Til fest med Skindred
PopulærKombinationen af et drevent band som Skindred sammen med en lille entusiastisk tilskuerflok viste sig helt rigtig.
Skindred er lidt et has-been band. Stilen er et mix mellem metal og reggae/dub hvilket var et forfriskende pust for 10 år siden. Nu er nyhedsværdien bruset af sammen med en stor del af publikum, men det skulle vise sig, at alt dette kom de tilbageblevne til gode.
Skindred er nemlig et særdeles drevent liveband, som virkelig kommer ud over scenekanten, samtidig med at det formår at spille tight. Man kunne mærke at rutinen, viljen og navnlig evnen til at skabe en koncert i den grad var tilstede, dér på Loppen.
Publikum var der ikke mange af – omkring en 100 stykker – men de der var mødt frem, var stort set alle fans, så man kunne opleve det mærkelige, at næsten alle stod oppe ved scenen og næsten ingen nede bagved – det plejer gerne at være omvendt. Engagementet var stort, og de gange det kølnede lidt af, tog front- og showmand Benji Webbe hånd om at løfte det. Og han fandt sig ikke i at blive sagt imod, hvilket folk elskede ham for.
Numrene var både noget af det gamle og det nye, hvilket man ikke rigtig kan høre forskel på, og ud over der var et par kiks med lyden, var det en sjældent festlig aften, netop pga. bandets drevenhed og de få, men superengagerede tilskuere.