Let slørede brude
PopulærBlack Veil Brides udfører et mesterligt guitararbejde, men får ikke udnyttet potentialet.
2. Faithless
3. Devil In The Mirror
4. Goodbye Agony
5. World Of Sacrifice
6. Last Rites
7. Stolen Omen
8. Walk Away
9. Drag Me To The Grave
10. Shattered God
11. Crown Of The Thorns
Kvintetten Black Veil Brides havde tre album på samvittigheden, før amerikanerne i slutningen af 2014 udgav den originalt navngivede ’Black Veil Brides’, som er en ganske solid skive. De 11 sange centreres omkring en beskidt glamrock – vel omtrent som Mötley Crüe kunne lyde, hvis de havde været på unge nuværende tidspunkt.
Black Veil Brides' største force er de voldsomme riff-kaskader, som guitaristerne Jake Pitts og Jinxx står bag. Numre som ’Faithless’ og ’ Last Rites’ er for eksempel fornemt orkestreret på strenge-siden, men afslører også problemer med at få Andy Biersack til at leve op til det hele på vokalsiden.
Hans rå, let punkede stemme fejler som sådan ikke noget, selvom han måske ikke har vanvittigt meget charme, men selv med udmærkede melodier efterlader amerikanerne ofte en følelse af, at de kunne få mere ud af arbejdsindsatsen. Med smæk for skillingen-guitarer i alle retninger, et voldsomt drive, en stram rytmesektion og et fint flair for at komme frem til klimaks burde det eksplodere noget oftere.
Som sådan leverer Black Veil Brides også fornemme præstationer langt hen ad vejen, og det er tale om et gedigent album, men flere numre, specielt balladerne, afslører, at der mangler det sidste i sangskrivningen og arrangementerne – for skabelonerne er der.