For lidt metal
Populær
Updated
Manowar har kørt runeskrift, afklædte coverdamer, sværd og pompøse hymner i stilling, men desværre forsømmes metallen grueligt. Det er hele fem år siden, de fire New Yorkere i Manowar sidst havde et album på gaden, og den tid, er udover at turnere og indspille et par DVD'er, brugt på at færdiggøre første skive i en stort planlagt serie om forskellige krigsguder. Første krigsgud, som Manowar har påtaget sig at hylde er vores helt egen Odin, hvis myteomspundne liv der bruges hele 68 minutter på at beskrive.
Men dermed trænger et spørgsmål sig selvfølgelig på, for er de fem år (eller 68 minutter) så brugt godt? Og til det må man desværre svare nej, "Gods Of War" er nemlig endt med at blive en decideret kedelig udgivelse. Der er alt for mange pompøse elementer, hvor alt man hører er brede keyboardflader og truttende horn. Der er ligeledes alt for mange numre som består af tale, hvor "Odin" eller andre taler, og så er der for mange a cappella operastykker.
Først og fremmest er problemet dog, at de selvudnævnte true metal-guder fuldstændigt forsømmer at spille heavy metal. Man sidder simpelthen og savner, at de bare giver den gas, sådan som de faktisk er ret gode til (hør eventuelt "Kings Of Metal" skiven fra 1988). Det eneste skæring, det ikke kræver god vilje at rubricere som metal er ”Kings of Kings” og ”Loki God of Fire”, og det er sjovt nok også de absolut bedste numre. Og i øvrigt det eneste som redder Manowar fra en absolut bundkarakter
Men dermed trænger et spørgsmål sig selvfølgelig på, for er de fem år (eller 68 minutter) så brugt godt? Og til det må man desværre svare nej, "Gods Of War" er nemlig endt med at blive en decideret kedelig udgivelse. Der er alt for mange pompøse elementer, hvor alt man hører er brede keyboardflader og truttende horn. Der er ligeledes alt for mange numre som består af tale, hvor "Odin" eller andre taler, og så er der for mange a cappella operastykker.
Først og fremmest er problemet dog, at de selvudnævnte true metal-guder fuldstændigt forsømmer at spille heavy metal. Man sidder simpelthen og savner, at de bare giver den gas, sådan som de faktisk er ret gode til (hør eventuelt "Kings Of Metal" skiven fra 1988). Det eneste skæring, det ikke kræver god vilje at rubricere som metal er ”Kings of Kings” og ”Loki God of Fire”, og det er sjovt nok også de absolut bedste numre. Og i øvrigt det eneste som redder Manowar fra en absolut bundkarakter
Kunstner
Titel
Gods of War
Label
Distributør
Genre
Forfatter