Anonym kvalitet

De legendariske briter i Napalm Death udgiver endnu et gennemarbejdet album, der dog alligevel synes lidt anonymt i sammenligning med de seneste skiver fra bandet. 2½ år er gået siden sidst, nu hvor Birmingham-drengene smider album nr. 13 på gaden. Ulykkestallet 13 betyder intet i denne sammenhæng for den velkendte Napalm Death-kvalitet er tværet ud over produktet.

Lige fra et stilet og dog kaotisk coverartwork over Barneys vrede, politisk ladede tekster i hidsige vokalangreb til den grindede, halvpunkede dødsmetal.

Albummets tempo er primært højt, og når det punkede blev nævnt, så er det fordi der køres meget akkordræs i heftigt tempo, og når det rykker bedst og mest enkelt, fænger det som kun den bedste punk kan gøre det.

Heldigvis er der også tunge breakdowns, der vil få dødsfreaks’ne til straks at headbange. Et nummer, der besidder begge dele er fx det stærke "Diktat".

Efter år 2000 har drengene fået godt styr på karrieren igen og udgivet stærke albums. "Time Waits for No Slave" er også et godt album, men nu kommer det "men", som læseren nok havde bemærket var i støbeskeen: der er absolut ingen udvikling fra "The Code Is Red" og "Smear Campaign" eller for den sags skyld "Enemy of the Music Business".

Håndværket er i orden, men der er ikke nogle sange, man vil trygle bandet om at proppe ind i sættet. For variationens skyld kan der byttes med nogle andre numre fra de seneste plader, men de detaljer, der stak positivt ud på forrige udspil, findes ikke her. Der er altså ikke en "When All Is Said and Done" eller et nummer med gæstevokal.

Albummet er prydet af noget korarbejde, der også leder tankerne hen på det punkede. Et frisk tiltag, der dog ikke ændrer ved at det her klart synes hørt før fra bandets side, eller at konklusionen bliver "stærkt som sædvanligt, men alligevel en kende anonymt".