Copenhell 24: Fremragende genfødsel
Version 2.0 af Terminalist åbnede Gehenna om fredagen med en solid debutkoncert.
2. The Crisis as Condition
3. Mutating Fractures
4. Last Remains
5. Terminal Dispatch
6. Move in Strife
Da redaktionen opgjorde 2023 blev Terminalists ’The Crisis as Condition’ kåret som årets bedste danske udgivelse. Flere skribenter havde pladen på årslisterne, men undertegnede fik ikke nået at lytte til den før deadline, så den fremgik ikke på min.
Men det burde den have været. Efter endelig at have fået hørt pladen igennem, så kan jeg konstatere, at det er en solid efterfølger til den stærke debutplade ’The Great Acceleration’ fra 2021. Terminalists ophavsmand Emil Hansen er ganske enkelt en fremragende komponist.
I en årrække var Emil Hansen også en fremragende skribent for Devilution. Hansen skrev især varmt om amerikanske Vektor, der på hovedværket 'Terminal Redux' skabte deres helt eget futuristiske univers med en blanding af thrash og prog.
Inspirationen fra Vektor er helt åbenlys i Terminalist. Det gør intet. For i dansk metal er der både plads og brug for et band, der vil noget andet end den thrash, der er skåret efter den sædvanlige Slayer-skabelon.
Med Terminalist giver Emil Hansen ikke bare et bud på, hvordan thrash kan gradbøjes, men han har også noget på hjerte med dystopiske tekster om klodens tilstand. Det er fremragende.
I 2016 stod Vektors ophavsmand David DiSanto alene tilbage efter de tre andre i bandet skred deres vej. At forbilledets situation skulle gentage sig for Emil Hansen er nærmest for mærkeligt, men ikke desto mindre tilbage i februar annoncerede Hansen, at han var eneste tilbageværende medlem i Terminalist. De tre andre var smuttet.
Ugen efter blev Terminalist offentliggjort på Copenhell.
Det må have været noget af en rutsjetur for Emil Hansen i det seneste halve år. Og at jobbet på Copenhell blev at åbne Gehenna om fredagen, mens dansk metals talk of the town, Vulvatorious, var sat til at åbne Pandæmonium en halv time før, kan heller ikke have været nemt at fordøje.
Emil Hansen må have haft nerver på. Men i så fald skjulte han det godt.
Omgivet af tre vildt dygtige musikere med en fortid eller nutid i bands som Night Fever, Iniquity, NAKE og Förtress, så var det simpelthen ikke til at spotte, at Terminalist version 2.0 gav deres debutkoncert.
De spillede ganske enkelt sublimt fedt sammen. Fremmødet foran Gehenna her fredag klokken 13 var også langt mere hæderligt end frygtet. Åbningsnummeret ’Life Won’t Last’ fra ’The Crisis as Condition’ satte showet i gang, og det groovy udtryk fik hurtigt sat gang i en mindre moshpit i den stegende sol.
”Jeg vil se jer smadre hinanden”, lød det opfordrende fra Hansen, før titelnummeret ’The Crisis as Condition’ blev sat i gang. Så voldsomt blev det ikke, men musikken tæskede løs.
Fra debutpladen fik publikum ’Terminal Dispatch’, men ellers bød sætlisten på næsten hele ’The Crisis as Condition’. Som pladens åbningsnummer startede showet, således sluttede showet også af med pladens lukningsnummer, den over 10 minutter lange ’Move in Strife’. Fra en melodiøs og dyster start, der minder om Megadeths klassiker ’My Darkest Hour’, gik nummerets tempo over i benhårdt black metal og folder sig ud som en tour de force i riffs og temposkift. Vi skal jo næsten helt tilbage til Mercyful Fates velmagtsdage i 1980’erne for at finde noget lignende i dansk metal. Det er herligt ambitiøst og enormt velkomponeret. Efter 40 minutters intens koncert var der med god grund også store klapsalver til Terminalists genfødsel.
Hvis nogen troede, det så sort ud for Terminalists fremtid for få måneder siden, så landede version 2.0 med et brag, og viste sig at være den perfekte start på fredagens Copenhell.