Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En hån mod heavy metal

Populær
Updated
4ce9490d90f51afa073cc4bf19f43fb8
000c04478943a42f9c842e3d52331715
4aee429e08efaf25b00154cc581f03bb
6ce8608991407ebb9eb5aa8cb788c734
31d09683e894a110eeba6becd3192eb9
dc0e969f6696a1ea397620f2564d5783

Svenske Sabaton forvandlede Forum til en sløj slagmark med pølsesnak og letbenet krigsmusik forklædt som heavy metal.

Kunstner
Spillested
Dato
12-02-2020
Trackliste
1. Ghost Division
2. Great War
3. The Attack of the Dead Men
4. Seven Pillars of Wisdom
5. The Lost Battalion
6. The Red Baron
7. The Last Stand
8. 82nd All the Way
9. Bismarck
10. Night Witches
11. Angels Calling
12. Fields of Verdun
13. The Price of a Mile
14. Dominium Maris Baltici
15. Lejonet Från Norden
16. Carolus Rex
Ekstra:
17. Primo Victoria
18. En Livstid I Krig
19. Swedish Pagans
20. To Hell and Back
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Med næsten 100 numre fordelt på ni fuldlængdeplader udsendt på 14 år hører Sabaton formentlig til i toppen blandt de mest produktive bands i det her årtusinde. Men det er nu ikke Sabatons arbejdstempo, der imponerer. Svenskernes helt store bedrift er snarere, at de knap 100 gange har indspillet det samme nummer med forskellige tekster og fuppet folket med en falsk varebetegnelse.

Når musikken mere lægger op til fællesklap end til headbanging er der god grund til at være skeptisk.

Især på denne dag, hvor Black Sabbath debuterede for præcis 50 år siden og lagde fundamentet for en musikstil baseret på riffs, er det simpelthen en hån mod genren at kalde Sabaton for heavy metal.

Svenskerne spiller dansktop med distortion. De fører sig frem som machomænd i en kampvogn, men fremstår lige så ufarlige som en teenager på en tunet knallert. Det er Eurovision-metal så kvalmende kedeligt, at det meget sigende kun lykkedes under et enkelt nummer at få samtlige 5.000 mennesker engageret i det udsolgte Forum Black Box. Og her var vi altså 100 minutter inde i koncerten under første ekstranummer, hoppehittet ’Primo Victoria’.

Rammerne var ellers optimale. Lyden og volumen var anstændig. Produktionen æstetisk tiltalende med scenen formet som en skyttegrav. Brugen af fyrværkeri, fontæner og flammer var relativt behersket, hvilket overordnet klædte det samlede show – desværre udeblev den gode musik.

”Are you ready for some heavy metal?” spurgte Joakim Brodén halvvejs inde i showet. Jo tak, men der skulle alligevel gå en halv time mere, før Sabaton gjorde alvor af deres ord og kastede sig over en kortvarig version af Judas Priests ’Breaking the Law’.

Mere metal var der ikke at komme efter. Hvert eneste nummer føltes som et søvndyssende deja-vu af det forrige. ’The Lost Batallion’ blev serveret som en tarvelig spejdersang. ’Lejonet Från Norden’ kom halvhjertet og blev sjusket sunget af den 39-årige frontmand, der i forvejen aldrig har haft en specielt prangende stemme. Men som karismatisk indpisker plejer Joakim Brodén alligevel at være i hopla. I Forum luntede han dog rundt som Amin Jensen til seniorfest i et forsamlingshus. Det var mere sløjt end storslået.

Humoren mellem numrene var på samme niveau. På Vega i 2014 fik frontmanden 1.500 mennesker til at skråle ”Fisse, fisse, fisse” hele aftenen igennem. Sådan kan man nemt degradere en koncert til at være på linje med en julefrokost i en sportshal. Onsdag aften blev bemærkningerne dog holdt over bæltestedet. Der var ingen fisse i Forum. Kun pølsesnak. Gentagne gange fik Brodén slået fast, at den kulinariske favorit under Sabatons besøg i det danske land altid er to røde pølser og danskbrygget bajer.

Men det er selvfølgelig også en menu, der glider lige så smagsløst og nemt ned som Sabatons musik.

Cello-trioen fra supportnavnet Apocalyptica sørgede dog for at oplevelsen ikke var helt uden format, da det finske fænomen kom på scenen og igennem en håndfuld numre momentvis fik musikken til at slå gnister. Især sammenspillet mellem svenskerne og finnerne under ’The Price of a Mile’ imponerede.

Seks numre blev det til fra seneste opus, sidste års ’The Great War’, hvor alle numrene er skåret efter samme trivielle skabelon, der aldrig sniger sig over fire minutters spilletid. Sabaton gør en dyd ud af teksterne i det historiske krigsunivers. Hvis svenskerne så bare var lige så omhyggelige med deres kompositioner. Men det er ikke tilfældet. Det er radiovenlige rytmer så ophidsende som muzak i et supermarked.

Episk krigsmetal og ufordrende sangstrukturer findes ikke i Sabatons verden. Det er derfor, de kan skyde 100 numre ud på 14 år. Der er ingen substans i indholdet, og måske er det netop derfor Sabaton, Five Finger Death Punch og Volbeat har fået så massiv succes. Opskriften på musikalsk massehypnose synes at være letbenede popmelodier forklædt som heavy metal og serveret i folkelig øjenhøjde med indslag om fisse, fadøl og pølser.

Hvis folket hungrer efter den slags, så fred være med det. Men én ting er sikkert. Når regnskabet om fem årtier skal gøres op, og fortællingen om 100 år med heavy metal folder sig ud, kommer Sabaton til at stå tilbage i historien med et bidrag, der kan formidles i en parentes.