Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mod standardisering

Populær
Updated
Mod standardisering
Soilwork betitler sit nye album "Sworn To A Great Divide", men gør nu ingen afgørende forskel. Svenske Soilwork har efterhånden udviklet en solid following med dets effektive blanding af growl og groove, melodi og metalspader, elektroniske effekter og effektive hooklines, hvor sanger Björn "Speed" Strids vokalkontraster kan give visse påmindelser om amerikanske Killswitch Engage, der for nylig gæstede Store Vega.

"Sworn To A Great Divide" er Soilworks album nummer syv i rækken, der startede med "Steel Bath Suicide" i 98, og hvor undertegnedes øren for alvor åbnedes med "Figure Number Five" i 2003. Dengang havde Soilwork endnu overraskelsens trumf af spille ud - som et band, hvis lyd nok kunne minde om den gængse, svenske melodeath, men med et ganske særligt personligt pondus i vokalarrangementer og melodikonstruktioner.

Nu er Soilwork-lyden så blevet et mere vant varemærke, og bandet forsøger denne gang mest at rendyrke og forfine deres version af den moderne growl-møder-melodisk-vokal hybrid metal, som sandt at sige er blevet ekstremt standardiseret i de senere år.

Kunne håbe, at netop Soilwork kunne have revet lidt op i subgenre-formularen, men det gør de altså ikke i nævneværdig grad på "Sworn To A Great Divide", selvom titlen ellers nok giver visse løfter om det.

Men, Soilwork har da haft flere udmærkede sange med sig i studiet, særligt singlen "Exile", den mere stemningsfulde "Light Discovering Darkness" og "The Pittsburgh Syndrome", hvor gutaristerne folder sig lækkert ud the metal way.

Når Soilwork dødsthrasher lyder bandet desværre lige en kende for metervare ("en, to, tre, NU skal vi lyde vrede og grumme!"), mens deres melodiske sider stadigvæk står som mestendels velgennemførte. Det samme kan siges om flere detaljer og finesser på albummet, i særlig grad guitarspillet, der har potentiale, men som godt kunne levnes mere frirum på den gammelt skolede måde.

Sådan lidt à la "det gamle lort på en ny måde i et moderne lydbillede", hvilket i 90erne gjorde Pantera og Machine Head fede. Men, må nok bare se i øjnene, at der stadigvæk skal kigges alenlangt efter "det nye Pantera" anno 2007.

NB: Soilwork headliner førstedagen på Aalborg Metal Festival den 2.11 i Studenterhuset og DMeA 2007 i Amager Bio, Kbh. den 17.11.

Kunstner
Titel
Sworn To A Great Divide
Distributør
Karakter
3