Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bedre til at være sig selv

Populær
Updated
Bedre til at være sig selv

Intronaut er blevet bedre til at være sig selv, men kan stadigvæk også irritere.

Kunstner
Titel
Directions of Last Things
Dato
13-11-2015
Forfatter
Karakter
4

Så er der nyt fra Intronaut. Den amerikanske kvartet har i over et årti leveret progressiv metal i en form, der i højere grad hører hjemme blandt bands som Torche, Gojira og Mastodon end blandt mere renskurede orkestre som Dream Theater og Queensrÿche.

På nærværende femte udspil lyder Intronaut som sig selv. De er bare blevet lidt bedre til det. Det er stadig metal afbrudt af jazzede klange og skæve King Crimsonske figurer, men i forhold til 'Habitual Levitations' fra 2013 er det ikke nær så udsvævende og indadvendt. Når de er bedst,er der mere kant og tyngde på dette seneste udspil.

I åbneren 'Fast Worms' formår de til at begynde med at fange noget af den metalliske velspillethed, som man kender og elsker Gojira for at kunne levere, samtidig med at Intronaut bevarer deres musiknørdede egenart. Det lover sådan set godt for albummet som helhed, men så knækker nummeret over i et meget sterilt fusionsjazzet stykke, som desværre tager pusten fra nummeret.

Hermed berører vi Intronauts største problem. Det forekommer studentikost, når en sang fuldstændig skifter karakter og retning, uden at den nye er bevægende eller bevidsthedsudvidende, bare for at de skal prale med deres jazzevner – sådan virker det i hvert fald. Og det er en skam, fordi man som lytter skal bruge kræfter på at overvinde irritationen over dette.

Men når det er sagt, så er denne overvindelse det hele værd, for 'Direction of Last Things' gemmer mange steder på overlegen sangskrivning, der balancerer mellem det komplekse og det nødvendige. Eksempelvis en sang som den dystre og hårdtslående 'The Pleasant Surprise' er mere helstøbt og viser netop, hvor overlegne Intronaut er, når de holder igen med pralerierne.

Også titelsangen starter som en stram energiudladning, der har et væld af riff, der naturligt følger hinanden. Men også i dette nummer finder vi et stille stykke, som starter påklistret, men som til gengæld vender overbevisende tilbage til udgangspunktet. Og det er sgu blæret og forklarer på glimrende vis, hvorfor 'Direction of Last Things' er anbefalelsesværdig.