Lystigt live album
Populær
Updated
Live-delen er bedst, konstaterer Lars Schmidt om Whitesnakes nye, dobbelte cd, der også inkluderer fire nye studieumre. Denne anmelder er en af de Whitesnake-fans, der helt klart mest er til første kapitel af Whitesnake-historien, bluesdelen med klassiske skiver som "Ready an'
Willing", "Trouble", "Lovehunter", "Slide it In" og ikke mindst "Come an' Get It" (ups, fik næsten nævnt hele buntet!). Anden del med super-USA-gennembruddet og måske dét stærkeste album i 1980'erne, "1987", og pik-rockeren "Slip of the Tongue" er i mine øren ikke rigtig Whitesnake. Det var snarere den alt for oversete "Restless Heart" (1997), hvor frontmand Coverdale, på det, der skulle have været Whitesnakes svanesang, vendte tilbage til bluesrødderne på aldeles vellykket vis.
Ikke fordi undertegnede på nogen måde er til blues. Men jeg er til Whitesnakes form for blues: de stærke melodier, de lidt halv sexistiske tekster og teksterne, hvor hjerte rimer på smerte, de to guitarer, der spiller med SÅ meget feeling, og så trommeslagerens fede, fede groove. Det er simpelt og enkelt, stærkt og meget melodisk og med den gode sang i centrum, hvilket et must-have-album som "Come an' Get It" er det tydeligste vidnesbyrd på - med sange som titelnummeret samt "Don' Break My Heart Again" og "Lonely Days, Lonely Nights".
Forventningsglæde
Derfor var glæden stor, da jeg hørte, at Coverdale og kumpaner bagte på et dobbelt live-album "Live... In the Shadow of the Blues" (som er overraskende godt). Godt nok vidste jeg udmærket, at guitaristerne Doug Aldrich og Reb Beach ikke på nogen måde var i nærheden af den klasse, som Mickey Moody og Bernie Marsden var Whitesnake før "1987". Aldrich og Beach er mere repræsentanter for pik-rocken, som den blev defineret af bl.a. Whitesnake i sen-80'erne: De kan eddermame spille hurtigt og se godt ud imens.
Så jeg vidste godt, hvad det var, jeg gik ind til, men glædede mig alligevel. For et dobbeltalbum med "In the Shadow of the Blues" i titlen måtte jo betyde en noget interessant sætliste? Og sætlisten på albummet er faktisk slet ikke skuffende, selv om den selvfølgelig sagtens kunne være lidt mere udtømmende. Vi, der er til bluesy Whitesnake får numre som "Ain't No Love in the Heart of the City", "Slide it In", "Slow an' Easy", "Walking in the Shadow of the Blues", "Ready an' Willing" og (ja!!!) "Don't Break My Heart Again".
Fire nye numre
Spændende var det også at få sig en smuglytter på, hvad 2007 byder på for alle vi Whitesnake-fans. Her kommer Coverdale & Co. langt om længe med et nyt studioalbum (i 20-året for "1987"). Og på "Live... In the Shadow of the Blues" er der så lige medtaget fire nye studienumre: "Ready to Rock", "If You Want Me (I'll Come Running), "All I Want is You" og "Dog". Og lad det være sagt med det samme: Whitesnake er stadig pik-rock.
Tre af de nye er meget energiladede og numre, der typisk er skabt til at sparke et ordentligt live-gilde i gang på. Det fjerde, balladen "All I Want is You", er skåret over nøjagtig samme læst som "Here I Go Again". Alt er hørt før, og det er mit lønlige håb, at Coverdale tager sig selv gevaldigt i nakken og søger ned i skuffen med alle talenterne: den dybe sexede stemme (ikke skrigeballonen), de stærke tekster, der rammer én lige i hjertekulen, koncentrationen om den gode melodi og den gode sang og ikke så meget om solopræstationer hos de lækkert udseende guitarister.
Så "Live... In the Shadow of the Blues" er delt op i to afdelinger: Live-delen og studiedelen. Og Whitesnake slipper så absolut bedst fra live-delen (hvilket de jo egentlig altid har gjort). Der er flere numre, flere andre numre og en langt mere fortættet energi på live-numrene i forhold til live dvd'en "Live... In the Still of the Night", som blev udgivet i januar i år. Dvd'en var mere et blankpoleret udstyrsstykke,
hvor den nye dobbelte live-cd langt mere er et ægte udtryk for, hvad Whitesnake reelt set er storleverandør af: Et kæmpe hardrockende gilde med energi, spilleglæde, fantastiske
sange og masser af glimt i øjet.
Gid Coverdale og drengene lever op til det på det kommende studie album, så dét ikke bare bliver en ørkenvandring i lækre, hæsblæsende guitarsoloer.
Willing", "Trouble", "Lovehunter", "Slide it In" og ikke mindst "Come an' Get It" (ups, fik næsten nævnt hele buntet!). Anden del med super-USA-gennembruddet og måske dét stærkeste album i 1980'erne, "1987", og pik-rockeren "Slip of the Tongue" er i mine øren ikke rigtig Whitesnake. Det var snarere den alt for oversete "Restless Heart" (1997), hvor frontmand Coverdale, på det, der skulle have været Whitesnakes svanesang, vendte tilbage til bluesrødderne på aldeles vellykket vis.
Ikke fordi undertegnede på nogen måde er til blues. Men jeg er til Whitesnakes form for blues: de stærke melodier, de lidt halv sexistiske tekster og teksterne, hvor hjerte rimer på smerte, de to guitarer, der spiller med SÅ meget feeling, og så trommeslagerens fede, fede groove. Det er simpelt og enkelt, stærkt og meget melodisk og med den gode sang i centrum, hvilket et must-have-album som "Come an' Get It" er det tydeligste vidnesbyrd på - med sange som titelnummeret samt "Don' Break My Heart Again" og "Lonely Days, Lonely Nights".
Forventningsglæde
Derfor var glæden stor, da jeg hørte, at Coverdale og kumpaner bagte på et dobbelt live-album "Live... In the Shadow of the Blues" (som er overraskende godt). Godt nok vidste jeg udmærket, at guitaristerne Doug Aldrich og Reb Beach ikke på nogen måde var i nærheden af den klasse, som Mickey Moody og Bernie Marsden var Whitesnake før "1987". Aldrich og Beach er mere repræsentanter for pik-rocken, som den blev defineret af bl.a. Whitesnake i sen-80'erne: De kan eddermame spille hurtigt og se godt ud imens.
Så jeg vidste godt, hvad det var, jeg gik ind til, men glædede mig alligevel. For et dobbeltalbum med "In the Shadow of the Blues" i titlen måtte jo betyde en noget interessant sætliste? Og sætlisten på albummet er faktisk slet ikke skuffende, selv om den selvfølgelig sagtens kunne være lidt mere udtømmende. Vi, der er til bluesy Whitesnake får numre som "Ain't No Love in the Heart of the City", "Slide it In", "Slow an' Easy", "Walking in the Shadow of the Blues", "Ready an' Willing" og (ja!!!) "Don't Break My Heart Again".
Fire nye numre
Spændende var det også at få sig en smuglytter på, hvad 2007 byder på for alle vi Whitesnake-fans. Her kommer Coverdale & Co. langt om længe med et nyt studioalbum (i 20-året for "1987"). Og på "Live... In the Shadow of the Blues" er der så lige medtaget fire nye studienumre: "Ready to Rock", "If You Want Me (I'll Come Running), "All I Want is You" og "Dog". Og lad det være sagt med det samme: Whitesnake er stadig pik-rock.
Tre af de nye er meget energiladede og numre, der typisk er skabt til at sparke et ordentligt live-gilde i gang på. Det fjerde, balladen "All I Want is You", er skåret over nøjagtig samme læst som "Here I Go Again". Alt er hørt før, og det er mit lønlige håb, at Coverdale tager sig selv gevaldigt i nakken og søger ned i skuffen med alle talenterne: den dybe sexede stemme (ikke skrigeballonen), de stærke tekster, der rammer én lige i hjertekulen, koncentrationen om den gode melodi og den gode sang og ikke så meget om solopræstationer hos de lækkert udseende guitarister.
Så "Live... In the Shadow of the Blues" er delt op i to afdelinger: Live-delen og studiedelen. Og Whitesnake slipper så absolut bedst fra live-delen (hvilket de jo egentlig altid har gjort). Der er flere numre, flere andre numre og en langt mere fortættet energi på live-numrene i forhold til live dvd'en "Live... In the Still of the Night", som blev udgivet i januar i år. Dvd'en var mere et blankpoleret udstyrsstykke,
hvor den nye dobbelte live-cd langt mere er et ægte udtryk for, hvad Whitesnake reelt set er storleverandør af: Et kæmpe hardrockende gilde med energi, spilleglæde, fantastiske
sange og masser af glimt i øjet.
Gid Coverdale og drengene lever op til det på det kommende studie album, så dét ikke bare bliver en ørkenvandring i lækre, hæsblæsende guitarsoloer.
Kunstner
Titel
Live... In the Shadow of the Blues
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter