig rundt omkring i landet på mindre scener og på klubber i udlandet. Efter et overvældende åbningsshow på festivalen Copenhell drog kvartetten til Roskilde Festival for at erobre Rising-scenen.
Efter en meget svedende og dehydrerende jagt på Rising-scenen, der atter en gang har fået en ny placering, står man med lunkne øl, sol i øjnene og afventer en forhåbentlig ligeså stor koncertoplevelse, som bandet leverede til Copenhell or nogle uger siden. Fremmødet er bestemt ikke af samme størrelse som på førnævnte festival, men de, der har indfundet sig på festivalens anden opvarmningsdag, virker spændte og tændte. Bandet benytter sig af en klassisk intro, hvor trommeslager, guitarist og bassist entrerer og slår an, og til sidst kommer forsangeren ind på scenen til et hyl fra horden.
Konvent spiller doom. Konvent spiller tung doom. Med en tuning, der passer til ekstremmetal, tager kvartetten os med på en stor, sort dødsmetallisk slæbefærge, hvor dommedag er i horisonten. Forsanger Rikke Emilie List er insisterende med det dybe, ominøse growl og de stikkende øjne; Hvad end budskabet er i de respektive sange, bliver det ment. Fra det inderste af det sorte hjerte til bunden af lydpulten. De resterende i bandet kunne måske beskyldes for at have øvet koreografi i øvelokalet, da de bevæger sig mere rundt på scenen, end man normalt ser til koncerter af denne tyngde. Men det er egentlig meget forfriskende.
Mere cirkus bliver der så heller ikke gjort ud af det, og efter bandets tredje nummer står man med en flad fornemmelse af en trivialitet, der langsomt overtager showet. Konvents rå og simple udtryk er forførende, men med en monoton vokal, der kun bevæger sig i de dybe regioner og messende trommer, begynder idéen om skygge og kolde øl at tiltale en mere og mere.
Lige i det man tænker, at konceptet er udtømt, benytter Konvent sig af det, vi har set til stort set alle danske metalkoncerter de sidste 10 år: En feature med en anden forsanger. Det er her forsangeren fra det danske band Morild, der får æren af at dele scene med kvartetten. Her forvandles showet til et generisk dansk hardcoremetalshow på Lille Vega. Med foden på monitoren, crowd pleasing og skrigende vokal overtages scenen for en kort stund og bliver til noget helt andet. Som en variabel til et ensartet show ville dette ikke være denne anmelders umiddelbare løsning. Idéen er god, men det ellers fængende sorte univers, de fire medlemmer allerede selv har skabt, forsvandt i remouladedansk metalnonsens.
Opskriften på et varierende show kommer bandet selv med efter dette sidespring. Rikke Emilie List varierer nemlig i vokalen og viser hele Roskilde Festival, at det ikke bare er tungen i ganen og mange timers træning af mellemgulvet, der dominerer Konvents vokalside. Der bliver lukket op for yderst veludførte skrig og maniske højfrekvenslyde, som giver den kant, den lille variabel, der gør Konvent til et band, der har den nerve, man tit savner i den mørkere ende af doom metal.
Vigtigheden af at forstå sin egen lyd som band bliver mod slutningen af showet også tydelig: Konvent benytter egen lydmand. I bandets andetsidste nummer skruer Lasse Ballade (som bandet i øvrigt også indspiller debutalbum hos i øjeblikket) op for al den resonans og genlyd, der findes på trommerne, så vi endelig når frem til dommedag. Afslutningsvis bliver der igen benyttet god koreografi, og kvartetten står iskolde og headbanger, alt imens 30-40 millennials er i færd med at centrifugere deres morgenmad op i en circle pit. Alt er, som det skal være, og bandet forlader scenen ligeså stilfuldt, som de indtog den.
Konvent består Roskildeeksamen.