SRF '19: Sort magi i luften
Populær
Slayer spillede deres sidste koncert i Sverige nogensinde på Tom Arayas fødselsdag, og rundede af med både svundne perler og æren i behold.
2. Evil has no Boundaries
3. World Painted Blood
4. Post Mortem
5. Hate Worldwide
6. War Ensemble
7. Gemini
8. Disciple
9. Mandatory Suicide
10. Chemical Warfare
11. Payback
12. Temptation
13. Born of Fire
14. Seasons in the Abyss
15. Hell Awaits
16. South of Heaven
17. Raining Blood
18. Black Magic
19. Dead Skin Mask
20. Angel of Death
Vi kender dem alle. Det mest provokerende, antikristne indslag af The Big Four. Mange af os så dem også i Royal Arena sidste år, deres definitivt sidste koncert på dansk jord, nu hvor den i øvrigt kristne forsanger Tom Araya har meldt ud, at han ikke længere brænder for tourlivet på samme måde som tidligere i karrieren. En beslutning, der var synlig i Royal Arena, hvor han lød udfordret og stakåndet, men som på ingen måde prægede dem her torsdag aften.
En instrumental intro byggede op til titelnummeret fra deres seneste album 'Repentless', mens ørnene stod i flammer i hver side af scenen. Det blev dog den efterfølgende 'Evil has no Boundaries' fra 'Show No Mercy', der satte moshpitten i gang og dragede os lige lukt tilbage til de unge dage, da Araya var ung og vild. Man kunne frygte vildskaben var dulmet med årene, men Araya lød stadig som hans 21-årige selv med stålsat aggression, snerrende, ond og bidsk. Som Araya nu lyder bedst.
Gary Holt gør måske ikke den afdøde forgænger efter med tilsvarende melodisk flair på den seksstrengede, men er snarere backup til Kerry King, der altovervejende påtager sig æren af soloerne med alt hvad dertil hører af sonisk kaos, fordi hey. Det er vel Slayer. Vejen til Helvede er belagt med ild og omvendte kors, formet af endnu mere ild. Hvis ikke man fatter det, så har man ikke noget at lave foran Rock-scenen lige nu.
Do you wanna join the WAAAAAAR?
Et budskab, der taler sit eget sprog blandt inkarnerede Slayer-fans, og i dagens anledning var intet mindre end halvdelen af 'Seasons in the Abyss' på programmet, inklusiv de mindre spillede 'Temptation' og, ikke mindst, den galoperende catchy thrashflænser 'Born of Fire'. Den største overraskelse var dog den alt for undervurderede 'Gemini', der som det eneste originale nummer på coverpladen 'Undisputed Attitude' indikerede en mere dyster udvikling i de, i Slayer-regi, hyppigt udskældte 90'ere. En udvikling, der desværre ikke blev indfriet på den efterfølgende 'Diabulous in Musica', og mange glemmer derfor nemt 'Gemini' som en parentes, men gudskelov ikke bandet selv. Den tunge intro forløstes i den hidsige, repetitive outro-linie ”I am here for the sole purpose of your death walking slow, breathing heavy, you can see death sweat”.
Jo tak, Slayer er døende, men det mærkede vi intet til i aften.
Ligeledes var der heller ingen, der gjorde os opmærksomme på, at Araya havde fødselsdag. Hyggen var underprioriteret og Slayer fokuserede på at spille så meget som muligt, uden unødig spildtid med lange introduktioner. Vi ved jo trods alt også godt, hvad klokken er slået, når vi er til en Slayer-koncert. Kerry King gør ikke noget halvhjertet, og intet er overladt til tilfældighederne. King er en rendyrket riffmaskine, og i hans hænder lyder klassikere som 'Hell Awaits' og 'Raining Blood' stadig som barnemad, mens hovedet og skægget konstant mosher afsted i velkendt stil. Man ved hvad man går ind til, men ikke desto mindre var denne koncert i langt højere grad det, man kunne have ønsket sig det havde været i Royal Arena sidste år.
Araya var tændt, og missede kun en enkelt gang takten i den hurtige tekst til 'Chemical Warfare', og grinede af sig selv, inden han genfandt tråden. De faste klassikere var suppleret med stærke deep cuts som 'Gemini', 'Black Magic, 'Evil has no Boundaries' og 'Born of Fire'.
Det var i det hele taget meget svært at se, hvad Slayer kunne have gjort bedre. Lyden var med dem. Den mindre scene og den sene spilletid efter midnat tilføjede det dystre, intime skær, som enhver Slayer-koncert burde have. Da Araya blot introducerede næste sang ved at råbe linien ”PAYBACK'S A BITCH MUTHAFUKAAAAA” ville man ærligt talt være lidt af en kælling, hvis man ikke lod sig rive med. Slayer runder usvigeligt karrieren af med æren i behold, nerven lever videre, og vi hylder ubetinget bandets beslutning om at stoppe mens legen er god. I aften var den oven i købet meget mere end det, og mon ikke den også vil blive det, når vi igen får chancen for et sidste gensyn på Wacken til august...