Det fortrængte potientiale
Populær
Blød thrash, hawaiiskjorte-soli og uforløst potientiale.
Shadows Follow
Screaming Suicide
Sleepwalk My Life Away
You Must Burn!
Lux Æterna
Crown of Barbed Wire
Chasing Light
If Darkness Had a Son
Too Far Gone?
Room of Mirrors
Inamorata
Det er altid stort, når Metallica udgiver nyt. Verdens største metalband trækker overskrifter, sælger millioner af plader og får skribenter til at stå tidligt op på udgivelsesdagen.
At blive et af de største bands i verdenshistorien sker selvfølgelig ikke ved udgivelse af ekstrem musik til genre-entusiaster; men ved at holde sig i hovedstrømmen – og altså folkelig musik, der i Metallicas tilfælde, udover at rette sig til den sorte garderobe, også henvender sig bredt og succesfuldt til folk, der ikke normalt hører og køber en masse metal. Derfor er udgivelsen af nyt materiale fra Metallica både et event for denne skribents far på 71, skribenten selv, samt en masse unge mennesker i hele verden. En bred succes. En historie om nogle knægte der gennem livet lykkedes med at gøre thrashmetal til storsælgende hvermandseje med udsolgte stadions verden over til følge.
Så hvad skal vi forvente os af et thrashmetal-album fra Metallica anno 2023?
Sætter de barren? Er de genreudviklende? Eller hviler de på fuldt fortjente laurbær efter 40 år i branchen og over 125 millioner solgte fysiske stykker musik? I hvert fald er det en af årets største udgivelser.
I de fleste år af Metallicas karriere har vi altid kunnet regne med at det nye aldrig helt lignede det gamle; at der på den nye plade altid har været en udvikling fra den sidste. Megadeth udsendte sidste år ‘The Sick, The Dying… And The Dead!’; et stramt og tight thrash-album med høj puls, masser af melodi og kreativitet samt overordentlig god energi, alderen på Mega-Dave taget i betragtning. Dén slags intensitet har vi ikke mærket hos Metallica i et par årtier, og selvom man som dansk metalhoved med fødselsdato tidligt i Schlüters statsministerperiode har brugt store dele af barndommen med Metallica og Lars på det obligatoriske stereorack – og derfor til stadighed håber på genkomsten af sådan en intensitet, er det nok ikke hvad vi skal forvente – hvis altså at forventningerne skal gives bare en lille, og fair, chance for at blive indfriede. Det var tider. Et kvart århundrede er gået, og som det mindste kan vi i hvert fald forvente gedigent metal-håndværk. Det ved vi, og vi ved, at ‘72 Seasons’ handler om de årstider, man gennemlever fra fødsel til det 18. år. Også derfor pryder et børneværelse coveret, med gadgets fra de forskellige perioder; fra løbecyklen til håndvægtene, fra bamsen til springkniven i dette tilfælde.
Metallicas 11. album
Der er noget højtideligt over at sætte et nyt Metallica-album på.
Med pladens første nummer ‘72 Seasons’, som vi kender i forvejen, lyder det umiskendeligt som Metallica. Intet nyt er udmærket nyt. Lars basker derudad, riffet er hetfieldsk, Robs fingre er evigt hurtige og Kirk Hammet gør, som Kirk Hammett altid gør.
Mere spændende bliver det på ‘Shadows Follow’, der dog i thrash-sammenhænge nærmest er gumpetung i sit flow. Men der er god melodi – og en absolut lækker bro med tilhørende klassisk Hetfield-kor før omkvædene at bemærke. Meget Metallicask, og helt typisk leverer Kirk letsindig hawaiskjorte-solo. Springer vi den rockede andensingle ‘Screaming Suicide’ over, kommer vi til ‘Sleepwalk My Life Away’ og ‘You Must Burn!’. Opløftende numre med rockede og melodiøse omkvæd samt en indimellem forekommende thrashet strumming på guitarene, næsten som skulle vi mindes om konteksten. Den “Kill’ em’ All”-orienterede ‘Lux Æterna’ river godt op i det hele før ‘Crown of Barbed Wire’s stemningssættende intro forløses og nummerets tunge energi bekender sig. Vi er lige præcis der hvor vi kender Metallica fra de sidste 15 år – den langsomme thrash med vægt på melodi og soloer.
Allerede på dette tidspunkt må man bemærke lyden på ‘72 Seasons’.
Den er fløjlsblød, analog og “rar”. En lækker, men “familievenlig” produktion med masser af rumklang og overordnet “oldschool” feeling. Ikke dårligt.
En absolut højdespringer er nummeret ‘Chasing Light’, der løsner op på det hele og med sin energi får løftet humøret, inden også dét brydes af et gumpetungt mellemspil og Kirks solo, der sædvanligvis ikke er hamrende meget i trit med den overordnede melodi.
Hvis mørket fik en søn, ville han være et galopperende og klassisk lydende Metallica-nummer med god tyngde og en (faktisk) god solo fra Kirk Hammett. ‘If Darkness Had a Son’ er dog for langt og for gentagende – en tendens pladen igennem, og ikke overraskende Metallica’s sidste par albums in mente. Lidt i samme boldgade befinder vi os på ‘Too Far Gone?’ der dog i sig har masser af god og energisk melodi, samt klassisk – og lækkert – “Hetfield-kor”.
Med høj puls og legesyg feeling lægger ‘Room of Mirrors’ op til pladens store og sidste nummer ‘Inamorata’, der pludselig byder på et eksperimenterende Metallica og får tankerne hen imod “Load”-perioden. Et eftertænksomt tempo ligger grund til James Hetfields vokal og kor, inden nummeret delikat brydes af et stille mellemspil og samarbejde mellem Rob Trujillos bas og Lars’ hi-hat, inden det hele løftes og sætter punktum for pladens 77 minutter.
‘Inamorata’ er beviset på, at Metallica sagtens kan være kreative og byde ind med mere, end hvad vi som udgangspunkt forventer. Super lækkert og enestående for albummet generelt.
For lange, uforløste ideer
Man forstår godt pointen. Ideen om de 72 årstider er god, og der bør i det univers være masser af følelser og tanker at finde frem, både i teksten (som lykkedes udmærket) og i musikken, som kunne have været mere eksperimenterende, kreativ – eller simpelthen bare hårdere, mere ekstrem, mere defineret i sin opbygning. ‘72 Seasons’ er et “let”, “sikkert” og “langt” udspil, der dog indeholder et fortrinligt, og naturligt lydende, sammenkog af Metallicas sound gennem fire årtier. Vi har det thrashede fra 80'erne, det mere rockede fra 90'erne og 00'ernes blødere thrashede, “heavy metalstil” – men det bliver aldrig rigtig spændende. Aldrig bidsk eller farligt i en metalsammenhæng. Som første indtryk er det faktisk lidt kedeligt. Desværre.
Gode numre som ‘Shadows Follow’, ‘Inamorata’, ‘Sleepwalk My Life Away’ og især ‘Chasing Light’ er her ved første gennemlyt hver især numre, der løfter pladen og det er sandsynligvis et album, der vil stille mange tilfredse. Fra byggepladser i Ringsted til Hernings parcelhuskvarterer – udover de inkarnerede fans, der klapper, så længe der står Metallica på coveret. Vi andre havde måske håbet på lidt mere pondus, lidt mere vægt og aggression blandet med Hetfields modne, melodiøse americana-tendenser.
På to hurtige morgen-lytninger kan man selvfølgelig ikke fælde endelig dom, og mon ikke at ‘72 Seasons’ vokser og åbner sig med tiden? Som gammel fan håber jeg det.
