Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tæsk og riffs og stor lanse-energi

Populær
Updated
judicator let there be nothing

Amerikansk power metal, der tæver goter og vandaler og ikke tager gidsler.

Kunstner
Titel
Let There Be Nothing
Dato
24-07-2020
Trackliste
1. - Let There Be Light
2. - Tomorrow’s Sun
3. - Strange to the World
4. - Autumn of Souls
5. - Gloria
6. - Amber Dusk
7. - The Way of a Pilgrim
8. - Let There Be Nothing
Forfatter
Karakter
5

Lad os slå det fast fra begyndelsen. Det er ikke Devilutions skyld. Vi fralægger os ethvert ansvar. Lad os sige, med et allerede forældet meme: “You get what you fucking deserve!”.
Vi taler naturligvis om power metal. En genre, der i den grad gør sig fortjent til alt det had, der sendes i dens retning. Power metal er en genre, der i latterlighed kun matches af folkedansermetal med birkegrene og fællessange om spiritus.
Og det er egentlig en skam. For power metal kan også være netop kraftfuldt. Det kan være helt oppe på naglerne og give os licks og soloer, der føles som solvinden, understreget af trommer, der hamrer som Vorherres næve på dem, der lever i synd.

Da Blind Guardian tog os på et fantastisk mytologicruise i ‘Imaginations from the Other Side’, da Falconer med overbevisning spændte den dramatiske bue på ‘Chapters from a Vale Forlorn’ eller da Virgin Steele genfortalte Aeschylus’ oldgamle tragedie om ‘The House of Atreus’, da var der kraftedeme smæk på, og der var mere indhold i musikken end bare synths og discountsoloer og fis og ballade.

Men som Rom før dem, er de mægtige faldet, og Blind Guardians frontmand er forfalden til amatørteater og fanfiction mens Falconer laver disneymusik, og power metallen ligger, i bedste fald, stille. Bevares, bands som Unleash the Archers prøver at blande lidt friske ingredienser i gryden, men efterlader stadig lytteren med en fedtet Nightwish-bismag i munden efterfølgende.

Et nyt Rom!
Det laver ørkenboerne i Judicator om på. Der er ikke nogen fesen falset og ikke nogen gennemtærsket drejelire her, der får en til at tænke på små abekatte i røde uniformer. Der er bare tæsk og riffs og stor lanse-energi.

‘Let There Be Nothing’ er bandets femte LP og den første på Prosthetic Records, der har vist sig at have et eminent øje for at spotte talent, og dermed også har scoret sig et scoop i den sydvestlige kvintet, der med denne plade sætter fokus på general Belisarius og hans felttog mod både vandaler og goter og hvordan det egentlig føles at have en kone, der knalder med ens egen adoptivsøn, mens man er travlt optaget af at redde et smuldrende imperium.
Spoiler: Det er ikke spor sjovt.

Det er ‘Let There Be Nothing’ til gengæld.

Det er en plade drevet af fede riffs og buldrende trommer, og den er smækfuld af energi.
‘Let There Be Light’ åbner ballet med en habil omgang power metal-vokal fra John Yelland, der både demonstrerer sin evne til at nå de høje toner og synge om vandaler, der får bank med tilstrækkelig grus i stemmen til, at det lyder troværdigt. Yelland er en beundringsværdig frontmand, da han dækker hele paletten uden at blive til grin. Der er kraft i lungerne, og han rammer næsten Halfordske højder i overgangen til c-stykket.
Samtidig får vi fed fræsende dakka-dakka-guitar fra Tony Cordisco og Michael Sanchez, inden sidstnævnte leverer en højspændt solo, der både bevæger sig igennem skalademonstration og full-on laserpistol.
Og det bliver kun bedre derfra.

Til forfædrenes ære
Iron Maiden er hit and miss, og derfor er det så skønt, når musikere kan nøjes med at plukke de gode bær og blande dem i deres egen juice. Det gør Judicator på ‘Autumn of Souls’, hvor de med et svedent grin nikker i briternes retning og lader sig inspirere af ‘Ghost of the Navigator’, der markerer et højdepunkt i en ellers alt for lang karriere.

Tracket hviler dog ikke i referencen, men lader den blot bidrage til deres kampsang, hvor vokalen lægges i lag og leder fremad, mens den beskriver Belisarius’ beslutning om at fortsætte sit togt mod nord og genforene det smuldrede imperium. I overført betydning kan det måske drejes til at handle om genren som helhed, hvor Maiden med flere kan sættes i stedet for en perlerække af uduelige kejsere, og Judicator i ensom majestæt skal drives frem af energisk trommespil fra Jordan Elcess og igangsætte et nyt korstog.

‘Autumn of Souls’ fører direkte over i den episke ‘Gloria’, hvor en bøllet Yelland kalder til kamp for æren, hvilket Judicator leverer til fulde. Arizonianerne formår endda at inddrage gæstesanger Mercedes Victoria og præsterer simpelthen en velfungerende power metal-duet – sjældent set, omend ofte forsøgt.

Judicator formår at levere intet mindre end et Devilution-godkendt power metal-album. Og den slags hænger absolut ikke på træerne.