Copenhell 25: Man kan komme langt med attitude
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.
Dette års mange aflysninger kom Swartzheim til gode, og bandet stod derfor i de lykkelige omstændigheder, at skulle spille senere end først planlagt, hvorfor de indtog Pandæmonium klokken 20.
Dette betød så også, at de unge drenge skulle konkurrere om publikum med Poppy og Wormrot. En svær placering, mellem to giraffer, som ganske som ventet trak mange væk fra Swartzheims koncert. Publikum var derfor også lidt tyndt ved koncertens start.
Dette gjorde dem dog ikke meget - knejterne troppede selvsikkert op på scenen, og skubbede en pit i gang fra første anslag, og udlyste en tydelig spilleglæde og selvsikkerhed. Jeppe Halse Fugleberg demonstrerede et bidsk thrash-skrig, og bandet syntes at mene deres thrash/crossover-metal til trods for tydeligt ukoordineret scenemundering.
Det var faktisk så ukoordineret, at det blev til et statement. En protest imod de kritikere og smagsdommere, der mener, at alt andet end sorte jeans og lædervest bør gøres ulovligt. Swartzheim troppede op i pink T-shirts, Aqua-hoodies, grunge-flannel og hurtigbriller. Det fungerede, og gav hele foretagendet en punket kant.
Lydgrød
Det var igennem koncerten svært at høre guitaren, der druknede bag vokal og trommernes konstante skank beats, trods den obligatoriske mur af Marshall kabinetter, bandet havde bag sig.
Selv da bandet inviterede en tredje guitarist op på scenen, skar det ikke tydeligt igennem, hvad der skete i numrene. Det var ærgerligt, da alle guitaristerne spillede både hæderligt og tight, men uden riff til at kunne skille numrene fra hinanden, flød meget af koncerten ud i lydmæssig monotoni.
Det hjalp da bandet brød ned i de tungere grooves, de havde en forkærlighed for, men selv her var det svært at høre andet end at groovet skiftede tempo, hvilket gav anledning til headbanging og flow i koncerten. Desværre rodfæstede det sig næppe som et stort minde i nogens hukommelse.
Den ringe lyd gjorde svært at vurdere bandets talenter udi sangskrivning, og jeg savnede nogle vokalmønstre og nogle hooks. Bøllekoret fungerede efter hensigten og løftede numrene, men blev aldrig insisterende nok til at kunne betegnes om højdepunkter - blot en detalje, der kunne have været fed, hvis den var blevet dyrket lidt mere.
Vold, smadder og provins
Publikum lod dog ikke til at begræde hverken lyd eller tidspunktet. Folkemængden voksede støt i løbet af koncerten og energien var generelt høj med wall of death og circle pits på kommando. Fugleberg bad om vold, næver og albuer og det fik han. Hen mod slutningen af koncerten måtte en publikummer forlade koncerten i utide med næseblod. En lille skud farlighed på den danske hyggescene.
Desværre kunne jeg ikke helt ryste følelse af jysk vennefest af mig, og da bandet stolt proklamerede sin oprindelse i 8000 Aarhus C, var begejstringen i publikum stor, men kom aldrig rigtig videre derfra. Trods høj energi under svære lydvilkår, så blev koncerten desværre ikke noget, nogen kom til huske.