Sort finsk forvirring
Finske filosofi fyre forvirrer og forivrer sig selv med prætentiøs og tyndbenet omgang trommemaskine-black.
2. I1
3. HCN
4. Yksikuisuus
5. About:Blank
6. Raping Yer Liliith
7. πυραμίς
8. --. .-. . . -.
9. Todestrieb
10. Minä + Se
Der er mange eksempler på frugtbare møder mellem metal og elektronisk musik. Et af mine personlige favoritter er fabelagtige Bliss Signal med James Kelly fra Altar of Plagues og Jack Adams, også kendt som Mumdance. Men hvor Bliss Signal og andre har formået at skabe musikalske udtryk, som føltes friske og vedkommende, så er Vainas tredje album, ’Futue Te Ipsum’, en anderledes hengemt og lidt klichépræget affære. Det er i grunden paradoksalt, når bandet selv erklærer, at deres mål er at ”bevæge sig ned ad uforurenede og ukortlagte stier”, og det så er forholdsvis trafikerede stier, som andre med langt bedre held før har kørt den hestetrukne rustvogn ned ad.
Lyden af manglende kød og blod
‘Futue Te Ipsums’ helt store problem er trommeprogrammeringen og de elektroniske elementer, som fremstår livløse (og ikke på en god måde) og med en ret bedaget æstetik. De programmerede trommer er mere robotagtigt kedelige end fascinerende ikke-menneskelige. Der synes ikke at være megen anden grund til de elektroniske trommer, end at der ikke lige var en trommeslager til stede, for det hele lyder ret forudsigeligt, og det ville have været passende med enten en rigtig trommeslager eller en langt mere ambitiøs elektronisk produktion. Lyt for eksempel til ’I1’, som går Ministry så rigeligt i bedene, eller ’HCN’ og ’About Blank’, hvis synths benytter enhver lejlighed til at signalere firsersort dystopi-æstetik på en så forivret måde, at det bliver en smule ufrivilligt morsomt. Jeg mener, har man hørt en Skinny Puppy gø? Samtidig er produktionen på især sidstnævnte nummer så fersk, at man får lyst til at sætte det nærmeste kassettebånd med kælder-black på. Bevares, ’Futue Te Ipsum’ er fuld af soniske afstikkere og til tider også underholdende modsatrettede æstetiske valg, men ingen af elementerne på ’Futue Te Ipsum’ bør kunne overraske lyttere med blot en forbigående interesse for musikhistorien.
Flogging a cringey horse
Et af de bedste numre på ’Futue Te Ipsum’ er ’ Yksikuisuus’, som ganske stemningsfuldt kombinerer piano, strygere, guitar og trommemaskine-blastbeats. Til sammen danner det en fin bund for den kradsende, hæse vokal, også selv om man godt kunne have ønsket sig lidt flere ridser i den soniske lak. Andre steder går det mere galt, som på ’πυραμίς’, hvor en henåndet hviskevokal sammen med en decideret retningsløs omgang solofræs på guitaren får kviksølvet i cringebarometeret til at hæve sig faretruende. Og apropos cringe, så synes bandets filosofiske programerklæring om at skabe ”spirituel, transcendent kunst, karma for den mørke underbevidsthed” at blive modsagt en kende af ’Raping Yer Lilith’, hvis puerile og banale tekst, voldtægtsforherligende og misogyn som den er, emmer af den edgelord-nihilisme, der også ligger i albumtitlen, som udspringer af det latinske futue te ipsum et caballum tuum, som oversat betyder ”knep dig selv og din hest”. Så hvad vælger I, Vaina? Nihilisme eller transcendens? Normalt kan man ikke få begge dele, og på ’Futue Te Ipsum’ kan man kun få lov at tørkneppe sig selv, for hesten har de valgt fra.