Forskellighedernes holdeplads
Populær
Chronicle er en spændende og særegen rod på vej op af Frederikshavns sorte muld med mange muligheder for at vokse sig større og blive en rigtig grim satan.
2. Blizzard of Blood
3. The Iconoclast of Tomorrow
4. For our Fallen ones
Da Devilution i foråret afviklede en konkurrence, hvor man kunne vinde indspilningstid i Fast Beat Studio, kom Chronicle helt op i førerfeltet med tre ret forskellige numre, som de indsendte til os.
Dommerne skrev blandt andet, at præstationen fra trommeslageren var exceptionelt energisk, at bandet havde masser af vilje og power, men også at de havde lidt vej endnu. Især på vokalfronten. En andens vurdering var, at materialet var en af de få indspilninger, vi modtog, der rent faktisk lød demoagtig og spurgte: ”Hvorfor er der ikke flere, der tør indspille den gode ide og ikke kun have fokus på lyden?”, mens det sidste jurymedlem gav gode råd med på vejen og skrev, at der i fremtiden skal meget mere originalitet i kompositioner og lydbillede samt større sammenhæng mellem alle instrumenter, vokal og groove.
Fra demo til studieindspilning
På daværende tidspunkt havde Chronicle spillet sammen i under to år og i den nuværende konstellation i godt 10 måneder. Med flotte ord fra dommerbordet var Chronicle lige ved og næsten, men sejren blev snuppet af The Liberty Illusion, og bandet finansierede selv nærværende ep, der er produceret i Lyddokken hos Flemming Sørensen, og som udkom d. 26. juni.
Sangen, der sendte Chronicle op blandt favoritterne hos undertegnede, var ’Blizzard Of Blood’, der som en selvfølge forventningsfuldt røg først på anlægget til bedømmelse. Demoudgaven af nummeret havde dét, som et jurymedlem efterlyste, for lyden var helt rå, og nummeret havde en umiddelbar energi, der kastede tilfældige bækkenslag af sig, som tilførte musikken noget helt særligt, udover at sangen i sig selv er en ørehænger.
’Blizzard Of Blood’ er også lykkedes fint her på ’Welcome The Darkness’, men er skåret ind til benet så kun det vigtigste står frem, og med skarpheden forsvinder uheldigvis også noget af dynamikken. Til gengæld er Lasse Johansens basspil tydeligt i mixet og afslører, at trommeslager Jari Sielemann ikke er den eneste i gruppen med et særligt talent. Bassens snørklede veje er progressive, og evnerne lader sig ikke fornægte. Og der er plads til det i kvartetten, der ellers holder stien rimelig ren og lyttevenlig, og på de fire numre alligevel når omkring blæsende hurtige passager, eftertænksomme downtempostykker, flænsende riffs og stabilt groove.
Guitar på afveje
På ’The Iconoclast Of Tomorrow' har Chronicle bevaret tørsten, og der bliver i hidsigt tempo liret guitar og lilletromme af, som gjaldt det livet, men netop soloen lyder faktisk, som om den er skrevet og indspillet til en helt anden sang, og her mangler sammenhængen stadig.
Til gengæld arbejder vokal og instrumenter godt sammen, blandt andet fordi lyden nu er samlet i mixet, og numrene hver for sig ikke stritter i så mange retninger som på demomaterialet. Chronicles svageste punkt er guitarmelodierne, der generelt er noget naive og sommetider lever i deres helt egen verden.
Chronicle har som efterspurgt bibeholdt de mange ideer og med studieindspilningen også fået lyden med sig. En ep behøver ikke at være komplet og fungerer ofte godt som et vindue til de mange ideer, som det er tilfældet med ’Welcome The Darkness’, der slutter med basdominerede og melodiske ’For Our Fallen Ones’, som nærmest er hard rock med dødsvokal.
Giv tid
De fire numre er meget forskellige, men godt bundet sammen af Flemming Sørensens kyndige hænder. Han og bandet har fundet et udtryk, der passer til Chronicle og fremhæver musikernes kunnen og detaljer uden at nærme sig det kliniske eller alt for komprimerede.
Mere øvetid og liveerfaring vil gøre underværker for bandet, og når de finder ud af, hvad de vil i fremtiden, får de endnu bedre kort på hånden. Lige nu er deres berettigelse hængt op på en forfriskende, ukontrolleret og højenergisk flænsen derudad og Jari Sielemanns udgydelser fra trommestolen, men resten af bandet kan med tiden blive endnu mere samlet, og når det sker, vil de uden tvivl kunne bide fra sig.