Ugens monsterdrøn
Populær
Updated
30 år efter den første, officielle Whitesnake-release er bandet på banen igen med et overbevisende comeback, som flot samler op på alle disse år. Kære venner, vi skylder den mand så meget! David Coverdale har været i vælten, siden han i 1973 med bravour og høj, høj klasse afløste Ian Gillan i Deep Purple på et af de måske aller-aller bedste heavyrock albums ever: ”Burn”. Mange skrål og guitarsoli senere er manden pladeaktuel igen – 35 år efter det første, meget fine bekendtskab.
Coverdale var frontmand på tre fantastisk stærke Purple-album, ”Burn”, ”Stormbringer” og ”Come Taste the Band”, inden han lukkede purple ned i 1976 og gik i gang med en solokarriere, som først og fremmest har givet os Whitesnake, men også spændende samarbejde med Jimmy Page og nogle spændende og stadigt holdbare soloalbum.
Men først og fremmest Whitesnake. Og en hvid slange med mange hoveder. Det første var søgende, bluesy og stærkt rockende, skabt sammen med Ian Paice og Jon Lord fra Purple samt ikke mindst guitarduoen Bernie Marsden og Mickey Moody. En konstellation, der med enkelte udskiftninger holdt op til midt i 1980’erne, hvor hår-rocken for alvor slog igennem. Og hvor Whitesnake blev bannerførere med deres klassiske super-album ”1987”. Højt hår, hvinende og topmoderne guitarer og meget melodisk poppet heavyrock.
Med grungens voldsomme fremfærd gik den hvide slange i hi. Og Coverdale gik i fantastisk spændende samarbejde med Led Zeppelins Jimmy Page, og det kom der albummet ”Coverdale/Page” ud af. Wauv! Blot ét album, og den store Coverdale gik i pause-mode. Der var ikke noget marked for hans musik, ingen live-efterspørgsel. Lige indtil han i 1997 gendannede Whitesnake for en farewell-tour og det voldsomt undervurderede album ”Restless Heart”, som egentlig startede som et soloalbum, men på pladeselskabets foranledning blev ”snaket-up”.
Og så var det slut. Suk! Et soloalbum til, meget bluesy - og så blæste slangen ud på landevejen igen. 2004 var året, hvor Coverdale slog folderne sammen med Dio-guitarist Doug Aldrich. Afsted på tour og på tour og på tour. Også i Danmark. Fantastisk i 2006 på Sweden Rock og så dobbelt livealbum med fire nye numre, som blev rigtig godt modtaget. Så godt, at Coverdale og gutter satte sig ned og skrev sange til et helt ny album, som nu ser dagens lys. Og hvilket album!
Comeback!
”Good To Be Bad” er overordnet set kendetegnet ved én ting: Albummet samler flot op på samtlige 30 år siden den første, officielle Whitesnake-release i 1978, ”Trouble”. Der er hilsener til Coverdale/Page-tiden, John Sykes-tiden, blues-tiden, radiorock- og MTV-tiden. Og det er både musikalske og tekstmæssige hilsner til den skønne fortid – alt sammen kædet sammen til en plade, der sagtens kan gøre sig rigtig godt her i nutiden. Fordi lyden er nutidig. Og ikke mindst, fordi der er hele 11 rigtig gode numre på det album her.
Mit evigt åbne Whitesnake-hjerte nærmest bobler over, når den gruppe leverer. Og det gør den gruppe altså her. Selv om der måske er lidt om, at nogle af sangene umiskendeligt er skåret efter samme læst som ”Crying in the Rain”, ”Still of the Night”, ”Is This Love”, ”Here I Go Again”. Men det generer ikke mig, for de nye numre holder altså vand, fordi de rocker igennem, og fordi 56-årige Coverdale altså stadig er i stand til at synge og til at skrue nogle mere end habile omkvæd sammen.
Albummet starter med en kærlig musikalsk hilsen til Coverdale/Page på ”Best Years”. Sangmelodi og omkvæd er umiskendeligt fra den tid og dét spændende samarbejde. Nummer to er albummets måske fineste og mest klassiske Whitesnake-track, ”Can You Hear The Wind Blow”, en melodisk powerrocker, der bare rykker SÅ stærkt og i høj grad tryller luftguitaren frem.
”Call On Me” har samme drive som ”Still Of The Night”, når samme rocker igennem. Dejligt! Var “All I Want All I Need” skrevet og indspillet i 80’erne, havde vi haft et kæmpe-, gigahit à la ”Is This Love” og ”Here I Go Again” (MTV-versionen). En meget stærk ballade.
Højdepunkter og (få) minusser
I ”Good To Be Bad” lister ræven i David Coverdale sit frække fjæs frem. Den flabethed, som vi er en del, der elsker ved ’Cov’. Et bluesy og møgbeskidt nummer, som i den grad rocker.
Det første, jeg udbrød, da jeg hørte ”All For Love” første gang, var et begejstret ”Thin Lizzy!”. Guitarharmonier, en sangmelodi som Lynotts de bedste og en rytme, der bare er så meget Lizzy… Det nummer, som derfor er et af albummets bedste, må helt klart være en hilsen til den musikalske hjerne bag verdensgennembruddet ”1987”, den tidligere Lizzy-guitarist John Sykes (og så glemmer vi i vores naivitet, at Sykes og Coverdale efter sigende ikke kan udstå hinanden).
”Summer Rain” kalder på en kvinde til ens arme, en lighter og to smeltende hjerter. Et små-akustisk nummer, der får hjerter til at smelte og lightere til at brænde op. ”Lay Down You Love” er tung og bluesy, og også dette stærkt vanedannende nummer rocker som ”Still Of The Night”.
Og nu til et nummer, som jeg er meget, meget i vildrede med. ”A Fool In Love” er i den grad en sejtrækker, som virkelig rykker tungt. Men hold da op for et rip-off fra alle tiders sejeste Whitesnake-nummer, ”Crying In The Rain”. Jeg lader min krop tale, og den smider bare begge thumbs op. Uden tøven. Rock, for fanden! Og et forelsket fjols…
Det store brede smil bliver rigtig stort på albummets næstsidste nummer, ”Got What You Need”, for her er vi i gang-i-den-Whitesnake-bluesland. Up-tempo rock’n’roll, som i høj grad tager en med til festdagene fra før “1987”.
Og så sidste nummer, den flotte, flotte ballade ”’Til The End of Time”, der har samme feeling som Bon Jovis ”Wanted Dead Or Alive”, men som i den grad også har samme kant som ”Till The Day I Die” fra eminente ”Come An’ Get It” (1981). Et lækkert nummer, som i ro og mag lukker et overraskende stærkt comeback-album af.
Skal der drysses minusser ud over ”Good To Be Bad”, skal der ledes længe. Men: Intet nyt under solen, noget rip-off af tidligere triumfer. Det gør dog intet. Genkendelsens glæde er meget stor her. Eneste der trækker ned for undertegnede er den noget kunstige og digitaliserede guitarlyd (ja, nu fluekneppes der sgu!). Lidt mere crunch, hvin og guitarsnavs ville have været skønt. Men alt i alt har du lige læst om et album, som er lavet i dyb loyalitet mod Whitesnake-navnet og –kataloget. Jeg elsker dette album. Så simpelt er det bare!
Coverdale var frontmand på tre fantastisk stærke Purple-album, ”Burn”, ”Stormbringer” og ”Come Taste the Band”, inden han lukkede purple ned i 1976 og gik i gang med en solokarriere, som først og fremmest har givet os Whitesnake, men også spændende samarbejde med Jimmy Page og nogle spændende og stadigt holdbare soloalbum.
Men først og fremmest Whitesnake. Og en hvid slange med mange hoveder. Det første var søgende, bluesy og stærkt rockende, skabt sammen med Ian Paice og Jon Lord fra Purple samt ikke mindst guitarduoen Bernie Marsden og Mickey Moody. En konstellation, der med enkelte udskiftninger holdt op til midt i 1980’erne, hvor hår-rocken for alvor slog igennem. Og hvor Whitesnake blev bannerførere med deres klassiske super-album ”1987”. Højt hår, hvinende og topmoderne guitarer og meget melodisk poppet heavyrock.
Med grungens voldsomme fremfærd gik den hvide slange i hi. Og Coverdale gik i fantastisk spændende samarbejde med Led Zeppelins Jimmy Page, og det kom der albummet ”Coverdale/Page” ud af. Wauv! Blot ét album, og den store Coverdale gik i pause-mode. Der var ikke noget marked for hans musik, ingen live-efterspørgsel. Lige indtil han i 1997 gendannede Whitesnake for en farewell-tour og det voldsomt undervurderede album ”Restless Heart”, som egentlig startede som et soloalbum, men på pladeselskabets foranledning blev ”snaket-up”.
Og så var det slut. Suk! Et soloalbum til, meget bluesy - og så blæste slangen ud på landevejen igen. 2004 var året, hvor Coverdale slog folderne sammen med Dio-guitarist Doug Aldrich. Afsted på tour og på tour og på tour. Også i Danmark. Fantastisk i 2006 på Sweden Rock og så dobbelt livealbum med fire nye numre, som blev rigtig godt modtaget. Så godt, at Coverdale og gutter satte sig ned og skrev sange til et helt ny album, som nu ser dagens lys. Og hvilket album!
Comeback!
”Good To Be Bad” er overordnet set kendetegnet ved én ting: Albummet samler flot op på samtlige 30 år siden den første, officielle Whitesnake-release i 1978, ”Trouble”. Der er hilsener til Coverdale/Page-tiden, John Sykes-tiden, blues-tiden, radiorock- og MTV-tiden. Og det er både musikalske og tekstmæssige hilsner til den skønne fortid – alt sammen kædet sammen til en plade, der sagtens kan gøre sig rigtig godt her i nutiden. Fordi lyden er nutidig. Og ikke mindst, fordi der er hele 11 rigtig gode numre på det album her.
Mit evigt åbne Whitesnake-hjerte nærmest bobler over, når den gruppe leverer. Og det gør den gruppe altså her. Selv om der måske er lidt om, at nogle af sangene umiskendeligt er skåret efter samme læst som ”Crying in the Rain”, ”Still of the Night”, ”Is This Love”, ”Here I Go Again”. Men det generer ikke mig, for de nye numre holder altså vand, fordi de rocker igennem, og fordi 56-årige Coverdale altså stadig er i stand til at synge og til at skrue nogle mere end habile omkvæd sammen.
Albummet starter med en kærlig musikalsk hilsen til Coverdale/Page på ”Best Years”. Sangmelodi og omkvæd er umiskendeligt fra den tid og dét spændende samarbejde. Nummer to er albummets måske fineste og mest klassiske Whitesnake-track, ”Can You Hear The Wind Blow”, en melodisk powerrocker, der bare rykker SÅ stærkt og i høj grad tryller luftguitaren frem.
”Call On Me” har samme drive som ”Still Of The Night”, når samme rocker igennem. Dejligt! Var “All I Want All I Need” skrevet og indspillet i 80’erne, havde vi haft et kæmpe-, gigahit à la ”Is This Love” og ”Here I Go Again” (MTV-versionen). En meget stærk ballade.
Højdepunkter og (få) minusser
I ”Good To Be Bad” lister ræven i David Coverdale sit frække fjæs frem. Den flabethed, som vi er en del, der elsker ved ’Cov’. Et bluesy og møgbeskidt nummer, som i den grad rocker.
Det første, jeg udbrød, da jeg hørte ”All For Love” første gang, var et begejstret ”Thin Lizzy!”. Guitarharmonier, en sangmelodi som Lynotts de bedste og en rytme, der bare er så meget Lizzy… Det nummer, som derfor er et af albummets bedste, må helt klart være en hilsen til den musikalske hjerne bag verdensgennembruddet ”1987”, den tidligere Lizzy-guitarist John Sykes (og så glemmer vi i vores naivitet, at Sykes og Coverdale efter sigende ikke kan udstå hinanden).
”Summer Rain” kalder på en kvinde til ens arme, en lighter og to smeltende hjerter. Et små-akustisk nummer, der får hjerter til at smelte og lightere til at brænde op. ”Lay Down You Love” er tung og bluesy, og også dette stærkt vanedannende nummer rocker som ”Still Of The Night”.
Og nu til et nummer, som jeg er meget, meget i vildrede med. ”A Fool In Love” er i den grad en sejtrækker, som virkelig rykker tungt. Men hold da op for et rip-off fra alle tiders sejeste Whitesnake-nummer, ”Crying In The Rain”. Jeg lader min krop tale, og den smider bare begge thumbs op. Uden tøven. Rock, for fanden! Og et forelsket fjols…
Det store brede smil bliver rigtig stort på albummets næstsidste nummer, ”Got What You Need”, for her er vi i gang-i-den-Whitesnake-bluesland. Up-tempo rock’n’roll, som i høj grad tager en med til festdagene fra før “1987”.
Og så sidste nummer, den flotte, flotte ballade ”’Til The End of Time”, der har samme feeling som Bon Jovis ”Wanted Dead Or Alive”, men som i den grad også har samme kant som ”Till The Day I Die” fra eminente ”Come An’ Get It” (1981). Et lækkert nummer, som i ro og mag lukker et overraskende stærkt comeback-album af.
Skal der drysses minusser ud over ”Good To Be Bad”, skal der ledes længe. Men: Intet nyt under solen, noget rip-off af tidligere triumfer. Det gør dog intet. Genkendelsens glæde er meget stor her. Eneste der trækker ned for undertegnede er den noget kunstige og digitaliserede guitarlyd (ja, nu fluekneppes der sgu!). Lidt mere crunch, hvin og guitarsnavs ville have været skønt. Men alt i alt har du lige læst om et album, som er lavet i dyb loyalitet mod Whitesnake-navnet og –kataloget. Jeg elsker dette album. Så simpelt er det bare!
Kunstner
Titel
Good to Be Bad
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter